Betonhjertets slag: Blokkene på Blæstegnen svarer igen

Øjnene udefra dømmer de grå bygninger med fingeren på aftrækkeren.
Projicerer deres holdninger på intetanende cement og mursten.
Det er ikke fair når de ikke kan svare igen, altså bygningerne.

Sådan beskriver fortælleren i den danske forfatter Sara Rahmehs roman Betonhjerter fra 2023 dynamikken mellem mainstreamsamfundet og betonforstaden – eller ”Blokken”, som hun konsekvent kalder det sted, hun er vokset op. Med sin fortælling giver den 17-årige Yasmin Blokken mæle, gennem hende svarer den samfundet igen. Det er der en del andre litterære tekster, der har gjort de senere tiår. Man kan med forsigtighed sige, at vi i løbet af 2010’erne fik en dansk ”ghettolitteratur” (Haarder, 2021), ligesom vi i forskningsprojektet Reassembling the Ghetto, som jeg er leder af, undersøger den længere litteratur- og kulturhistorie, som både Blokken og de litterære tekster er en del af. Det er af mange grunde en litteratur- og kulturhistorie, som er værd at tage ind i litteraturundervisningen, men de skønlitterære tekster fra Blokken er i høj grad relevante, også for andre fag som historie, samfundsfag og musik.

Vi bygger blokken hver dag

Som det fremgår af citatet fra Betonhjerter, er Blokken ikke bare én ting, der er tydeligvis både en opfattelse indefra og udefra. Skal man følge den franske videnskabssociolog Bruno Latours aktør-netværk-teori (2008), som projektet Reassembling the Ghetto er inspireret af, er det imidlertid heller ikke sådan, at der på den ene side er fordomme – negative eller positive – om Blokken, på den anden side sandheden om området ”i sig selv”.

Blokken (og alle andre ting i denne verden) skabes af netværk af aktører, menneskelige såvel som ikkemenneskelige. Vores følelser, forestillinger og fortællinger er sammen med fx byggematerialer, lovgivning, politikere og beboere med til at gøre betonforstaden til det, den er. I den forbindelse er materialet og bygningerne faktisk alt andet end ”intetanende” – som det hedder hos Rahmeh – de er aktive og vigtige aktører: Betonblokkene fortæller en længere historie om den arkitektoniske modernisme som velfærdsstatens foretrukne bygge- og planlægningsparadigme, og om hvad der siden skete, men boligområdets udformning er jo også i et nutidsperspektiv med til at rammesætte, hvordan der leves i det. Det er en rammesætning, vi har vænnet os til at se i dystre termer og forbinde med farven grå, sådan som Yasmin understreger. I Rahmehs roman bliver den enhedslige udformning med betonblokke og opgange imidlertid vigtig for den nære og relativt trygge landsbykarakter, som Blokken har i Yasmins fortælling. Et sted nævner hun, at hendes veninde fra et velhaverkvarter langt fra Blokken har tvunget hende til at se det ypperste inden for jovial dansk lilleby-skildring, og Yasmins eftertænksomme kommentar er så: ”Matador og Blokken har overraskende mange ting tilfælles” (s. 63).

Som også de skiftende definitioner af ordet ”ghetto” viser, er en ghetto ikke bare noget, en bestemt ting derude i byernes udkanter. En mangfoldighed af aktører, humane såvel som ikkehumane, inden for og uden for de enkelte områder, skaber og opretholder dette komplekse boligfænomen. Vi bygger for så vidt Blokken hver dag, og hvis vi vil forstå fænomenet, er det disse skabelsesprocesser, vi skal forstå – og litteraturen er et godt sted at gøre dette.

Sted og klasse

Litteraturen kan fortælle os om samfundsmæssig ulighed, men deltager også i skabelsen af den. Den pointe udpegede Pierre Bourdieu i sin tid, og den ligeledes franske forfatter Édouard Louis fortæller i disse år om det samme med afsæt i hans egen rejse fra underklassen og ind i den kulturelle elite. Lidt på samme måde er det jo med vores egen Glenn Bech.

Sted er centralt for begge. Hvor du bor, henholdsvis den nordfranske ”udkant” og den østdanske provinsby, er med til at bestemme, hvilken klasse du tilhører. Ens bopæl er dermed ikke det tilfældige udtryk for en underliggende samfundsstruktur, men en aktiv medskaber af, hvad klasse og dermed ulighed og dermed også personlig identitet overhovedet er. Det er vist indlysende, hvordan sådanne tanker er relevante for en forståelse af danske almene boligområder og deres litteraturhistorie.

