Skal vi undervise i Norden?

Ja, vi skal undervise i Norden. Det er de nordiske lande for længst blevet enige om, og Helsingforsaftalen fra 1962 foreskriver følgende: ”I alle de nordiske lande skal undervisningen og uddannelsen i skolerne i passende omfang omfatte undervisning i de øvrige nordiske landes, herunder Færøernes, Grønlands og Ålandsøernes, sprog, kultur og samfundsforhold.” (Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd, 2018). Siden aftalen blev underskrevet har forskellige nordiske dokumenter understøttet denne hensigtserklæring. Hvordan Helsingforsaftalens og de senere dokumenters intentioner kommer til udtryk i pædagogiske visioner fremgår blandt andet af landenes curricula for uddannelser, og diverse læremidler til sprogundervisningen vil også kunne give nogle pejlemærker gennem repræsentationer af valg og fravalg.

I denne klumme vil jeg beskrive pointer fra et projekt, som jeg har deltaget i. Det var støttet af Nordisk Ministerråd (Risager, 2022). Her undersøgte vi, hvordan Norden er repræsenteret i udvalgte læremidler: Det islandske læremiddel er deterritorialiseret og kunne med de fiktive personer foregå hvor som helst i den vestlige verden, det finske læremiddel fungerer lidt som en turistguide, og i Færøerne læser eleverne i danskfaget læremidler, der er produceret til modersmålsundervisning i Danmark.

Læs om hele projektet her.

Sprog i forskellige forklædninger

Den internordiske sprogundervisning viser de mange forskellige identifikationer af sprog og deres relationer i undervisningen. Sprogene kan tage form som undervisning i modersmål, fremmedsprog, andetsprog, førstesprog, nabosprog og transitsprog, alle sammen begreber, der har en flydende betydning afhængig af kontekst. Modersmål kan forstås som det eller de sprog, man har lært sig først (ophavskriteriet), eller det kan være sprog, som man identificerer sig med eller bliver identificeret med (identifikationskriteriet), sprog, som man behersker mest kompetent (kompetencekriteriet), sprog, man bruger mest (funktionskriteriet). Førstesprog (L1) er ofte lig med modersmål, ophavskriteriet, men behøver ikke at være lig med identifikationskriteriet. Om et sprog er fremmed- eller andetsprog er et spørgsmål om brug i og uden for undervisning. Fremmedsprog forstås almindeligvis som sprog, der undervises i, men som ikke er en del af sprogbrugen i samfundene. Om engelsk er fremmedsprog eller andetsprog i de nordiske lande kan diskuteres, idet engelsk får en andetsprogsstatus ved at være forholdsvis udbredt i samfundene. Når man i Island argumenterer for, at islændinge skal lære sig dansk (norsk/svensk), er det, fordi de sprog anses for at være et bindeled til viden om historiske og nutidige samfundsanliggender, der foruden dannelsesperspektivet giver adgang til de skandinaviske lande, fx til arbejdsmarked og uddannelser. I denne betydning bliver de skandinaviske sprog transitsprog, dvs. sprog, der giver en form for adgang til lande/samfund. Islandsk og færøsk er to vestnordiske sprog, der kan fungere som udvidet førstesprog og nabosprog (frændamál), på samme vis som de skandinaviske sprog, dansk, svensk og norsk, er hinandens nabosprog.

Denne kompleksitet i identifikationen af, hvilke funktioner sprogene og dermed sprogundervisningen har, skulle vi forholde os til i projektet. Dansk er både et fremmedsprog og et transitsprog i Island, men er dansk et fremmedsprog eller andetsprog i Færøerne?  Udviklingen går i retning fra at være et andetsprog til at være et fremmedsprog og dermed også et transitsprog. Finland har to officielle nationalsprog, finsk og svensk. Svensk er således et anerkendt minoritetssprog, som uddannelsessystemet tilgodeser med undervisningstilbud i sproget som modersmål og/eller førstesprog, men derudover undervises der i svensk som andet-/fremmedsprog og dermed tillige som transitsprog til nabosprogene dansk og norsk. Alle de nordiske sprog kan fungere som andetsprog for dem med ikke-nordisk familiebaggrund, hvor minoritetsmodersmålene er et ikkenordisk sprog.

Curricula for sprogundervisning i dansk og svensk

Sprogundervisning i Danmark, Island, Færøerne og Finland fremgår af curricula (fx skolelove og læreplaner). De nordiske curricula for sprogundervisning er svære at sammenligne, fordi de er forskellige i genrer, omfang, detaljeringsgrad og distinktion mellem foreskrivende og vejledende bestemmelser.

