Flersprogethedsdidaktik – det glemte barn i skolens sprogfag

Alle elever har i dag både flerkulturelle og flersprogede erfaringer, og forskning viser tydelige fordele ved at integrere og bygge på disse i sprogundervisningen. Mens den kulturelle mangfoldighed har fundet vej til grundskolens sprogfag, er sprogfagene dog håbløst bagud, hvad angår den sproglige mangfoldighed. Det synes ugennemtænkt og uklogt. Skal sprogfagene ikke (også) være et vindue til verdens sproglige virkelighed? 

Klummen anlægger et kritisk perspektiv på den etsprogethedsnorm, som grundskolens sprogfag står på, og kommer med et alternativt bud på, hvordan sprogfagenes læreplaner kan gentænkes. Klummens formål og sigte er derfor af mere teoretisk end praktisk art. 

Mangfoldighedens indtog i skolen 

Nutidens verden og samfund er kendetegnet ved en stor kulturel og sproglig mangfoldighed. Derfor har sprogpædagogisk uddannelsesforskning de seneste årtier været særligt optaget af, hvordan man i sprogundervisningen kan drage nytte af verdens mangfoldighedsrigdom og integrere elevernes både flerkulturelle og flersprogede erfaringer. Også europæisk uddannelsespolitik har længe haft som ærinde at styrke og fremme arbejdet med mangfoldighed i undervisningen. Både interkulturel kompetence og flersproget kompetence, der betegner evnen til at kunne interagere i henholdsvis en kulturel og en sproglig kompleks og mangfoldig verden på en åben, empatisk og respektfuld måde, oplistes som to af i alt otte nøglekompetencer til livslang læring.

Kigger vi mod lande i både nord og syd, er arbejdet med mangfoldighed i sprogfagene forankret via to ben: et flerkulturelt ben og et flersproget ben. De to ben følges ad. De vekselvirker med og komplementerer hinanden og bidrager til hinandens formål. Retter vi til gengæld blikket mod sprogfagene i Danmark, er virkeligheden en anden. Mens interkulturel kompetence er integreret i (fremmed)sprogsfagenes formålsparagraffer og forankret i et selvstændigt kompetenceområde, glimrer sprogfagene ved fraværet af flersproget kompetence. Lad os tage et nærmere kig på det glemte barn.  

Alle elever har flersprogede erfaringer  

Der findes i dag mere end 7.000 sprog i verden, og den sproglige mangfoldighed har for længst smittet af på skolens klasserum, hvor alle elever i dag kan betragtes som flersprogede. Eleverne er flersprogede, fordi de har kompetencer inden for mere end ét sprog. Alle lærer som minimum tre sprog i grundskolen (dansk, engelsk og fransk/tysk). Langt de fleste møder og stifter bekendtskab med andre sprog uden for skolen (fx via venner, sociale medier og rejser), og nogle har førstesprog ud over dansk. Alle elevers sproglige repertoire kan derfor siges at være flersproget og består af sprog tilegnet i hjemmet, i hverdagslivet og/eller i skolen.

Sprogene i den enkelte elevs repertoire befinder sig på forskellige færdighedsniveauer. Eleven kan måske være avanceret sprogbruger på sit førstesprog, men nybegynder på et sprog lært i skolen. Eleven kan måske både tale, skrive på og forstå nogle af sine sprog, mens der vil være andre sprog, som eleven måske kun kan forstå, men hverken tale eller skrive. Uanset hvilke færdigheder, der er tale om, er alle sprogene en del af elevens flersprogede repertoire.  

Flersprogethedsdidaktik til gavn for den enkelte og for fællesskabet 

En måde at skabe rum for elevernes samlede flersprogede repertoire og samtidig åbne for samfundets og verdens sproglige mangfoldighed er via en flersprogethedsdidaktik. En flersprogethedsdidaktik anser flersprogethed som værdifuld og nyttig for såvel den enkelte elev som for fællesskabet. Didaktikkens formål er at åbne sprogundervisningen for flere sprog end kun det sprog, der undervises i (målsproget). 

