Didaktiske principper for skriveundervisning – hvad er det?

Når forskere skal formidle om veje til god undervisning, gør de det ofte ved at pege på didaktiske principper. Men hvad er didaktiske principper?

Didaktiske principper er retningslinjer for praksis, hvor målet er at udvikle, planlægge, implementere eller kommunikere om noget. Principper er ikke videnskabelige regler, der peger frem mod den ”rigtige praksis”, men snarere retningslinjer for den ”gode praksis” ofte funderet i fagdidaktisk forskning.

Jeg beskriver nedenfor, hvordan didaktiske principper for skriveundervisning kan ses på tre niveauer: som principper for god undervisningspraksis, som principper for god skrivepædagogik og principper, som afspejler et bestemt syn på literacy. Sigtet er at gå et spadestik dybere i forhold til at forstå didaktiske principper og bidrage til, at lærere, læsevejledere og forskere udvikler et skarpt blik for didaktiske princippers både vejledende og værdibaserede dimensioner. Klummen slutter med en diskussion af, hvordan man både konstruktivt og kritisk kan læse didaktiske principper. 

Principper for god undervisningspraksis

Jon Smidt opstiller i bogen På sporet af god skriveundervisning (2013) ti teser for god skriveundervisning. Modtageren af disse teser er læreren, som fx bør diskutere formålet med skrivearbejde, opbygge sproglige fagrum, diskutere vurderingskriterier for både indhold, form og brug og give konkret hjælp og støtte under planlægning og undervejs i skriveprocessen.

Disse teser eller principper er en slags vejledning i, hvordan man kan planlægge, gennemføre og evaluere skriveundervisning. Andre bud på principper for god skriveundervisning er fx Dombey (2013), der peger på principper som: skab balance mellem tekniske og kommunikative tilgange til undervisning i skrivning, brug tid på at undervise elever i mindre grupper, byg eksplicit på børns personlige og kulturelle baggrund og skab dialogiske klasserum.

Didaktiske principper for den gode skriveundervisning ændrer sig i takt med ændrede omstændigheder for skrivning i skolen. Nye vilkår for skriveundervisning er fx elevernes adgang til digitale ressourcer, deres brug af digitale skriveteknologier og deres mulighed for at udtrykke sig og kommunikere mere multimodalt og fleksibelt gennem forskellige mediekanaler. Endvidere er nutidens børn og unge kendetegnet ved at have særlige erfaringer med at bruge digitale ressourcer i deres daglige kommunikation. Disse nye vilkår tilskynder Burnett og Merchant (2015) til at pege på nye principper for undervisningens praksis, fx: byg på elevernes repertoirer af tekstuelle praksisser, anerkend den multimodale dimension i betydningsskabelsen og skab mulighed for at producere tekster i sikre og understøttende kontekster.

Principper for god skrivepædagogik

Principper kan også mere overordnet afspejle bud på god skrivepædagogik, som fx kan ses i læreplaners mål og vejledninger for skiveundervisning. Læreplaner er typisk refleksioner af samfundsmæssige udfordringer og afspejler de færdigheder, den viden og den dannelse, som man fra samfundsmæssig side mener er vigtigt, at nutidens generationer tilegner sig i forhold til fremtidens udfordringer. Andrews og Smith (2011) peger på, hvordan læreplaner siden 50’erne har rammesat fire tilgange til skrivepædagogik. 50’ernes læreplaner har fokus på produktskrivning og imitation af store forfattere som pædagogisk princip. 60’erne, 70’erne og frem til begyndelsen af 80’erne har fokus på ekspressiv, kreativ skrivning og princippet om at udvikle elevernes personlige stemme. 80’erne og frem til begyndelsen af 00’erne afspejler en forståelse af skrivning som proces, en udvidelse af nye skriveformer og en åbning af skrivning som kommunikation i den virkelige verden. Fra midt 90’erne til nu sker der en forstærket fokus på skrivning som kommunikation i den virkelige verden, hvilket man kan kaldet princippet om funktionel skrivning samt ikke mindst skrivning som multimodal kommunikation. Endvidere peges der på færdigheder i forhold til at arbejde it-baseret og skrivning som en kollaborativ proces.

Principper, der afspejler bestemte syn på literacy

En tredje tilgang til principper tager ikke udgangspunkt i klasserummet og lærerens gode praksis, men udvikler principper på grundlag af forskellige teoretiske syn på skrivning. En sådan tilgang findes i bogen Digital skrivedidaktik (2018), hvor jeg beskriver principper for skriveundervisning ud fra forskellige literacysyn. Sigtet er at pege på, hvordan forskellige skrivedidaktiske positioner har rod i forskellige literacysyn:

• Principper for multimodal skrivedidaktik: Skrivning er en retorisk formålsbestemt organisering af semiotiske ressourcer, der omdanner vision til viden og kommunikation gennem brug af modaliteter
• Principper for kognitiv skrivedidaktik: Skrivning er en proces, der bygger på forskellige skrivestrategier og kan læres af alle
• Principper for sociokulturel skrivedidaktik: Skrivning er indlejret i sociale situationer, hvor der foregår eksperimenter med skriveroller og identitet, og som af eleverne opleves som en meningsfuld deltagelse i en praksis.

