Forskerklummeskriverier – syvårsstatus

I år har forskerklummen syvårsjubilæum. Det betyder syv år med klummer om grammatik, lingvistik, computerbaseret læring, fordybet læsning, analog og digital læsning, om økokritisk litteraturlæsning og meget, meget mere. På mange måder tegner klummerne et tidsportræt af literacyforskningens snitflader med praksis de seneste syv år.

Vi overlader nu redaktørtjansen til et nyt makkerpar, Henriette Romme Lund (Nationalt Videncenter for Læsning) og Thomas Roed Heiden (DPU, Aarhus Universitet), som fra i år er de nye redaktører. Netop fordi det er skiftetid, skal denne klumme handle om – ja, forskerklummer. Hvorfor fandt vi på genren? Hvad er det for en tekst? Hvordan har vi givet respons?

Vi går meta på forskerklummegenren, sådan som den er blevet formet og etableret de sidste syv år, med særligt fokus på forskerklummens særlige jeg-position. Netop det at kunne positionere sig i tekst er vigtigt for alle skrivere. Som skriver – og læser – har man nemlig kontinuerligt brug for at lære at mestre og have blik for mulige måder at træde frem i tekst på alt efter situation. Derfor er en refleksion over det diskursive selv altid relevant, også i denne syvårsstatus for forskerklummen som genre.

Er forskerklummen en klumme?

Ja, det er den. Eller rettere: Ja, det blev den, for vi måtte øve os lidt undervejs. Forskerklummen definerede vi som en klumme skrevet af forskere med det formål at formidle ny forskning på en tankevækkende måde, hvor relevansen for praksis også kommer i spil. Ideen var at lade en forsker komme med en kort anbefaling om at interessere sig for en forsker, et aktuelt tema eller et fænomen. Klummen kunne belyse et konkret fund eller et enkelt begreb, og stilen måtte gerne være debatterende og vække interesse. Skrives sådan essayistisk, lettere causerende og klummeagtigt, som vi kaldte det. Og så var rammen, at det, der skulle skrives om, måtte befinde sig inden for literacyforskningen.

Det, som ikke stod direkte i oplægget til skribenterne, var, at klummen også gerne måtte skrives sådan lidt ”gesvindt”. I responsen lagde vi vægt på, at der gerne måtte være energi i sprogtonen, en tydelig jeg-position, og klummen kunne formuleres med en smule kant. Og når redaktionsprocessen gik i gang, havde man som regel kun en til to uger til at gøre klummen færdig. Netop der bryder forskerklummen med gængs akademisk skrivestil og redaktionelle processer, for skribenterne blev presset ud i at vove sig selv gennem sproget.

Vi blev klar over gennem forskerklummens første år, at forskersubjektet på den måde skulle træde frem på en anden måde end i normal akademisk skrivning, og at det var centralt for genren.   

Forskellige stilistikker

Klummeskrivning er som at holde et oplæg, der drager tilhørerne til sig. Som at skrive noget, der skal siges, bare med få tegn og få litteraturhenvisninger, samtidig med at en klumme ikke lader sig skrive, uden at der er forskningsmæssigt belæg for det, skribenten vil formidle.

Man kan sige, at genren lægger sig til rette oven på eller efterfølger det grundige akademiske arbejde. Og netop den forskel får stilistiske konsekvenser; den akademiske skrivestil fordrer struktur, stringens, sproglig præcision, at man undgår talesprog og er meget klar og tydelig om sin teoretiske position og sine metodiske valg. Der er et stærkt kodeks knyttet til akademisk skrivning, og det er tilmed forskelligt, afhængigt af om det er kvantitativ eller kvalitativ forskning man bedriver, eller om man befinder sig inden for humanistiske, samfundsvidenskabelige eller naturvidenskabelige forskningstraditioner.

Når man skriver akademisk, gør man især noget ved sin jeg-position. Man præsenterer viden og lægger forskningen frem for læseren. Man har ordstyrerrollen og belyser et fænomen fra forskellige perspektiver eller fra helt nye perspektiver. Det gør, at man må holde tungen lige i munden og adskille, hvad andre bidrager med, og hvad man selv bidrager med.

Når man så er en forsker og skal kaste sig ud i at skrive en forskerklumme, sker der noget lidt andet; for her skal man præsentere sit ”jeg” som sit ”jeg-er-en-forsker-der-synes-I-burde-interessere-jer-for-dette-fænomen-jeg”. Og det er en position, hvor man er mere agiterende og symbolsk træder op på talerstolen og siger: ”Hallo, her er noget, der er interessant for jer!” Når man gør det, bliver man nødt til at slå et felt an og stå tydeligere frem med sit forskersubjekt som en, der vælger noget til. Noget, der er vigtigt at få formidlet til en bred læserskare, som tæller lærere, læsevejledere, studerende og undervisere og forskere i uddannelser og alle, der har faglig interesse i literacyfeltet. Og netop i redaktørarbejdet har vi forsøgt at skubbe til det ”jeg”, der skriver, for eksempel ved at appellere til skribenternes refleksion over, hvilken betydning deres forskning har for praksis – og få det frem i klummen.

