Falske nyheder i børnehøjde

Strømme af misinformation på især sociale medier har skærpet nødvendigheden af at styrke den kritiske medie-literacy i skolen, forstået som en opmærksomhed over for, om en tekst er troværdig. I klummen forklarer vi om de typiske læsestrategier, skoleelever anvender, når de støder på misinformerende nyheder, og vi argumenterer for, at det er nødvendigt at styrke deres mediekritiske læsning. Vi diskuterer desuden, hvordan elever bedst lærer at skelne mellem misinformation, journalistisk skarpvinkling og clickbait. For hvilke nyheder og informationer kan man egentlig stole på som læser? Det spørgsmål har vi stillet danske skoleelever, og denne undersøgelse præsenterer vi også her i klummen.

Løgn spredes hurtigere end sandhed

Misinformation er et stærkt stigende problem i medierne globalt set (Allcott et al., 2019). Også i Danmark er vi begyndt at se eksempler på falsk, løgnagtig eller udokumenteret information, der deles hastigt og bredt på nettet, fx via influencers med store læserskarer blandt de unge på de sociale medier.

Med de sociale mediers fremkomst har svindel og humbug fået særlig gunstige vilkår at trives i og spredes under (Collignon, 2018). Forskning har ligefrem vist, at løgn spredes hurtigere end sandhed på nettet (Vosoughi et al., 2018). Samtidig har den vestlige verden de seneste år oplevet den vel nok mest alvorlige krise for den fri presse i nyere tid. Donald Trumps Twitter-angreb på amerikanske journalister og mediehuse har gjort fake news til et begreb, der af nogle bruges flittigt om ellers veldokumenterede journalistiske nyheder eller om givne udlægninger af virkeligheden, de selv er uenige i.

Alt dette efterlader især unge i et forvirrende medielandskab, som det kræver et nøjagtigt kompas at navigere sikkert – og kritisk – i. Elevernes kritiske medie-literacy skal med andre ord styrkes, hvor medie-literacy handler om deres evne til at analysere, vurdere og kommunikere medietekster (Craft et al., 2017), og hvor den kritiske læsning indebærer ”å kunne møte tekster med motstand og kritikk, og å kunne gjenkjenne underliggende holdninger, motiver og ideologier” (Blikstad-Balas, 2016, s. 29).

Elevers møde med falske nyheder

Som en del af et forskningsprojekt om misinformation i nyhedsmedierne gennemførte vi i 2018 et læsereksperiment på en folkeskole i Storkøbenhavn. Her satte vi elever fra niende klasse til at læse korte journalistiske nyheder delt via de sociale medier på nettet. Nogle af nyhederne var sande, mens andre var falske, og de havde forskellige genrekonventionelle, (para)tekstuelle og multimodale afvigelser, der for den opmærksomme og kritiske læser ville virke afslørende, fx maskinoversættelse til dansk fra fremmedsprog, brud på journalistiske genrekonventioner og inkohærens i forholdet mellem tekst og billede.

Vi bad derefter eleverne om at dele nyhederne med en ven og skrive en besked til vedkommende, inden de efterfølgende blev bedt om at vurdere, om nyhederne var sande eller falske. Eleverne vidste ikke på forhånd, hvad eksperimentet gik ud på. Afslutningsvis interviewede vi eleverne om de læsestrategier, de havde anvendt. Hvordan afgjorde de fx, om en nyhed var sand eller falsk?

Først og fremmest vurderede eleverne sandhedsværdien af en nyhed ud fra deres sociokulturelle viden om nylige hændelser i samfundet og den bagvedliggende årsag til og motivation for at lyve i en nyhed. Sagt med andre ord: Hvis hændelsen virker sandsynlig, og der ikke umiddelbart skulle være nogen grund til at lyve om den, så er nyheden nok sand. Kun sekundært og i langt mindre grad forholdt de sig til genrekonventionelle, (para)tekstuelle og multimodale markører for misinformation.

Fx indgik der i eksperimentet en nyhed fra det nu nedlagte medie OnlinePosten (onlineposten.dk), der har været kritiseret for at publicere satiriske nyheder, der er vanskelige at gennemskue som falske. Nyheden handlede om en elev, der kastede en karamel i øjet på en lærer under sidste skoledag og derefter blev dømt for vold:

Kun en tiendedel af eleverne kommenterede sandhedsværdien af nyheden, efter de havde læst den fulde version og delt den med en ven, mens hver fjerde argumenterede for, at nyheden var falsk, efter de blev spurgt direkte om det. Kun 16 procent af eleverne kommenterede mediet OnlinePosten, og ingen af eleverne bemærkede, at der manglede byline i nyheden eller kommenterede et lille ikon med krydsede fingre i slutningen af artiklen:

Samlet set indikerer vores resultater, at elevernes kritiske medie-literacy med fordel kan styrkes, når det gælder opmærksomhed over for såvel tekstuelle som paratekstuelle og kontekstuelle afvigelser fra journalistiske konventioner og normer.

En model for kritisk medie-literacy

På baggrund af vores resultater og med afsæt i øvrig forskning om misinformation i medierne (bl.a. Craft et al., 2017; Maksl et al., 2017) har vi udarbejdet en kritisk medie-literacy-model, der kan anvendes som spørgeramme i undervisningen. Modellen viser en række af de vigtigste spørgsmål, man som læser bør stille sig, når man forholder sig til en nyhed, der er delt på de sociale medier eller uden for de klassiske nyhedsmediers hjemmesider:

Temaerne og spørgsmålene i modellen kan bruges som et praktisk og systematisk redskab til at støtte og udvikle elevernes kritiske opmærksomhed på afvigelser fra normal journalistisk praksis.