Danskfaget i den danske folkeskoles curriculum statuerer i selve fagformålet, at: ”eleverne skal i faget dansk have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab” (stk. 3). Der sondres mellem sprog og kulturfællesskaber med vægt på literacy (primært lytte/tale, sekundært læse). Ingen steder i de bindende rammer præciseres dog, hvad der forventes inden for det nordiske kulturfællesskab. I det islandske curriculum findes begrebet ”menningarlæsi” (kulturliteracy), som inkluderer både sprog og kultur. Fremmedsprogene engelsk og dansk (eller norsk/svensk) omtales samlet. Ifølge den færøske skolelov skal dansk læres ”godt og grundigt” med modersmålslignende målformuleringer. Tidligere angav curriculum, at dansk skulle læres fra 1. klasse, men fra 2022 starter danskundervisningen i 3. klasse og fortsætter til og med 9. klasse, og dansk er ikke længere et obligatorisk fag i ungdomsuddannelserne, selv om læremidlerne ofte er på dansk og skrevet til undervisning i Danmark. Danskfagets udvikling går således fra at være et andetsprog til at blive et fremmedsprog. Sprogundervisning i Finland skelner mellem A- respektive B-sprog, hvor der især lægges vægt på de mundtlige færdigheder. A-sprog starter i 3. klasse, og B-sprog i 6. klasse. Ca. 90 procent af eleverne vælger engelsk som A-sprog og svensk som B-sprog. Foruden sprog skal eleverne blive bekendt med kulturen i Svenskfinland, i Sverige og i de øvrige nordiske lande.

Blinde pletter i de undersøgte læremidler

Hvordan står det så til med implementeringen af Helsingforsaftalen i de undersøgte læremidler? Der er ingen opmærksomhed på de nordiske landes indre sproglige og kulturelle mangfoldighed og ej heller på Norden som en samarbejdende enhed eller region med en række fælles identitetsmarkører i forhold til den øvrige verden. Indvandrersprog er fraværende i alle de undersøgte læremidler.

Ingen af de undersøgte læremidler inddrager fx viden om, at Åland med sine godt 6.000 øer, hvor beboerne hovedsageligt taler svensk, er en del af republikken Finland, men har sit eget selvstyrende parlament med egen lovgivning og fungerer som en egen nation. Både Færøerne og Grønland har en historisk arv som danske kolonier, men de koloniale relationer finder ikke vej til de analyserede læremidler til danskundervisning, hvilket ellers kunne give forståelse for sprogenes status i dag. I Færøerne anvender man danske læremidler til undervisningen i dansk for elever i Danmark, og som er produceret til modersmålsundervisning/førstesprogsundervisning, men der er ingen omtale af færøsk sprog, kultur og samfund i de anvendte danske læremidler. Sproglig og kulturel mangfoldighed er så godt som helt fraværende i de to islandske læremidler til danskundervisningen, og man forsømmer således at udnytte og formidle dansk (eller svensk/norsk) som transitsprog til Skandinavien. De islandske tekster er deterritorialiserede, dvs. de kunne finde sted hvor som helst i den vestlige verden. Det giver modsætning til det finske læremiddel, der giver systematiske og forholdsvis fyldige informationer om geografi, natur, seværdigheder, madretter og forskellige berømtheder. Det finske læremiddel indeholder ord, udtryk og tekster fra dansk, islandsk, norsk og lidt samisk. Færøsk og grønlandsk er også nævnt, men sprogene og de respektive lande behandles hver for sig med hver deres karakteristika og forekommer at være informationer henvendt til turister og har visse steder en snert af stereotype fremstillinger. Perspektivet i det danske læremiddel (en roman, et ikke didaktiseret læremiddel) er Danmark set udefra, gennem en asylansøgers blik, som ovenfor nævnt. Reglerne for at ”komme ind i Danmark” udstiller de kafkaske love, der gælder for asylpolitikken i Danmark. Hvordan Norden er repræsenteret i danske didaktiserede læremidler er ikke undersøgt i dette projekt.

Nytænkning og nyudvikling

Hvis projektets analyseresultater er repræsentative for læremidler i de nordiske lande, kan man konstatere, at disse ikke lever op til Helsingforsaftalen fra 1962 om formidling af sprog, kultur og samfund i de nordiske lande. Der er langt igen. Fraværet af sproglig og kulturel mangfoldighed i de nordiske læremidler kan svække indsigt og involvering i det nordiske fællesskab. De fem lande og tre selvstyrende områder deler fælles historie, kultur, samfundsmodel, politiske systemer og i et vist omfang sprog. De er blevet beriget med migration fra hele verden, der på en gang beriger og udfordrer den nordiske velfærdsmodel. Dette kunne være et godt afsæt for læremiddelproduktion. I projektet (Risager, 2022, s. 201) peger vi på tre forhold til nytænkning og nyudvikling: 1) at undervise i Norden som en region; 2) at give et indtryk af den sproglige og kulturelle mangfoldighed i de nordiske lande og 3) at tilskynde eleverne til at engagere sig som aktive medborgere i deres eget land, i Norden og i verden. Hermed videregivet til inspiration.