Når undervisningen digitaliseres

I denne artikel beskriver vi i et historisk perspektiv, hvordan digitaliseringen har påvirket forståelsen af og kravene til elevernes literacyfærdigheder. Vi starter med at skelne mellem tre spor i den teoretiske og uddannelsespolitiske tænkning, et IT-spor, et datalogisk spor og et kommunikativt spor. Det kommunikative spor er som det eneste direkte forbundet med elevernes læse- og skrivefærdigheder. Derfor beskriver vi efterfølgende, hvordan det kommunikative spor langsomt materialiserer sig i et udvalg af danskfagets styredokumenter fra folkeskolen i perioden fra 1970’erne og frem til i dag. Afslutningsvis diskuterer vi, hvordan disse mere overordnede udviklinger i tænkningen om literacy og digitalisering har påvirket undervisningen i grundskolen.

I denne artikel diskuterer jeg undervisningspotentialet i børnestavning med oplæsningsstøtte. Jeg præsenterer resultaterne fra et kvantitativt effektstudie af denne form for undervisning og konkluderer, at børnestavning med oplæsningsstøtte fremmer børnehaveklassebørns evne til at anvende skriftens lydprincip i stavning (tendensen er den samme for læsning, men ikke signifikant). Dog er effekten kun vist under særlige betingelser, fx at undervisningen foregår i små grupper uden for den almindelige undervisning. På den baggrund diskuterer jeg muligheder for at imødegå en eventuel negativ påvirkning af effekten, hvis undervisningen skal foregå i klassen.

Det digitale læremiddel Skriv og læs vil lære børn at læse gennem at skrive – med god mulighed for at skrive om emner, der giver mening for dem. Når man betragter læremidlet i et socialt praksisperspektiv, viser det sig at rumme rige muligheder for at gøre børnene til deltagere i skolens literacypraksisser og for at give dem mulighed for at skabe betydning, hvor de også trækker på literacypraksisser fra deres hverdag uden for skolens domæne. Hvorfor er det vigtigt? Fordi forskning peger på, at eleverne har mange ressourcer med sig her, der ofte bliver overset i skolesystemet, hvilket er et problem, når man gerne vil give alle elever lige mulighed for deltagelse i skolens literacypraksisser (Gee & Gee, 2004; Heath, 1993; Kress, 1997; Lillis, 2013; Ormerod & Ivanič, 2002).

Denne artikel præsenterer to undersøgelser af et af de mest anvendte læremidler i den danske grundskole, fagportalen dansk.gyldendal.dk for 7.-10. klasse (Gyldendal Uddannelse, 2011). I første del beskrives nogle af de faktorer, der har medvirket til, at dansk.gyldendal.dk siden dens lancering er blevet et af de mest dominerende læremidler i Danmark. Derefter præsenteres en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af den intenderede danskundervisning i forløbene på dansk.gyldendal.dk (Schou, 2018). Resultaterne viser bl.a., at undervisningen i højere grad er knyttet til fortolkningskompetence og arbejdet med æstetiske tekster frem for kommunikationskompetence og brugstekster. Ligeledes ses en kraftig vægtning af formidlende og stilladserende tilgange til læring samt et fravær af tilgange, der afspejler autentisk literacy. Samlet repræsenterer portalens forløb en mosaik af forskelligrettede syn på danskundervisning, hvilket efterlader lærerne med en kompleks fagdidaktisk opgave i aktualiseringen af portalens forløb.

Allt mer av läs- och skrivundervisning i de lägre åldrarna sker via eller med hjälp av digitala enheter och verktyg. För att undersöka vilka digitala aktiviteter yngre barn möter i modersmålsundervisning och vilka möjligheter barnen har att via de digitala aktiviteterna utveckla sin literacy, bad vi cirka 160 lärarstudenter att under en modersmålslektion observera vilka digitala aktiviteter som förekom. Artikeln är ett exempel på hur lärarstudenter kan vara delaktiga i forskning då det är deras observationer som utgör dataunderlaget i den här artikeln. Artikeln inleds med en kort genomgång av begreppet literacy och digital literacy, med fokus på yngre barns literacyutveckling. Sedan beskriver vi hur datainsamlingen genomförts och hur vi har bearbetat observationerna. Vi presenterar därefter fyra teman som identifierades i observationerna och diskuterar på vilket sätt de bidrar till att utveckla barns literacy.

