Ja, man må gerne kigge efter!

Forskerklummen kan også læses i forkortet udgave "Ja, man må gerne kigge efter sin sidemand", udgivet d. 28.10 på Folkeskolen.dk

 

At imitere andre er ikke snyd. Man må gerne kigge efter hos sidemanden. For mimesis, der direkte oversat betyder imitation eller efterligning, er i den forståelse, jeg introducerer her, udgangspunktet for al læring. I antikken var mimesis et centralt læringsbegreb, og det var et vigtigt element i retorikkens skriveundervisning, mens begrebet i nyere tid har haft varierende status inden for skrivedidaktikken. I denne klumme ønsker jeg at reaktualisere begrebet mimesis, fordi vi med mimesis-begrebet kan opdage vigtige sider af elevers skriveprocesser, der igen kan informere vores skrivedidaktik.

Interessen for mimesis-begrebet er opstået i forbindelse med mit ph.d.-projekt, hvor jeg har været på feltarbejde i en 1. klasse; 1.x. Her har jeg observeret og videooptaget skriveundervisning, hvor eleverne skriver digitalt i en bogskrivningsapp. På denne måde har jeg fået en forståelse for yngre elevers skriveprocesser og deres livlige samarbejde med hinanden, lærere og den digitale teknologi. Denne klummes fokus er primært på samarbejdet mellem eleverne, kaldet samskrivning.

I skolens skriveundervisning er det en almindelig praksis, at læreren skriver en sætningsstarter eller et lille afsnit på tavlen, som eleverne kan vælge at lade sig inspirere af eller simpelthen skrive af. På denne måde får eleverne hjælp til selv at komme i gang med en skriveopgave. Men hvis eleverne på et tidspunkt i skriveprocessen giver sig til at skrive af efter en kammerat, vil det ofte blive betragtet som snyd og som en hindring for selv at lære noget.

Hvilke didaktiske muligheder opstår, hvis vi i stedet betragter afskrivning som en naturlig del af et godt og engageret samarbejde om skrivning? Hvad sker der, hvis vi betragter mimesis som skabende i stedet for som simpel reproduktion? Det er disse spørgsmål, denne klumme handler om. I slutningen af artiklen vil jeg komme med eksempler på, hvordan mimiske processer kan se ud i en helt konkret 1. klasse, der skriver. Men først vil jeg forklare baggrunden for mimesis-begrebet.

Mimesis – et læringsperspektiv

Begrebet mimesis rummer mange dimensioner. I denne klumme fokuserer jeg på to af dem, fordi de henleder vores opmærksomhed på ofte oversete skrivepraksisser i begynderundervisningen: den mimetiske impuls, der er den mest grundlæggende, samt konkret mimesis. Dimensionerne har jeg udviklet med afsæt i antropologisk og sociolingvistisk teori.

Den mimetiske impuls
Den mimetiske impuls kan hjælpe os til at få øje på de relationelle dimensioner af en skriveproces. Denne dimension af mimesis bygger på en bred antropologisk forståelse af begrebet formuleret af den tyske antropolog Christoph Wulf. Mimesis betegner i denne forståelse det fænomen, at vi mennesker fra fødslen mimer vores forældre. Wulf kalder det ”en mimetisk impuls” og ønsker med sit begreb at sætte fokus på relationernes betydning og tage afstand fra den individualisering, der har præget de vestlige samfund siden oplysningstiden. At være rettet mod forældrene, identificere sig med dem og senere knytte sig til andre mennesker er den evne hos små børn, der i tiltagende grad gør dem i stand til at deltage i fælles aktiviteter og kulturelle processer. Udviklingen af motoriske færdigheder er afhængige af barnets evne til mimesis, og det samme er børns læring generelt.