Disse tre skrivedidaktiske positioner – den multimodale, kognitive og sociokulturelle skrivedidaktik – giver et blik for, hvordan mere praksisorienterede principper kan være forankret i bestemte literacysyn. Denne viden om principper og deres forankring i forskellige literacysyn kan bruges til at undersøge, hvad det er for en forståelse af literacy, der ligger til grund for bestemte principper. Som et eksempel på en sådan undersøgelse kan man tage Kringstad og Kvithylds (2014) bud på fem principper for god skriveundervisning og her se, at de overvejende er forankret i en kognitiv skrivedidaktik:

• Prinsipp 1: Skriv mye på fagenes premisser, og bruk skriving i kunnskapstilegnelsen
• Prinsipp 2: Bruk formativ vurdering for å fremme elevenes skriveutvikling
• Prinsipp 3: Gjør elevene til strategiske skrivere
• Prinsipp 4: Gi rammer som støtte for elevenes skriving
• Prinsipp 5: Skap et klasserom der diskuterer tekst og skriving

I modsætning til Kringstads og Kvithylds stærke forankring i en kognitiv skrivedidaktisk position, så kan man i en analyse af Jon Smidts ti teser se, at de er bredt forankrede i både en multimodal skrivedidaktik (fx Diskuter formålet med skrivearbejdet), en kognitiv skrivedidaktik (fx Giv konkret hjælp og støtte under planlægning og undervejs i skriveprocessen) og en sociokulturel skrivedidaktik (fx Sæt tekster i bevægelse, dvs. at elevens tekster skal have en klar funktion og et publikum).

Konstruktiv og kritisk læsning af didaktiske principper

Forskningslitteratur, didaktisk litteratur og skolens læremidler vrimler med bud på didaktiske principper, som umiddelbart udtrykker simple retningslinjer til at håndtere en praksis, selvom de ofte er funderet på omfattende forskningsforløb. Min pointe med denne klumme er, at lærere og forskere kan læse didaktiske principper ud fra forskellige perspektiver. Man kan læse didaktiske principper som gode vejledninger og tips til at håndtere og udvikle en klasserumspraksis. I det perspektiv vil et princip som ”giv konkret hjælp og støtte under planlægning og undervejs i skriveprocessen” sætte en scene for, hvordan man kan organisere en undervisning og understøtte elevens læringsaktiviteter. Som konkrete praktiske retningslinjer er det lærerens udfordring konstruktivt at omsætte det didaktiske princip til sin egen undervisningspraksis og reflektere over, hvordan man kan organisere konkret hjælp og støtte til eleverne undervejs i deres skriveproces.

Men lærere og forskere kan også have en mere kritisk tilgang til at læse didaktiske principper, fordi de ikke er neutrale retningslinjer. Didaktiske principper rummer både et syn på god undervisning, god pædagogik og er forankrede i et bestemt literacysyn. En kritisk læsning af didaktiske principper indebærer en undersøgelse af, hvordan de udtrykker nogle normer for god skrivning, og hvordan disse normer også har indflydelse på, hvordan vi evaluerer elevernes skrivepraksis. Endvidere må vi undersøge, hvad det er en for en skrivepædagogik, som de didaktiske principper er forbundet med, og hvad deres relationer er til skolens læreplaner. Og endelig må vi undersøge, hvilket literacysyn som principperne er forankrede i og dermed også, hvilket syn de har på skrivningens funktion og værdi i skolen. Understøtter et princip fx, at eleverne udvikler gode skrivestrategier, at eleverne gennem skrivningen eksperimenterer med forskellige skriveroller, eller støtter princippet, at eleverne lærer at skrive funktionelt og kommunikere til virkelige modtagere?

En konstruktiv brug af didaktiske principper og en kritisk læsning af dem står ikke i modsætning til hinanden, tværtimod mener jeg, at de kan ses som komplementære tilgange til at undersøge og bruge didaktiske principper om gode skrivedidaktiske praksisser. At undersøge og forholde sig til didaktiske principper er således en grunddidaktisk faglighed, der både er i spil, når man skal analysere og diskutere læremidler, skrivedidaktiske fagbøger og forskningslitteratur, og når man skal eksperimentere med at udvikle skriveundervisningen i skolen.