Friske frække fyre og fire fagdidaktiske forståelsesmåder

Allitterationen ”Friske frække fyre” kunne minde om et Halfdan Rasmussen’sk ABC-rim. Det kunne også være et reklameslogan eller overskriften på en nyhedsartikel. Alle eksempler på tekster, som eleverne kunne få til opgave at skrive i deres danskundervisning. Men hvad er det egentlig vigtigt, eleverne skriver i danskfaget i skolen?

Hvad eleverne skriver, hænger i høj grad sammen med deres dansklærers forståelse af danskfaget. Jeg har i min ph.d.-afhandling undersøgt forskellige måder at forstå grundskolefaget dansk på. Og hvorfor er dette interessant i en literacydidaktisk sammenhæng? Det er det, fordi de valg, læreren foretager i sin literacyundervisning, også er valg, der implicerer bestemte forståelser af fag og skole. Det er i hvert fald min påstand.

Mit projekt er metafagdidaktisk. Det vil sige, at jeg undersøger og fremstiller forskellige fagdidaktikker eller det, jeg kalder forskellige fagdidaktiske forståelsesmåder. Forståelsen af skolefagdidaktik på et didaktisk grundlag udvikler jeg med afsæt i professor Michael Uljens’ skoledidaktiske teori. Skolefag er forpligtede på skolens pædagogiske opgave. Derfor er forestillinger om skolen en væsentlig horisont i en skolefagdidaktik. Og hvad betyder alt dette, når man interesserer sig særligt for literacy, læsning, skrivning og arbejdet med sprog og tekster i grundskolens danskfag?

En hel del! For når læreren stiller opgaver, planlægger literacyundervisning og griber ud efter forskellige literacydidaktiske greb, griber hun samtidig en måde at forstå ikke bare fag og undervisning på, men også implicit eller eksplicit et bud på, hvad skolens mere almene dannelsesopgave er. I min afhandling bringer jeg hele danskfaget i spil, men i denne klumme bruger jeg skrivning som eksempel.

Danskdidaktiske forståelsesmåder

Gennem tiden er der givet forskellige bud på beskrivelser af danskfaget, og i læreruddannelsens danskfag er det almindeligt at tale om forskellige ”fagsyn”. Sådanne fagsyn vil mange danskdidaktikere kunne nikke genkendende til, men dels eksisterer der ikke en systematisk forskningsbaseret beskrivelse heraf, og dels synes fagsynene primært at afspejle, hvilke dele af videnskabsfaget der prioriteres højest. De danskdidaktiske forståelsesmåder er et forsøg på en systematisk beskrivelse af et eksplicit fagdidaktisk teoretisk grundlag.

Dansk som kulturfag sigter på, at eleverne skal lære at forstå og fortolke menneskelivet og dets kulturprodukter. Kulturprodukter er produkter af menneskers handlinger som artefakter, sprog og kunstværker. De kan være resultatet af mange forskellige praksisser – både hverdagspraksisser (fx en beretning om en sommerferie), professionelle praksisser (fx en journalistisk nyhedsartikel) og kunstneriske praksisser (fx et digt). Netop i danskundervisningen får eleverne anledning til selv at skabe kulturprodukter.

I dansk som kulturfag er skolens opgave at formidle kundskaber og at muliggøre erfaringer og forskellige deltagelsesformer. Det er forestillingen om skolen som tilværelsesoplysning og i danskfaget tilværelsestolkning.

I centrum for faget står elevens personlige og kulturelle identitet. Kulturel identitet er oplevelsen af et tilhørsforhold – forståelsen for og erfaringen af, at man selv er både betydningsskabende og betydningstolkende. 

Litterære tekster prioriteres, men undervisning i mundtlighed, læsning og skrivning er også centralt og vedrører dannelse og menneskets verdensforhold; gennem læsning, skrivning og talen åbnes verden. Gennem sprogligt arbejde udvikles elevens sproglige repertoire, og man får kategorier at forstå verden med.

Dansk som praktisk-musisk fag

Danskfaget kan også forstås som et kunstnerisk fag – et fag, hvor et kunstnerisk indhold er i fokus, hvor eleverne udtrykker sig i kunstnerisk form, og hvor aktivitetsformerne i høj grad indebærer kunstnerisk virksomhed. I denne forståelsesmåde står oplevelse og virkelyst helt centralt sammen med et mål om at udvikle elevernes fantasi.

Skolens dannelse vedrører barnets alsidige, personlige udvikling, dvs. ikke kun barnets kognitive evner, men også dets musiske, æstetiske, kropslige og håndværksmæssige færdigheder og kompetencer. Det hele menneske. Udvikling af barnets personlighed og virkelyst skal ske under hensyntagen til dets individualitet.

Sproget er personligt og identitetsskabende, og eleven skal opfordres til at bruge det netop personligt.

I skriveundervisningen fokuseres på ekspressiv, kreativ skrivning og princippet om at udvikle elevernes personlige stemme (Hansen, 2019). Det samme gælder mundtlighed. Undervisningen i mundtlighed skal styrke barnets egen sprogbrug, og ekspressivitet værdsættes som led i barnets identitetsudvikling. For udviklingen af både mundtligheden og skriftligheden gælder, at barnet skal møde mange forskellige formelle og uformelle genrer, da barnets kreativitet, fantasi og intellekt dannes gennem den kreative, legende omgang med mange forskellige tekster. Reception og produktion, indtryk og udtryk går hånd i hånd. Også Olga Dysthes procesorienterede skrivepædagogik er et eksempel på optagethed af barnets frie og kreative skriveproces.  