Læring i dette antropologiske perspektiv betragtes bredt som barnets indføring i den kultur og det samfund, det er født ind i. Man skelner derved ikke mellem den læring, der foregår i formelle rammer, eksempelvis skolen, og uformelle rammer, eksempelvis hjemmet, på internettet eller andre kulturelle domæner. Når et barn tager del i hverdagspraksisser som aftensmåltidet, godnatlæsning eller makkerlæsning i skolen, iagttager det og efterligner søskende, voksne og kammerater. Gennem denne iagttagelse, efterligning og de voksnes forklaringer som støtte lærer barnet både praktiske færdigheder som at spise med kniv og gaffel og boglige som det at læse. Ved at tage del i disse praksisser udvider barnet sin egen verden og skaber nye muligheder for at handle og gøre sig erfaringer. På grund af menneskers forskellige forudsætninger og tidligere erfaringer betyder denne efterligning af andres praksisser ikke, at mennesker bliver ens eller handler ens. Den mimetiske impuls og det at være rettet mod andre er på denne måde forudsætningen for, at vi kan lære noget som mennesker. Og den mimetiske impuls er en dimension, man kan iagttage i et klasserum som en nysgerrighed i det, kammeraterne foretager sig. Det kan også være kroppe, der læner sig mod hinanden i en fælles optagethed af noget tredje, eksempelvis en tablet.

Konkret mimesis
En anden dimension af mimesis, jeg vil inddrage i denne sammenhæng, er konkret mimesis. Denne dimension kan hjælpe os til at få øje på de konkrete handlinger, der gentager og imiterer andre menneskers handlinger. Konkret mimesis er al den imitation og alle de gentagelser, der foregår i skriveundervisningen som en følge af elevernes rettethed mod andre/hinanden. Konkret mimesis kan iagttages som en række konkrete kropslige og sproglige gentagelser og efterligninger. Konkret mimesis som kropslig efterligning kan handle om gestik. Eksempelvis kan det være et barn på syv år, der sidder med ret ryg på stolen og taster løs på et tastatur med ti fingre, sådan som han med stor sandsynlighed har set sine forældre, lærere eller andre voksne gøre det. Barnet ser begejstret, hvordan en tekst af bogstaver i tilfældig rækkefølge vokser frem på skærmen foran ham.

Konkret mimesis i form af en sproglig gentagelse kan vi få øje på, hvis vi tænker mere semiotisk. Det kan både være verbalsproglige gentagelser, for eksempel sætninger fra læreren, som eleven skriver af i sin egen tekst. Men gentagelserne kan også dreje sig om andre modaliteter. Det kan være, når en elev kopierer billeder, der er fundet digitalt, ind i sin tekst.

For at komme tættere på, hvad denne konkrete mimesis betyder i en sproglig sammenhæng og for de tekster, der bliver skrevet, supplerer jeg Wulfs mimesis-begreb med Alastair Pennycooks mimesis-forståelse, der tager afsæt i en sociolingvistisk tradition. Pennycook taler om ”fertile mimesis”. Det er svært at oversætte til dansk, men jeg bruger betegnelsen skabende mimesis. Pennycook beskæftiger sig med mimesis med en specifik semiotisk interesse: “Kreativitet opstår, når andres udtryk og vendinger relokaliseres” (Pennycook, 2010, min oversættelse). Pennycook pointerer her, at al kreativitet består af lån fra andre. Det kan være lån af andres udtryk, sætninger eller billeder. Men pointen er, at lån og gentagelse altid medfører forandring, det vil sige, at der skabes noget nyt. Det gør der alene af den grund, at når et sprogligt element gentages, sættes det ind i en ny sammenhæng et nyt sted – det, som Pennycook kalder ”relokalisering”. Pennycook nævner rap-musik som en kunstform, der udnytter dette i særlig grad.

Der er sølv i dit navn

Med den mimetiske impuls som optik kan man få øje på relationernes betydning i skriveundervisningen. I 1.x er eleverne i høj grad rettet mod hinanden i skrivningen. De iagttager hinanden, spørger hinanden om hjælp, de viser begejstret hinanden, hvad de har skrevet, de udveksler ideer, og de sidder helt tæt bøjet over skiftevis den ene eller den andens skærm. De smådriller også hinanden og leger med sproget, som når Ida udbryder om sin sidekammerat Malthe: ”Malthe Vindsel. Vind – søl – Vind – søl – der er sølv i dit navn!”

