Den forbundne skriverkrop

Skrivningens voksende betydning i samfundet er en stor udfordring for uddannelsessystemet. Min egen forskning i skrivning i grundskolen viser, at vi mangler en dybere og mere nuanceret forståelse af, hvad det i al sin kompleksitet vil sige at skrive. Det forsøger jeg med denne forskerklumme at rette lidt op på ved at give et kropsligt, sansende, ikkesemiotisk perspektiv på skrivning. I forlængelse af nyere literacyforskning i affekt, krop og materialitet argumenterer jeg for nødvendigheden af at undersøge, hvad kroppen gør og betyder, når vi skriver; hvordan kroppen sanser, bevæger sig i rum og forbinder sig med ting, energier og andre kroppe.

De seneste årtier har sociokulturelle og socialsemiotiske perspektiver på skrivning været dominerende. En central pointe i disse tilgange er, at skrivning hverken kun findes kognitivt i hovedet eller semiotisk i teksten, men også omkring disse, nemlig i konteksten: socialt, kulturelt, diskursivt. Skrivning ses som social, lokaliseret i interaktionen mellem mennesker, som noget, mennesker gør. Det er teoretiske tilgange, der har givet os banebrydende indsigter; de har udvidet, hvad vi anser for vigtige tegnsystemer og tekster, og de har udvidet skrivning med aspekter som identitet og kritisk literacy. I forlængelse af og i delvist opgør med disse tilgange vil jeg belyse et væsentligt aspekt ved skrivning, som de efter min mening ikke har givet nok indsigt i, nemlig den forbundne skriverkrop.

Affekter og krop

Skrivning er i et nutidigt literacyperspektiv et komplekst fænomen, der spænder over alt fra skriveridentitet, skrivestrategier og kritisk literacy til multimodal design, kreativ skrivning, tænkeskrivning og genreskrivning. De mange forskellige aspekter og tilgange er dog mere eller mindre fælles om et humanistisk ideal om skriveren som selvstyrende, intentionel og kontrollerende. Skrivere ses som afgrænsede subjekter, hvis vigtigste mål er at opnå agens. Denne reflekterende, semiotiske skriver vil jeg gerne udvide med en affektiv krop, og videre vil jeg gerne nuancere agens som noget, der altid er kropsligt og materielt indlejret.

Affekt er central for en teori om krop og materialitet i skrivning og skriveundervisning. Affekt er ikke det samme som følelser, men er førpersonlige og nonkognitive intensiteter, som rammer og ‘stemmer’ både kroppe, rum og ting. Følelser opstår, når denne intensitet bliver personlig og modtaget som en bestemt kvalitet som fx glæde. Affekt er evnen til at påvirke og at blive påvirket (Deleuze & Guattari, 1987) og skal forstås som førsproglige sansninger, der erfares kropsligt gennem rytmer af intensitet. Som sådan overskrider affekt os, hvilket forstyrrer ideen om ’ren’ menneskelig agens. Som udvidelse af de aktive kræfter, som alene er i fokus, når vi kun lægger vægt på skriverens vilje og intention, findes ikke-menneskelige, ikke-intentionelle og førpersonlige kræfter. De er aktive i sig selv, uafhængige af menneskelig intention, men i affektiv berøring med mennesker – gennem kroppen. Disse kræfter har således stor betydning. Affekt muliggør, at heterogene intensiteter kommer i berøring, bevæger og transformerer hinanden hinsides mening, semantik, faste systemer og kognition. Ubestemmelighed er derfor også en central del af affekter; opmærksomhed på skriverkroppens førbevidste reaktioner på energier, stemninger, rytmer og intensiteter inviterer det ukontrollable med ind i både det at skrive og i undervisningen.

Den bevægelige, sansende, transformative krop udspringer af en posthuman forståelse, hvor mennesket ikke anskues som adskilt fra, men grundlæggende forbundet med verden. Denne forbundethed sker især gennem sanserne. Jeg har i mit for nyligt afsluttede ph.d.-projekt (Jensen, 2022) anvendt denne relationelle filosofi som rammen om undersøgelsen af, hvordan ikke kun mennesker, men også materialiteter, rum samt immaterielle aspekter som stemninger, affekter, rytmer og bevægelser har betydning for skrivning og skriveundervisning. Det vil jeg i det følgende kort præsentere.

Den forbundne skriverkrop

I mit forskningsprojekt undersøgte jeg affekt, krop og materialitet i danskundervisningen i et posthumant perspektiv. Min empiri har fokus på en lille gruppe piger i en 7. klasse, som jeg med videokamera fulgte i ni måneder.