I denne artikkelen undersøker vi hva som skjer med elevenes muligheter til å lese og skrive når all undervisningen skal skje digitalt. Vi argumenterer for at den digitale undervisningen elevene i norsk grunnskole fikk under hjemmeskoleperioden under korona-pandemien, i liten grad ga elevene rom for å lese og skrive sammen med andre i tråd med det literacyforskningen anbefaler. Vi tok utgangspunkt i to spørreundersøkelser hvor en ble besvart av foreldre og en av lærere. Selv om digitale verktøy også kan støtte elever som leser eller skriver, mener vi perioden med digital hjemmeundervisning med all tydelighet viser at det er vanskeligere å forene god literacydidaktik med at elevene sitter hver for seg i sitt eget hjem, og det meste av det de skal gjøre er individuelle oppgaver som skal leveres inn. Vi mener undersøkelsen har viktige didaktiske implikasjoner, også for lese og skriveopplæring i tradisjonell skole, fordi den viser at tilgang til digitalt utstyr i seg selv ikke fører til innovativ didaktisk bruk.

”Vi har ikke mange bøger. Min storebror har nærmest ingen bøger.” ”Jeg tror, vi har nogle bøger et eller andet sted, men vi har ikke fået dem udleveret. Mange gider ikke slæbe rundt på deres bog, så de læser også frilæsning på computeren.” Maria og Viola fra 8. klasse på Egebakkeskolen fortæller her om tekstlandskabet i undervisningen, som i høj grad er præget af digital læsning. Centeret har mødt de to elever, deres dansklærer, en gymnasielærer og en professor i danskfagets didaktik til en snak om læsning og skrivning i danskfaget med i-bøger, digitale læremidler og platforme. Maria og Violas lærer, Lisbeth, fortæller, at fagportaler fylder meget på skolen, og gymnasielærer Marie fortæller, at i gymnasiet benytter mange undervisere indscannede tekster. Det er der både fordele og ulemper ved.

I denne artikel vil vi give bud på, hvordan eleven kan udvikle sproglig og digital myndighed gennem et stærkere fokus på elevens out-of-school-literacies, autenticitet og teknologisk understøttede og varierede tekstpraksisser i danskfaget. Og vi vil vise, hvordan det kræver et mere demokratisk og dialogisk undervisningsrum.

Denne artikel præsenterer projektet Spiljournalist, som undersøger, hvordan elever kan arbejde journalistisk med computerspil som emne og kulturelt fænomen. Vi præsenterer en scenariedidaktisk domænemodel og beskriver, hvordan digital fritidskultur kan blive et aktiv i skolen. Konkret har eleverne skrevet journalistiske tekster i faget dansk, og ud fra analyser af deres tekster samt interviews med elever i 7.-9. klasse viser vi, hvordan de engagerer og positionerer sig som journalistiske skrivere i et emne, de er optagede af (Hanghøj et al., 2020). Til sidst i artiklen vil vi diskutere nogle af de danskdidaktiske perspektiver på at arbejde med journalistik og computerspil.

Når vi kommunikerer via sociale medier, befinder vi os i en kommunikationssituation, som både er præget af mediernes særlige måder at fungere på, og af, at vi i denne sociale kommunikation fokuserer meget på det relationelle. Sproget og interaktionen påvirkes af kommunikationsmediet og bliver således medialiseret, og medialekter og medialektale træk opstår. Vores forståelse af teknologierne og deres anvendelsesmuligheder får betydning for vores daglige kommunikative praksis og dermed for vores kommunikative kompetence. Som inspiration til arbejdet med sproget i sociale medier som en del af skolens sprog- og kommunikationsundervisning viser og forklarer artiklen forskellige medialektale træk.

Teknologiske nyvinninger har alltid formet både hva, hvor mye og hvordan vi leser og har skapt premisser for hvordan vi forsker på, og underviser i lesing. I en tid der undervisningen i økende grad digitaliseres, er det nødvendig å diskutere litteraturlesingens plass innenfor nye rammer. I denne artikkelen skal vi fremheve viktigheten av å lese lengre litterære tekster. Vi kaster også et kritisk blikk på det utvidede tekstbegrepet: har oppmerksomheten på korte, multimodale tekster skjøvet de lange tekstene, og med det, evnen til kognitiv tålmodighet og kontemplasjon, ut av utdannelsen? Er det på tide å utfordre det utvidete tekstbegrepet?