Forskerklumme-jeg’er

Lad os gå på jagt i mængden af publicerede forskerklummer, der er udgivet det seneste syv år og give et par eksempler på forskerklumme-jeg’er, der står tydeligt frem med anbefalinger til praksis:

Tanya Karoli Christensen skrev i 2018 forskerklummen Skribentens spor i sproget om plagiering og studerendes måder at udvikle sig som skrivere på. Hun trådte et skridt frem og sagde:

Hvis vi skal hjælpe uøvede skribenter med at undgå at plagiere andre, må vi lære dem at udvikle deres skriftsprog …. Derfor må vi undervise både i, hvor grænsen går mellem inspiration og plagiat – og i hvordan elever og studerende selv tilegner sig en passende skriftsproglig variationsbredde. Og indtil de behersker den, må rådet være hellere at skrive i et enklere sprog, hvor man føler sig sikker, end at skyde over målet og ramme ved siden af.

Karoli Christensen stod ovenpå sin egen forskning i retslingvistik og gav os alle denne anbefaling. Det var et råd fra en forsker til både studerende og undervisere i uddannelser. Et råd, der trak tråde tilbage til forsker-jegets forskning og samtidig lagde op til debat om, hvordan vi underviser i skrivning og udvikling af elevers skriftsprog i skole og uddannelse.

I Jørgen Frosts forskerklumme, som han skrev i 2018, om Læsedebatten på fast grund diskuterede han, hvordan læsedebatten i Norden har været med til at begrænse udviklingen af kvalitet i læseundervisningen i indskolingen, fordi debatten blev polariseret. Med egen og international forskning i ryggen rejste han sig og sagde til os læsere: ”Formel bogstavtræning må ud af lærerens fokus og erstattes af aktiviteter, som styrker sproganalytisk indsigt og evne …. Måske tiden er ved at være inde for at skabe en grundlæggende forandring i den tidlige skriftsprogsstimulering i børnehave og skole.” Frost trak på sin egen forskning om selvforstærkende strategier i begynderundervisningen og lagde samtidig op til en diskussion af, hvordan vi kan udvikle en balanceret læseundervisning, der undgår mudderkast og polarisering. Forskerklummens kombination af forskning og appel til praksis gjorde, at Frost netop kunne give det råd.

Og så er der Anders Højens klumme fra 2023, der meget bastant stillede spørgsmålet i forskerklummens titel: Er dansk i hjemmet en forudsætning for, at tosprogede kan lære at læse? Og straks i det første tekstafsnit, der følger, svarede: ”Nej. Det er det ikke.” Her er et forskerklumme-jeg, der står tydeligt frem og præsenterer resultater af undersøgelser, der viste, at ”modersmålet skal tilegnes godt for at være en resurse, som andetsproget kan bygges på. Og det er muligvis her, skoen trykker for mange tosprogede børn i Danmark.” Højen bragte forskningens resultater ind i en verserende skoledebat om modersmålsundervisning eller ej og kunne med belæg i både international og egen forskning konkludere, at børn lærer sprog, hvis de befinder sig i miljøer, der sprogligt understøtter dem godt. Det er måske ikke en overraskende konklusion. Men en anbefaling, som det politiske system ikke har lyttet til, og dermed blev klumme-jeget stærkt agiterende, fordi det er muligt at anbefale noget helt konkret. Nemlig at man lærer et sprog godt for at kunne lære et andet sprog – godt.

At lytte og respondere

Karoli Christensen, Frost og Højens klummer er blot tre eksempler på, hvordan forskerklumme-jeger kan præsentere forskningsfund og samtidig lægge an til en debat om, hvordan vi indretter undervisningen i vores skoler og uddannelser. Den skrivestil og særlige jeg-position, hvor man som forskersubjekt både har klummens personlige og agiterende islæt og træder frem som akademisk forskersubjekt, er ikke altid let at ramme. Som redaktører af forskerklummen har vi derfor bestræbt os på at lytte til klummeskribenternes tekster med et øre til forskningen og et andet til praksis. Vi er selv blevet klogere, ikke kun på literacyforskningen de seneste syv år, men også på hvordan jeg-positioner kan formuleres og forstås som centrale for den genre, der er blevet etableret med forskerklummen.   

Det er imponerende, at ikke en eneste forsker har takket nej til at skrive en klumme, og vi har derfor kunnet udgive en klumme hver måned i syv år. Samtidig er der mange læsere til forskerklummerne. Det siger måske noget om, at der er behov for den form for forskningsformidling. Et behov fra forskernes side om at komme hurtigt ud over rampen. Og et behov fra læsernes side om at blive orienteret om nyeste forskning på en måde, der gør teksten spiselig; et format, der gør, at flere får læst, og flere får lyst til at læse videre.

Tak for det og for denne gang.

Kristine og Lene