Udgivelser
Skriv opgaver på den pædagogiske diplomuddannelse. Håndbog i akademisk skrivning og studieteknik
Bogen henvender sig til studerende på den pædagogiske diplomuddannelse (PD), som er en mellemlang videregående uddannelse på professionsbachelorniveau. Målgruppen er således erfarne professionelle, der inden for det pædagogiske område ønsker at dygtiggøre sig i arbejdet med børn, unge og voksne.
Ud over at handle om at sætte ord på papir og skærm indeholder bogen også alt det, der omgiver selve opgaveskrivningen: planlægning, samarbejde og faglig læsning. Bogen er dermed ikke blot en lærebog om at skrive, men en studiemetodisk håndbog, som den studerende kan slå op i undervejs på uddannelsen og støtte sig til.
Bogen er bygget op af fire dele.
Del 1 (kapitel 1-5) har fokus på grundlæggende studieteknik, og hvordan man kan bruge skrivning undervejs i ens studie. Denne del giver desuden indsigt i, hvordan man bliver god til faglig læsning, og hvordan man studerer og skriver sammen i grupper.
Del 2 (kapitel 6-15) omhandler det at skrive en opgave – hvordan man indkredser en problemformulering, hvordan man modtager vejledning, og hvordan man søger information og er kildekritisk. Ligeledes giver kapitlerne viden om, hvordan man skriver akademisk, metakommunikerende, argumenterende og korrekt, hvordan man skriver med empiri og analyserer med teori, og hvordan man laver litteraturhenvisninger.
Del 3 (kapitel 16-18) giver et overblik over diplomuddannelsens opgavegenrer: kort undersøgende opgave, synopsis, portfolio, pædagogiske handleplaner, undervisningsplaner, at skrive om praksis (case og praksisfortælling) og snaplog. Desuden er der et kapitel om faglige analyser og et kapitel om afgangsprojektet.
Del 4 (kapitel 19-20) gør læseren klar til mundtlig eksamen – hvordan man forbereder sig og håndterer eventuel nervøsitet – og viser, hvilke kriterier der ligger til grund for bedømmelse af ens opgaver.