Mine egne middelklasseforældre boede i 1960’erne med største selvfølgelighed i lejligheder i almene boligområder i Aarhus’ sydlige udkanter, men flyttede i begyndelsen af 1970’erne til et parcelhus (jf. Haarder, 2018). Vores familie på efterhånden seks blev dermed del af den udvikling og den boligsociale lagdeling, som Pablo Llambias i romanen Parcelhus (2023) beskriver sådan – og som både hans og min identitet er snævert knyttet til:

De, der kunne, flyttede væk og ind i parcelhuskvartererne, hvor stigende huspriser og voksende lønninger hjalp befolkningsgruppen med at opbygge en formue, som de tog med sig videre til nye huse, og dermed var grundlaget for et kvartersbaseret, klasseopdelt samfund skabt: Parcelhuskvarteret med folk, der ejede deres huse, og blokkvarteret med folk, der ikke gjorde (s. 164).

Måske kunne læseren her få lyst til at spørge: Jamen, hvorfor se på sådanne udviklingers ”afspejling” i litteraturen? Hvorfor ikke få dem dokumenteret direkte af rigtige videnskabsfolk, der indsamler rigtige facts, såsom tørre tal og interviews med virkelige mennesker?

Betonblokkenes litterære historie

Litteraturen er imidlertid hverken en andenhåndskilde eller for fin til at få hænderne beskidte. I første omgang kan man pege på den selvbiografiske tendens i den nyere litteratur fra Blokken: Få har vel givet mere kvalificerede bud på, hvordan det er at vokse op i en dansk betonforstad end forfattere som Morten Pape, Yahya Hassan, Rachel Röst, Aydin Soei, Haidar Ansari og Sara Rahmeh. Mange af dem læses allerede i det danske uddannelsessystem og kan med fordel forbindes med betonblokkenes længere litteraturhistorie. Men videre vil jeg påstå, at Blokken ikke bare har en litteraturhistorie, Blokken er også en litteraturhistorie.

Betonforstaden er nemlig i sig selv et litterært fænomen. Den amerikanske byhistoriker Rosemay Wakeman (2016) har vist, hvordan de såkaldte New Towns – herhjemme er Vollsmose, Gellerup og Brøndby Strand nok det, der kommer nærmest – på en måde er fortællinger om det gode liv i fremtiden. Denne utopi blev forfattet op gennem det tyvende århundrede af generationer af arkitekter, forskere, planlæggere og politikere. Og så blev utopien realiseret. I forlængelse heraf kan man så pege på, at også den offentlige meningsdannelse om disse håbefuldt tænkte boligområder hurtigt fik en litterær karakter, stærkt præget som den blev af dyster metaforik. Den generelle opfattelse af betonforstaden skiftede nemlig ganske radikalt karakter omkring 1970. Det skete ikke uden en vis forbindelse til de faktiske forhold: Middelklassen flyttede i parcelhus, og Blokken blev dermed mere monosocial, også fordi kommunerne brugte de tomme lejligheder til at anvise boliger til mennesker, der ikke selv kunne finde en. Blokkene blev imidlertid samtidig symbolske beholdere for mere generelle krisefornemmelser: Først blev de set på som betonslum, siden som ghettoer.

En sådan dynamik mellem faktiske lokaliteter og de fortællinger, billeder og følelser, som mennesker tager i brug for at gøre lokaliteter til egentlige steder, er grundlæggende litterær, sådan som det også er fremgået af de mange teorier om sted og litteratur (begynd fx med Mai & Ringgard, 2010). Med andre ord: Betonforstadens historie er et oplagt emne for undervisere og forskere i sprog og litteratur, og de har faktisk noget at komme med, også i andre sammenhænge end deres egen.

Betonblokkenes litteraturhistorie

Hvis vi så her igen vender os til litteraturhistorien i mere traditionel forstand, kan betonblokkenes litteraturhistorie fortælles i fire kapitler domineret af hver sin betonsymbolik, navngivet efter den stemning, som forbindes med betonen og boligområderne.

Den hvide betonforstad 1950-1970 rummer den optimistiske forestilling om det gode liv i højkonjunkturens danske velfærdsstat realiseret som en spritny, gennemtænkt og veldesignet bydel med flotte blokke og fine faciliteter for moderne danskere og deres børn. Det er en forestilling, som især rummes i selve betonforstadens arkitektur og dens mediering i både salgsmateriale og pressedækning, men en del stærkt kanoniserede forfattere som Villy Sørensen, Peter Seeberg og Anders Bodelsen brugte moderne boligblokke til at tematisere velfærdsstaten som en ide og efterhånden som en praksis, de i nogen grad var solidariske med (se også Kjældgaard, 2018). Den hvide beton var ikke altdominerende. Der sås allerede i 1960’erne både fagligt, politisk og populærkulturel modstand mod Blokken.