Dansk som brugsfag

I dansk som brugsfag lægges især vægt på udvikling af elevens skriftsprogskyndighed – dvs. at kunne læse, skrive, fremføre og anvende tekster. Tyngdepunktet i denne danskdidaktiske forståelsesmåde er identificering af, hvilke kompetencer eleven har brug for nu og i sit fremtidige liv for at kunne udfolde både sit personlige potentiale og udfylde sin samfundsmæssige rolle.

Skolens funktion er at forberede eleverne til at indgå i et videre uddannelses- og karriereforløb.

Med brugsbegrebet lægges vægt på gøren og praktisk handlen og på udvikling af brugbare kompetencer. Eleverne skal tilegne sig grundlæggende viden, færdigheder og kompetencer for at udvikle deltagelsesmuligheder – privat og offentligt. Øget skriftliggørelse i samfundslivet generelt og i arbejdslivet specifikt spiller en central rolle for denne forståelsesmåde. Indholdsmæssigt prioriteres praktiske tekster sammen med fokus på læsning, skrivning og mundtlighed.

Dannelsessigtet i dansk som brugsfag er en sproglig dannelse, hvilket forbinder den danskdidaktiske forståelsesmåde til danskfagets historiske udvikling, hvor sproglig dannelse og åndelig dannelse knyttes sammen.

Dansk som samfundsfag

Dansk som samfundsfag hviler på tanken om, at skolen skal bidrage til elevernes demokratiske dannelse. Eleverne skal udvikle kompetence til stillingtagen og at kende egne værdier. Eleverne skal lære at forholde sig – ikke på én bestemt måde, men lære at forholde sig åbent og aktivt. En sådan forholden sig-indstilling kan udvikles ved at lade eleverne deltage i kritiske diskussioner i skolen.

Skolen er demokratiets skole og danner gennem sin skolekultur og omgangstone en demokratisk samværsform. I danskundervisningen skal eleverne stimuleres til at deltage – både i undervisningen og i den offentlige debat.

Der lægges særligt vægt på, at eleverne skal lære at bruge sproget til at give udtryk for egne meninger og holdninger, skal lære at komme igennem med et budskab, men også at de skal lære kritisk literacy og at læse bagom teksten.

Den danskdidaktiske forståelsesmåde dansk som samfundsfag er forankret i et sprogvidenskabeligt perspektiv. Kommunikation og sprog i brug spiller en central rolle. Det betyder også, at sprog- og kommunikationsanalyse får stor betydning som faglige metoder i faget. Hvem siger hvad til hvem hvordan, hvornår og hvorfor?

Skrivning bygger på et sociokulturelt syn på literacy, og der lægges vægt på skrivning i meningsfulde og autentiske situationer.

Forfaldsformer

De fire skitser til danskdidaktiske forståelsesmåder skal forstås som fire forskellige måder at forstå skoledanskfaget på, som jeg har udviklet med afsæt i didaktisk, fagdidaktisk og faglig teori. Hver forståelsesmåde reflekterer centrale fagdidaktiske dimensioner og fortolker faget forskelligt, men i sin egen ret. Det betyder bl.a., at man ikke kan skelne mellem et litterært dannelsesfag og et sprogligt kommunikationsfag. Alle didaktiske forståelsesmåder forholder sig til, at elever i skolen i danskundervisningen skal lære at læse og skrive, tale, lytte, se og vise. Men de gør det på forskellige måder og med forskellige begrundelser, fordi de har forskellige skoleforestillinger, dannelsesidealer og faglige sigtepunkter og normer.

Derfor har forståelsesmåderne også forfaldsformer. Forfaldsformerne viser forståelsesmådernes grundlæggende pædagogiske paradoksalitet: Hvordan lærer vi eleven om demokrati og forbereder dem på at være borger i et samfund – uden at pådutte dem en bestemt demokratiopfattelse? Hvordan viser og lærer vi eleven undervisnings- og samfundsdiskurser og lader dem tilegne sig disse literacies – uden at pådutte dem at overtage bestemte former? At ville det bedre rummer altid en skyggeside, og forståelsesmådernes styrke er samtidig deres svaghed.

Friske frække fyre – lærerens fagdidaktisk valg

Om eleverne arbejder med rim og remser, reklamer eller nyhedsartikler er lærerens fagdidaktiske valg. Læreren træffer hele tiden valg. Læreren vælger, og derfor er der behov for at stille forskellige fagdidaktiske positioner i forhold til hinanden og udvikle det danskdidaktiske felts kundskabsbase. Forståelsesmåderne er teoretisk forskellige. Men i lærernes undervisningspraksis kombineres de. Det metafagdidaktiske blik kan bruges til at diskutere og argumentere for disse valg og dermed til at styrke lærerens fagdidaktiske dømmekraft.

Didaktiske greb, principper for og teser om skrivning er – ligesom litteraturdidaktiske greb og didaktiske greb til alt det andet, vi kan og skal arbejde med i danskfaget – ikke ”bare” gode bud på, hvordan lærere kan gribe undervisningen an. De bærer noget med sig: en didaktisk tænkning og dermed et normativt bud på, hvad fag og skole er og skal være.