Situationsforankret skrivning

[t]he basic, foundational skills in learning to be literate are the skills one needs to read a situation; to plan, organize, and revise; to build and negotiate meaning; to use and adapt conventions; and to figure out what new discourses expect and how to enter them (Flower, 1994)

I denne måneds klumme stiller jeg ind på retoriske situationer og argumenterer for at bringe dem i spil i skriveundervisningen i grundskolen, da jeg, som retorikeren Linda Flower fra citatet ovenfor, mener, at det at være en god skriver især kræver øvelse i at ”læse en situation”. På baggrund af mit designinspirerede ph.d.-projekt Autentisk skrivning i skolen - potentialer og udfordringer giver jeg et eksempel på, hvordan det kan gøres. Jeg argumenterer blandt andet for, at udgangspunktet i situationen er med til at synliggøre elevernes handlemuligheder i den konkrete situation, hvorved udviklingen af agency - forstået som handling baseret på kritisk dialog - understøttes.

Grebet af situationen

Jeg havde engang en 3. klasse i dansk. På elevernes første skoledag blev de mødt af lidt af en overraskelse. I deres nye klasseværelse fandt de nemlig et helt nyt møblement, der bestod af borde der kunne sammensættes på forskellig vis, så de dannede små øer i en variation af former. Og stolene kunne dreje rundt og justeres i højden. Det var en sand glæde! Men glæden var kort. Det viste sig nemlig, at møblementet var blevet placeret i det forkerte klasseværelse. Dagen efter måtte eleverne finde sig i igen at skulle sidde ved borde lige så gamle og kedelige, som dem de sad ved, da de gik i 2. klasse! Det var de stærkt utilfredse med og protesterede højlydt og aggressivt. Jeg greb situationen. Her var der en virkelig situation, som indeholdt et problem, der berørte eleverne dybt. Det skulle da udnyttes. Jeg foreslog derfor, at eleverne skrev en klage. To af eleverne påtog sig opgaven at skrive til skolelederen, Jørgen, mens resten af klassen arbejdede videre med noget andet. Da jeg senere mødtes med de to elever og læste, hvad de havde skrevet, stod der noget i retning af

Fuck dig, Jørgen, vi vil have vores stole og borde tilbage.

Det var ikke lige sådan en klage, jeg havde haft i tankerne. Men hvad havde jeg egentlig forestillet mig? Jeg havde forestillet mig, at situationen for det første gav eleverne noget betydningsfuldt at skrive om, som kunne engagere dem som skrivere og give dem erfaring med, hvad skrivning kan være: En social handling rettet mod forandring. Elevernes tekst er ganske vist et forsøg på at handle og skabe forandring. Men jeg vil også tillade mig at sige, at forsøget ikke var et særligt velovervejet forsøg – ikke mindst på grund af den ej heller særlig velovervejede iscenesættelse af selve tekstproduktionen.

Udvikling og afprøvning af situationsforankret skrivning

Her flere år efter mit virke som dansklærer i 3. klasse har jeg i forbindelse med mit ph.d.-projekt Autentisk skrivning i skolen- potentialer og udfordringer haft fornøjelsen af at kunne undersøge situationsbaseret skrivning nærmere. Min hypotese gik til stadighed på, at en forankring af elevernes skrivning i konkrete situationer vitterlig indeholder et engagerende synliggørende potentiale i forhold til at bidrage til, at elever kan gøre sig erfaring med, hvad skrivning egentlig er og gør.

Denne erfaring er væsentlig i forhold til udviklingen af retorisk agency forstået som (inspireret af Emirbayer & Mische; Flower) bevidst kritisk og reflekteret sproglig handling, der dels omfatter, at skriveren fortolker og vurderer sine muligheder for sproglig handling ved at gå i dialog med selve situationen: Hvad er der på spil her og nu? Hvilke mennesker er involveret, og hvilke behov for forandring kalder situationen på? Og dels omfatter, at skriveren forholder sig vurderende til konventioner for skrivning (er der for eksempel genrer eller genretræk, som der med fordel kan trækkes på?) samt gør sig forestillinger om tekstens modtagelse og mulige betydning i fremtiden.

På baggrund af denne hypotese og forestilling om retorisk agency udviklede jeg som en del af projektet et didaktisk design, hvor elever i tre 5. klasser på eksplorativ vis blev eksponeret for forskellige typer af situationer, der skulle danne udgangspunkter for deres tekstproduktion. Jeg inddrog i den sammenhæng to fiktive situationer og to virkelige situationer. De to virkelige situationer inviterede til, at eleverne skrev tekster til virkelige personer uden for læringsrummet med sig selv som afsendere. De to fiktive situationer blev repræsenteret i form af to korte film, hvor nogle børn befinder sig i situationer, der på forskellig vis lægger op til retorisk handling. Her skulle eleverne leve sig ind i en af de involverede personer og agere skrivere på denne fiktive persons vegne.