Denne modstand bliver fuldt rullet ud i Den grå betonforstad 1970-1990. Den grå betonforstad er mit navn for forestillingen om de nye blokke som umenneskelige bomaskiner og de nye boligområder som opsamlingssted for samfundets svageste. Man kan finde forestillingen alle steder fra en film som Bennys badekar (1971) over Bent Hallers ungdomsroman Katamaranen til Jomfru Ane Bands pophit ”Asfaltballet” (fra Rock me baby, 1978) og finlitterære voksenromaner som Michael Buchwalds Blokland (1975) og Tage Skou-Hansens Krukken og stenen (1987). En gennemgående bekymring er forholdene for børn og unge. Det kan tegneseriehæftet Leif i forstaden af Jens Tofteskov/Ole Pihl (1978) eksemplificere. Opvækstskildringen står herfra centralt i den litterære bearbejdelse af betonforstaden.

Den brogede betonforstad 1990-2020. Under indtryk af den voksende indvandring tilføjes den grå betons sociale symbolik en etnisk udlægning – betonen omtales således i Tarek Omars MuhameDaneren (2011) som ”broget”. Den officielle brug af ghetto- og parallelsamfundsbegreberne bliver de centrale udtryk for etnificeringen af den grå betontrope, og begyndende med dansk rap får vi efterhånden en ganske bred litterær behandling af livet i den senmoderne danske ghetto, der taler både med og mod den officielle udlægning. Camilla Christensens Jorden under Høje Gladsaxe (2002) er en vigtig forløber, Morten Papes Planen (2015) og Yahya Hassans to digtsamlinger velsagtens hovedværkerne. De sidste tre peger på den selvbiografiske opvækstskildring som periodens vigtigste litterære udtryk. DR3’s Prinsesser fra blokken viser, at forestillingerne om Blokken i høj grad også handler om køn.

Og hvor er vi så nu? De store omdannelsesplaner er godt på vej, Yahya Hassan døde i 2020, og ghettoordet blev taget ud af officiel cirkulation med Blandede boligområder – næste skridt i kampen mod parallelsamfund fra 2021. På den baggrund vil jeg mene, vi står i en ny fase: Den omdannede betonforstad 2020ff: Sort-hvid beton. Her genoptager de ambitiøse omdannelsesplaner i nogen grad den oprindelige utopisme bag betonforstæderne, ikke mindst troen på, at man kan bygge sig ud af sociale problemer. Når betonen ikke bare er hvid igen, hænger det sammen med de både fortidige og nutidige skygger, der hviler over dette optimistiske projektmageri. Det formuleres i ”Sort på sort” af Vollsmose-rapperen Chatle i netop 2020. Her udpeges omdannelsesplanerne direkte, men rapperen og hans kriminelle homies nægter at bøje sig for det fornyede udbrud af hvid beton. Omkvædet lyder:

Blokken den er dækket til som sort på sort
Panser de vil altid prøv’ at komme og sende os bort
Livet for en gangster den er altid kort
De kan ændre på vores blok, men aldrig hvem vi er, min bror

I modstrid med denne dystopiske udlægning står et par mere forsonlige litterære udgivelser, der i tone og form antyder en fase, også litterært. Både Stine Askovs Nøjsomheden (2022) og den allerede omtalte Betonhjerter bruger romanfiktionen til at behandle betonforstaden som et sted, hvor man trods åbenlyse problemer faktisk kan vokse op og få et godt liv. Askov er primært optaget af klassespørgsmål og afbryder dermed de senere tiårs fokus på etnicitet i forbindelse med betonforstæderne. Rahmeh introducerer omvendt en positiv udlægning af begrebet ”parallelsamfund”: Hos hende er Blokken på godt og ondt en slags eksil-arabisk Korsbæk.

Afslutning

Betonforstaden er et mangefacetteret fænomen, der er velegnet til tværfaglige arbejder, hvor skønlitteratur kan fungere som udveksling mellem faglighederne. Det hænger igen sammen med, at betonforstaden slet ikke er perifer, den ligger i centrum, fordi den på så mange måder er et centralt udtryk for både drømme, mareridt, praksis og problemer i den senmoderne velfærdsstat. Der er på den baggrund grund til at slutte med den sang, hvor Sara Rahmeh har hentet sin romantitel, nemlig Røde Mors ”Betonhjertet” (1975). Her lyder omkvædet, og ovenstående klumme er en opfordring til at lytte med:

Hvor skal vi gå
hvis betonhjertet går i stå
Jeg lytter og hører
betonhjertet slå