Figur 1. Eleverne i 1.x skriver på tablets. Tegning genereret fra videostill (Baun, 2024)

De skriver også på hinandens tekster, og nogle gange skriver de af efter hinanden. Man kan altså iagttage, hvordan den mimetiske impuls mod hinanden giver sig udslag i konkret mimesis – her i form af afskrivning. Dette foregår ikke kun, når læreren har rammesat opgaverne som samskrivning, men også på elevernes eget initiativ, mens de skriver på deres egne opgaver.

Figur 2. Ida skriver på Malthes tekst. Tegning genereret fra videostill (Baun, 2024)

 

Ofte bliver kollaborativ skrivning fremhævet som den didaktisk mest interessante. Her samarbejder elever om et fælles mål, i dette tilfælde en fælles tekst. Dette vil ofte også i 1.x være et samarbejde, der er rammesat af læreren. Men eleverne praktiserer i høj grad også det, jeg kalder kollegial samskrivning, det vil sige, at de samarbejder på eget initiativ, mens de skriver på hver sin tekst. I mit feltarbejde så jeg flere gange, at muligheden for den form for samarbejde havde betydning for, om der overhovedet bliver skabt en tekst. Det gælder især for elever, der har svært ved at komme i gang med skrivningen og endnu ikke har knækket den alfabetiske kode. I Wulfs perspektiv kan disse elevinteraktioner ses som et eksempel på den mimetiske puls og på, at konkret mimesis – efterligning og gentagelse – fører til forandring i eksempelvis engagement i skrivningen.

Hvordan gjorde du?

Hvordan efterligning og gentagelse kan føre til forandring, vil jeg vise med et enkelt eksempel fra 1.x. I den situation, der er gengivet herunder, har klassen været ude for at tage billeder af skolen, og de skal nu skrive en side om ”Min skole”. Nedenstående uddrag fra min empiri består af en elevtekst og en transskribering af en videosekvens. Transskriberingen indeholder både de nonverbale og verbale hændelser.

Det er tre minutter siden, de er blevet sat i gang, og Jens har endnu ikke rørt ved tabletten. Han har siddet med afstand til bordet, kigget rundt i klassen, drukket mange gange af sin drikkedunk og flyttet rundt på trøjen, der nu er endt på bordet. Amir, der sidder ved bordet bagved, læser en sætning, han har skrevet, højt: ”I min skole har jeg gode venner.” Jens drejer sig med ét rundt på stolen og spørger: ”Må jeg se?”

Amir: Der står: I min skole har jeg gode venner. [Siger med begejstring i stemmen] .... Og det er dig, Jens .... Og David og Malthe ... og August.
Jens: Hvordan gjorde du? Hvordan kunne du skrive det dernede?

Det interessante i eksemplet er, hvordan Jens ikke kan komme i gang med at skrive, men at hans engagement og nysgerrighed pludselig vækkes, da Amir læser ”I min skole har jeg gode venner”. ”Må jeg se?” siger Jens gentagne gange i situationen, og videre spørger han interesseret ind til Amirs skriveproces.

Jens: Hvordan gjorde du? Den der måde, du sagde g-o-d – punktum.
Amir: Hvad?
Jens: Lavede du punktum?
Amir: Jeg lavede mellemrum.
Jens: Hordan gør du egentlig det?
Amir: Du trykker på den helt nederst, den der store der.
Jens: Den her? Og så den der igen?
Amir: Ja – der står [Amir læser] i – min – skole – har – jeg. I min skole har jeg gode venner. [Laver mund-beats]
Jens: [Taster] Skal jeg lige...også efter o, hvad? [Vender sig igen mod Amirs tablet. Han kigger på Amirs tekst, vender sig om og taster så på sin egen skærm]

 

Figur 3. Tegning genereret på baggrund af videostill. Jens spørger: "Hvordan gjorde du? Hvordan kunne du skrive det dernede?"