For at eleverne bedst kan forstå, hvad der er gængs praksis, og hvad der er afvigelser, er det samtidig nødvendigt at forklare om og diskutere journalistikkens brug af vinkling.

Journalistisk skarpvinkling

Journalister vinkler som bekendt deres historier og nogle gange så skarpt, at det kan diskuteres, om der i virkeligheden er tale om misinformation. Fx gav direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbak i foråret 2020 udtryk for, at han af medierne blev ”vinklet meget skarpt” (Kåre Mølbak, pressebriefing, Sundhedsministeriet, 20.4.2020). Særlig én rubrik fra Berlingske blev diskuteret:

”Kåre Mølbak: Regn med social afstand mindst et år endnu” (Berlingske, 20.4.2020).

Denne hårdtslående og opsigtsvækkende forsiderubrik er en parafrase af et citat, hvor Mølbak angiver et væsentligt forbehold:  

”Hvis den [virussen] opfører sig på samme måde fremover, som den gør nu, så tænker jeg, at vi skal holde afstand, indtil vi får en effektfuld vaccine” (Berlingske, 20.4.2020).

Der er altså tale om en klar journalistisk stramning i rubrikken, og der er forskellige holdninger til, i hvor høj grad dette er acceptabelt eller ej. I særligt grelle tilfælde behandles den slags af Pressenævnet i Danmark, men kun sjældent vurderes det, at der har været tale om egentlig misinformation eller varianten disinformation, dvs. når afsenderen bevidst forsøger at lyve for modtageren.

For den unge, urutinerede læser er det vigtigt at udvikle en kritisk, men også realistisk forståelse af, hvad journalistisk vinkling er, og hvordan den kommer til udtryk i rubrikker. Ellers risikerer man på den ene side at blive ledt til en (alt for) forenklet opfattelse af virkeligheden og på den anden side (alt for hurtigt) at dømme nyheder for at være misinformerende, hvor de i virkeligheden ’bare’ er vinklede.

Når man skal forklare børn og unge om vinkling, kan man med fordel gøre det metaforisk. At vinkle kan nemlig sammenlignes med at lyse på virkeligheden med en lommelygte. Lyset fremhæver en del af virkeligheden, mens resten henligger i skygge. Og ingen lommelygte er stor og skarp nok til at belyse alt fra alle sider. På samme måde udvælger journalister en del af virkeligheden, som de fremhæver gennem blandt andet deres ordvalg, kildevalg og parafraseringer samt redigeringer af kildernes ord. Journalisterne tager afsæt i en påstand – blandt flere mulige påstande – og giver belæg for den. Det er kun i de tilfælde, hvor belægget mangler, man kan tale om mulig misinformation.

Clickbait – mellem misinformation og manipulation

I sammenhæng hermed er det vigtigt, at elever udvikler deres kritiske blik for, at journalistiske rubrikker på grund af deres konventionelle kortform og funktion som øjefanger sjældent er fuldt dækkende. I nogle tilfælde kan rubrikker endda ligefrem spille strategisk på at dække så lidt af historien som muligt.

Dette er tilfældet ved clickbait. I journalistikken siger man, at en rubrik skal dække, vække og ægge, men clickbait har alene til formål at gøre de to sidste ting, og derfor forbryder den sig i princippet mod en af journalistikkens grundlæggende dyder, nemlig at en rubrik skal være dækkende for artiklens vinkel, dvs. resumere den.

I snæver forstand er clickbait et træk ved rubrikker, der lover mere, end de kan holde, fx ved at overdrive noget sensationelt eller dramatisk. Dvs. at der ikke er (fuld) dækning for rubrikken i artiklens indhold. Clickbait kan dermed siges at være bevidst misvisende – eller ligefrem løgnagtig, en slags misinformation i miniformat.

I bredere forstand er clickbait kendetegnet ved, at rubrikker bevidst tilbageholder eller skjuler væsentlig information for læseren, fx denne rubrik fra sommerens hedebølge:

”Sygehus advarer: Drik ikke for meget af denne væske” (bt.dk, 8.8.2020).

Her lokker journalisten på udspekuleret vis læseren til at klikke for at finde ud af, hvilken væske der er tale om. Samtidig spiller rubrikken på, at mange læsere nok vil tro, det drejer sig om alkohol. Men i virkeligheden er det vand, man ikke må drikke for meget af. Læser man kun rubrikken og ikke artiklen, kan det derfor resultere i misinformation. Et mere dækkende alternativ, der ikke kan misforstås, havde været: ”Sygehus advarer: Drik ikke for meget vand.”

Clickbait-rubrikkernes funktion er at skabe suspense. De røber lidt, men ikke for meget, og leverer et dramaturgisk setup, som kun kan forløses i et pay-off, hvis man klikker. Samtidig har disse rubrikker en mere pekuniær funktion, da klik kan være lig med annoncekroner. Derfor ser man også mest clickbait i de kommercielle og tabloide netmedier (Blom & Hansen, 2015).

Kritiske elever i og uden for klasseværelset

Et kritisk, sprogligt og multimodalt arbejde med fake news, skarpvinkling og clickbait kan hjælpe eleverne til at skelne mellem troværdig information og misinformation i nyhederne. På den måde skærpes deres opmærksomhed på, hvad det er for virkeligheder, der konstant formateres gennem nyhedsstrømmen, særligt på de sociale medier. Og forhåbentlig kan et sådant arbejde også kvalificere de formaterede virkeligheder, eleverne selv konstruerer, vinkler og deler.