I forskningsprojektet Plurilingual Education – Minority and Majority Students’ Language Awareness across Educational Levels (PE-LAL) har projektgruppen, der består af Petra Daryai-Hansen, Line Krogager Andersen samt undertegnede, udviklet en model for flersprogethedsdidaktik med afsæt i den europæiske Referenceramme for Pluralistiske Tilgange til Sprog og Kulturer.  

Model for flersprogethedsdidaktik (Daryai-Hansen, Drachmann, & Andersen, forthcoming) 

I modellen defineres flersprogethedsdidaktik som et kontinuum bestående af tre flersprogethedsdidaktiske tilgange: 

• Integreret sprogdidaktik bygger bro mellem målsproget og andre sprog, som den enkelte elev kender i forvejen (fx andre sprogfag i skolen eller elevens førstesprog). Formålet er at styrke den enkelte elevs kommunikative kompetence på målsproget ved at bruge elevens kendte sprog som springbræt til at lære et nyt sprog. Denne tilgang bygger på basal læringsteori: Man får nemmere ved at lære noget nyt, når der bygges ovenpå det, man ved og kan i forvejen. 
• Interkomprehensionsdidaktik integrerer beslægtede sprog fra samme sprogfamilie som målsproget (fx sprog fra den nordiske, germanske eller romanske sprogfamilie). De beslægtede sprog kan være en del af elevernes sproglige repertoire. Formålet er at styrke alle elevers færdigheder i at lytte og læse på et beslægtet sprog ved at bruge målsproget som bro. Fransk kan fx være en bro til at forstå italiensk, ligesom dansk kan være en bro til at forstå norsk. 
• Sproglig bevidstheds- og anerkendelsesdidaktik inkluderer en bred palet af sprog og sproglige varianter, som findes i klasserummet – og er dermed en del af elevernes sproglige repertoire – i samfundet og i verden (fx globalt udbredte sprog, andre fremmedsprog end de udbudte i skolen, minoritetssprog, migrantsprog, dialekter, multilekter etc.). Formålet er at udvikle alle elevers sproglige bevidsthed og sproglige anerkendelse, ved at undervisningen udgør et vindue til verdens sproglige rigdom og mangfoldighed. Alle elever får udvidet deres sproglige udsyn ved at gå på opdagelse i og undersøge ligheder og forskelle mellem sprog – også sprog, som de ikke nødvendigvis kender på forhånd.  

På tværs af de tre tilgange løber en tværgående dimension, der fokuserer på elevernes sproglige ressourcer, herunder førstesprog ud over dansk. Dimensionen er en integreret del af de tre tilgange.   

Flersprogethedsdidaktiske åbninger i grundskolens sprogfag 

Bruger vi modellen for flersprogethedsdidaktik til at analysere læreplanerne for grundskolens fem obligatoriske sprogfag (dansk, dansk som andetsprog, engelsk, fransk og tysk), tegner der sig et billede af, at sprogfagene i Danmark har meget få åbninger for en flersprogethedsdidaktik, da sprogfagene mere eller mindre udelukkende fokuserer på målsproget. Danskfaget åbner for dansk, engelskfaget for engelsk og fransk- og tyskfaget for fransk/tysk. Der er dog enkelte flersprogethedsdidaktiske åbninger i læreplanerne. Lad os kigge på dem. 

Fremmedsprogsfagene: integreret sprogdidaktik kun i tidlig fremmedsprogsundervisning 
Fremmedsprogsfagene har begrænsede åbninger for integreret sprogdidaktik.

I engelskfagets læreplaner pointeres det fx, at eleverne skal gætte sig til engelske ords betydning med afsæt i deres viden fra dansk samt andre sprog, de kender. Det fremhæves ligeledes, at den tidlige literacyudvikling i engelsk skal understøtte arbejdet med skrivning og læsning i danskfaget.

Tyskfagets læreplaner italesætter den store lighed mellem tysk og dansk og konstaterer, at brobygning mellem tysk og dansk vil gøre det nemmere for eleverne både at forstå og kommunikere på tysk.

Franskfagets læreplaner indeholder lignende formuleringer, der lægger op til brobygning mellem fransk og både dansk og engelsk med formålet at styrke tilegnelsen af fransk.