 

I denne passage spørger Jens nysgerrigt til, hvordan Amir skriver sætningen på tabletten. Det digitale format gør det let at se, hvad Amir har skrevet, og Jens begynder at skrive af efter Amir. Han har på dette tidspunkt ikke knækket den alfabetiske kode, så han kan ikke læse, hvad der står. Men Jens ved, hvad der står, og han skriver om noget, der er meningsfuldt og attraktivt for ham: gode venner. Jens har taget et andet billede af skolen end Amir, og han skriver kun denne ene side af. Det sproglige udtryk bliver sat ind i en ny sammenhæng og bliver dermed mere end en kopi. De to elever skriver på hver sin tekst, men det foregår i tæt samarbejde på trods af lærerens opfordring til at skrive selv. Den mimetiske impuls mellem eleverne er stærkere end den didaktiske ramme og giver Jens mulighed for konkret mimesis i form af afskrivning af Amirs tekst.

Må man godt skrive af?

Lærere opmuntrer ofte børn til at prøve selv og ikke give op, selvom de synes, ting er udfordrende. Jens skal også prøve selv, men for ham kan indgangen til at opleve det at skrive som meningsfuldt være at skrive af efter en kammerat, der har gjort sig flere skriftsproglige erfaringer. Jens viser stor udholdenhed i dette eksempel. Gennem 17 minutter arbejder han på at få skrevet Amirs sætning af. Samtidig må han også konfronteres med kammeratens ambivalens i forhold til afskrivningen. ”Du må ikke se mere”, siger Amir. De har fået at vide, at Jens skal prøve at skrive det selv, så er det vel snyd, det, han gør?

Med mimesis-begrebet kan undervisere blive mindet om, at al læring sker gennem mimetiske processer. Elever lærer både af det, læreren siger, og det, læreren gør. Samtidig er kammeraterne og de sociale relationer i klassen meget vigtige for eleverne. Man kan sige, at den mimetiske impuls mellem kammerater ofte er meget stærk. Hvis skriveopgavernes indhold og rammer giver rum for at lade de sociale relationer fylde under skriveprocessen, kan det være kammeraterne og optagetheden af venskaberne, der engagerer en elev i skrivningen her i 1. klasse.

Skriveforskeren Anne Haas Dyson udtrykker det sådan, at eleverne skaber sig en plads i den sociale verden, mens de skriver. Disse processer kan der blandt andet gives plads til, hvis skriveopgaverne tager afsæt i elevernes hverdagsliv og relationer, og hvis der i skriveprocessen er plads til at gå lidt rundt og tale sammen, mens man skriver. Dyson retter på denne måde vores opmærksomhed mod den dynamiske forbindelse, der kan være mellem elevernes faglige aktiviteter og deres sociale liv.

Med Pennycooks perspektiv kan vi få hjælp til at lægge mærke til det kreative element i elevers afskrivning og/eller efterligning. Vi kan blive nysgerrige: Hvad er det, eleven har valgt at skrive af? Og fra hvem? Hvordan kom dette samarbejde i stand? Hvorfor har eleven valgt netop dette ord/denne sætning eller dette tekststykke? Hvad er det, eleven gerne vil udtrykke? Hvad sker der med denne tekstbid, når den kommer ind i en ny tekstsammenhæng hos en anden elev?

Gentagelse og efterligning er ikke det samme som reproduktion. I mit feltarbejde blev det tydeligt, i hvor høj grad eleverne havde ejerskab til deres tekster. Det gjaldt også de tekster, hvor de nærmest ikke selv havde rørt tastaturet, men hvor en far eller kammerat havde været sekretær. ”Det her er min” – sagt med eftertryk – var en sætning, jeg hørte flere gange, da jeg talte med eleverne om deres tekster.

At imitere andre er ikke snyd. Derimod kan gentagelse og efterligning være forudsætningen for, at forandring kan ske, så flere elever kan få erfaringer med skrivningens mulighed for at udtrykke noget, der er meningsfuldt og betydningsfuldt.