Målet var at komme helt tæt på, hvordan eleverne i deres skrivning forbandt sig affektivt til både tekster og omgivelser. Blandt andet filmede jeg to piger lave et modemagasin. Her fornemmede jeg tydeligt, hvordan de blev del af rummets materielle og immaterielle komponenter: De kom i berøring og bevægede sig med bord, sakse, papir, skærme og printer, og de skrev i og med energier, stemninger, vibrationer, rytmer. Hvad jeg så, var mere samlinger af relationer end enkeltstående, afgrænsede entiteter, der interagerede. Skrivningen opstod præindividuelt. Med det mener jeg, at det skete, før den enkelte skriver blev bevidst om det. Skrivningen opstod i mellemrummet mellem bord-saks-papir-skærm-printer. Den blev til i intensiteterne og stemningerne og tog form af deltagernes kropslige reaktioner på de muligheder, der opstod i de affektive møder. Dette viste sig i de forskellige måder, eleverne både påvirkede og blev påvirkede af materialiteter og sansninger. Hænder, ord og printer viklede sig ind i hinanden. Eleverne var mere effekter af end årsagen til skrivning. Skriverkroppene var langt fra passive mediatorer i elevernes læring af mentale færdigheder, især ikke når eleverne blev grebet, virkede opslugte og forsvandt ind i skrivningen. Dette skete især, når undervisningen var løst struktureret, åben for forstyrrelser og inkluderede mange objekter og modaliteter.

Affektive tekster

Hvad med teksterne i alt dette? Teksterne indgik naturligvis som centrale komponenter, dog ikke kun som semiotiske enheder, men også som affektive og materielle relationer. Teksterne opstod som sproglige, sanselige og materielle komponenter i tæt kropslig forbundethed med eleverne. De sanseliggjorde de immaterielle kræfter i rummet. Målet for eleverne var ikke først og fremmest at producere (færdige) tekster, men sanseligt at bevæge sig med og gennem dem (Leander & Boldt, 2013, s. 25) i produktionen af affekt og intensitet. Og ikke bare det: På meget subtile måder både undgik og forstyrrede eleverne den didaktisk tilrettelagte og curriculært rammesatte skriveundervisning ved at følge alternative lydlige, rytmiske, kropslige, rumlige og semiotiske intensiteter, fx når eleverne blev så opslugte af arbejdet med at printe ud, klippe, tegne og skrive, at de glemte både tiden og målet med opgaven. Så lukkede de sig kropsligt om bordet og arbejdet, om tekster og skærme, beskyttende og afvisende. Eller modsat pludselig blev grebet af en intensitet, der nærmest eksploderede i larm, latter og bevægelser, i tab af kontrol. En vigtig pointe er her, at ingen af delene ødelagde eller forhindrede undervisningen, men gjorde den mere levende, mindre forudsigelig. Den forbindende, sansende, ikkesemiotiske og transformative skriverkrop var til stede samtidigt og sammen med den semiotiske, reflekterende og afgrænsede skriver.

En affektiv skrivepædagogik

Skrivning er i et posthumant perspektiv både andet og mere, end der fokuseres på i de dominerende skriveteorier. Det stiller således spørgsmålstegn ved nogle af de grundantagelser, de herskende skrivepædagogikker bygger på. Hvad betyder det for undervisningen, at skrivernes transformative kraft ikke kun ligger i intention, kontrol og design, men også – og måske især – i en kropslig, relationel kapacitet? At skrivning ikke kun er resultatet af intentioner og planlægning, men også afhænger af affektiv forbundethed og den intensitet, det skaber? Det anfægter som udgangspunkt en forståelse af skrivning og undervisning, hvor mennesket reduceres til sprog, kognition og vilje, og hvor målet er en autonom skriver med kontrol over sine omgivelser. Affektiv skrivepædagogik handler om forøgelsen af mulige måder at skrive og ikke mindst blive skriver på. Vi skal give mere plads og have mere tiltro til de kropslige og sansende aspekter. Det er vigtigt, at eleverne har tid og rum til affektive møder, at forbinde sig kropsligt til hinanden, til materialiteter, at følge energier og rytmer i rummet. Det handler om ikke at styre for meget, at være åben for det uventede, det ikkeplanlagte. At give plads til, at elevernes skrivning er med til at bestemme og hele tiden udvide, hvad skrivning er.

Den affektive lærer

En skriveundervisning, der åbner for affekt, krop og materialitet, må krydse mellem og forbinde kroppens semiotiske og ikkesemiotiske praksis. Sammen og som del af den reflekterende, målbare og selvstyrende skriver skal der være plads til den bevægende, forbindende og ubevidst registrerende krop. Det kræver, at læreren kan og tør ’gribes’ affektivt af skrivningens kroppe, bevægelser og intensiteter. At læreren er lydhør og både kan følge og udvide de forbundetheder, der opstår. Og ikke mindst kræver det en lærer, som engagerer sig med eleverne, når de fanges af og opdager nye, forbundne måder at være skrivere på.