Den organiserede samtale

Udover at situere elevernes skrivning på den måde ønskede jeg også at understøtte elevers refleksioner over valg i forbindelse med skrivningen baseret på de pågældende situationer. Jeg fremhævede derfor (inspireret af dels Bakhtins dialogismebegreb og dels nyretorikere som Bitzer og Miller) generelle aspekter ved det, som kan forstås ved en retorisk situation og formulerede spørgsmål knyttet til hvert aspekt. Disse spørgsmål skulle udgøre omdrejningspunkter for elevernes makkerpar eller gruppesamtaler om tekstproduktioner relateret til de forskellige situationer, de blev eksponeret for. Med andre ord blev de tiltænkt en organiserende funktion for selve indholdet i elevernes diskussioner. ”Vi skal have de ting til at ske inde i teksten”, som en af eleverne i projektet udtrykte det:

Valg af formål: Hvad vil vi gerne opnå (af forandring) ved at skrive denne tekst? Og hvordan kan vi sprogligt skrive det frem?

Valg af læser: Hvem kan vi med fordel henvende os til i et forsøg på at opnå vores mål? Og hvordan kan vi sprogligt skrive denne læser frem, så han/hun kan genkende sig selv og bistå til, at den forandring, vi ønsker iværksat, realiseres?

Valg af emne: Hvordan kan vi mest hensigtsmæssigt vinkle og sprogligt konstruere emnet/problemet, så vi kan opnå vores mål?

Valg af skriverpositionering: Hvilket billede af skriveren (os selv eller den skriver, vi skal leve os ind i) ønsker vi at efterlade i teksten? Hvordan kan vi sprogligt skrive denne skriver frem på en måde, så læseren vil lytte til os?

Denne organisering kunne forhåbentlig bidrage til at gøre elevernes skrivehandlinger mere velovervejede til forskel fra de to 3. klasses elever, som i deres følelsers vold blev kastet direkte ind i tekstproduktionen.

Hvad skete der så?

Elevernes samtaler baseret på de forskellige situationer og ovenstående spørgsmål tog sig meget forskellige ud. Trods nogle elevers tilsyneladende modstand overfor at lade deres skriveproces styre af sådanne spørgsmål kom der i flere af samtalerne et potentiale til udtryk, som er værd at hæfte sig ved, hvis skolen skal understøtte elevers udvikling af retorisk agency.

I flere af samtalerne forhandler eleverne betydning. Hvad vil det betyde, hvilke konsekvenser vil det få, hvis vi skriver sådan her? Hvordan vil vores læser mon forstå det, vi skriver? Hvad vil det få ham/hende til at tænke og føle? Og hvem kunne vi med fordel måske i stedet skrive til? Under forhandlingerne var eleverne bestemt ikke enige, hvilket i virkeligheden er en fordel. Via udvekslinger af modsatrettede synspunkter eksponeredes eleverne nemlig for hinandens forskellige fortolkninger af situationerne og forestillinger om mulige betydninger. De udfordrede dermed hinandens selvfølgeligheder.

Skrivning som social handling

Disse situationsforankrede samtaler gør skrivning til noget særligt. Skrivning bliver gjort til en social handling, der gør noget i verden. En handling med konsekvenser som bliver vejet op imod dels selve formålet med skrivningen – hvad vil eleverne gerne opnå? Og dels op imod det, der måtte være gået forud for den aktuelle situation, deres tekst skal være en form for reaktion på. Skriveprocessen bliver med andre ord en dialog om samspillet mellem fortid, nutid og fremtid.

Situationsforankringen kan i høj grad være med til at synliggøre for eleverne, hvilke handlemuligheder de har. Det er en synliggørelse af skriveomstændigheder, der understøtter elevers fortolkninger af disse omstændigheders respektive funktioner i selve teksten samt elevernes forestillinger om og refleksioner over den mulige betydning, deres tekst vil få.

Det beskrevne didaktiske design er naturligvis ikke den eneste måde at iscenesætte situationsforankret skrivning på. Men det er en måde at gøre det på, som udtrykker et potentiale: Designet kan medvirke til udviklingen af en kritisk retorisk agency, som er væsentlig i forhold til at kunne reagere skriftligt i forskelligartede sammenhænge og situationer. Den kritiske refleksion knyttet til disse retoriske handlinger er ligeledes med til at give bevidsthed om og dermed også ejerskab over de tekster, den enkelte egentlig ønsker at efterlade sig.