Bemærkelsesværdigt er det dog, at disse åbninger kun er repræsenteret i fremmedsprogsfagenes læreplaner i de første 3-4 år, da brobygningen til elevernes kendte sprog forsvinder i engelskfaget fra mellemtrinnet og i fransk- og tyskfaget i udskolingen. Det kan undre, hvorfor det kun synes relevant i den tidlige fremmedsprogsundervisning. Er det ikke altid en god idé at bygge ovenpå det, eleverne ved og kan i forvejen, uanset hvor gamle eleverne er?  

Danskfaget: systematisk, men sprogligt ekskluderende interkomprehensionsdidaktik
I danskfaget er der åbninger for interkomprehensionsdidaktik, som kommer til udtryk via en skandinavisk nabosprogsdidaktik – en ofte overset dimension i danskfaget. Det obligatoriske arbejde med norsk og svensk løber kontinuerligt gennem danskfaget i alle grundskoleårene og har til formål både at udvikle elevernes receptive færdigheder, men også deres produktive. Eleverne skal både kunne forstå norsk og svensk, men også kunne kommunikere med nordmænd og svenskere.

Dette er særegent for danskfaget, da norskfaget i Norge og svenskfaget i Sverige ikke opstiller krav om interskandinavisk kommunikation, men udelukkende om forståelse og viden. Til gengæld åbner danskfaget kun for en skandinavisk og ikke en større nordisk nabosprogsdidaktik i modsætning til både norsk- og svenskfaget.

Det er tankevækkende, hvorfor ikke færøsk, grønlandsk og islandsk har en plads i danskfagets læreplaner, som trods alt er sprog (og hjemlande), som Danmark har større politiske og historiske bindinger til – og som i øvrigt også er lande, hvor dansk er et obligatorisk fremmedsprog. Den nationalromantiske forestilling om et særligt skandinavisk sprog- og kulturfællesskab, hvor danskeren, nordmanden og svenskeren er åndeligt forbundne, synes at være et levn fra tidligere tider. Er det ikke på høje tid at udvide horisonten til resten af Norden?  

Dansk som andetsprogsfaget: kun en hjælpeforanstaltning?
Grundskolens dansk som andetsprogsfag bygger på elevernes sproglige ressourcer, herunder førstesprog ud over dansk, da det ekspliciteres i fagets formål, at minoritetssproglige elever skal lære dansk ”med udgangspunkt i deres samlede sproglige forudsætninger”. At eleverne kan trække på deres førstesprog ud over dansk, er således en del af den didaktiske ramme om dansk som andetsprogsfaget.

Interessant er det dog, at når man dykker ned i fagets læreplaner, har denne åbning ikke forgrenet sig til konkrete mål eller praktiske anvisninger. Fagets fokus er udelukkende på, hvad eleverne skal lære danskfagligt, og ikke hvordan de kan bruge deres sproglige forudsætninger som afsæt for at lære. At åbningen for elevernes førstesprog ikke har forgrenet sig, vidner om et dansk som andetsprogsfag, der snarere er en instrumentel foranstaltning for danskfaget end et egentlig fag i sig selv. Dansk som andetsprogsfaget er dog et selvstændigt fag i skolens fagrække. Er det ikke på sin plads, at dansk som andetsprogsfaget finder legitimitet i sig selv?    

Anbefalinger til en styrket flersprogethedsdidaktik 

Trods begrænsede flersprogethedsdidaktiske åbninger i læreplanerne ser det dog ud til, at flersprogethedsdidaktik så småt er ved at vinde fodfæste i sprogfagenes undervisningspraksis. For at styrke udbredelsen har PE-LAL-projektgruppen udarbejdet Anbefalinger til en styrket flersprogethedsdidaktik i grundskolens sprogfag og i Almen Sprogforståelse i gymnasiet. Via 18 konkrete anbefalinger, der retter sig mod både læreplans- og praksisudvikling, søger anbefalingerne at komme hele vejen rundt ved at sætte spot på, hvordan flersprogethedsdidaktikken kan styrkes på forskellige måder og af forskellige aktører.

Det er projektgruppens håb, at anbefalingerne kan bidrage til at få flersprogethedsdidaktik på sprogfagenes dagsorden.