”Jeg tror, man lærer bedst, når man har noget i hænderne”

Forskerklummen er gengivet i et inspirationsindlæg, der er bragt 14.8. 2024 på Folkeskolen.dk ”Jeg tror man lærer bedst, når man har noget i hænderne”

Relationen mellem tekst og læser er fundamental i litteraturdidaktisk forskning. Tre forskere, der har udforsket denne relation og fremhævet dens æstetiske potentialer, er Louise Rosenblatt, Wolfgang Iser og Rita Felski. Fra hver deres ståsted har de interesseret sig for det æstetiske som en læsemåde, en dialog mellem tekst og læser i læsehandlingen, og som affektive forbindelser mellem læser og kunstværk. Vender vi blikket mod, hvordan elever kan udvikle sig som æstetiske læsere, der går i dialog med teksten og engagerer sig affektivt i den, er det relationer mellem lærer, elever og tekster, der kommer i fokus – men inkluderer vi andre relationer, kan vi måske støtte eleverne anderledes?

Hidtil har litteraturdidaktisk forskning haft fokus på, hvordan litteratursamtaler, læsemåder og læremidler former relationen mellem elev og tekst. Men vi ved meget lidt om den rolle, materialer, ting og teknologier spiller i elevernes litteraturfortolkninger, og hvordan vi kan bruge det didaktisk. På den ene side er det indlysende, at fortolkning involverer de ting, materialer og teknologier, eleverne bruger i fortolkningsprocessen. På den anden side er det udfordrende at se sådanne ’ting’ som medskabere frem for som redskaber – fordi det udfordrer et antropocentrisk syn på, hvordan betydning og tekster bliver til.

I denne klumme argumenterer jeg for en litteraturundervisning, hvor ting, materialer og teknologier tilbyder eleverne en konkret og sanselig tilgang til arbejdet med litterære tekster og begreber. Mit teoretiske afsæt ligger i posthumanismen, ligesom jeg er inspireret af didaktikeren Amos Comenius, der allerede i 1600-tallet plæderede for, at undervisning skal funderes i sanseerfaring frem for i begrebslig abstraktion.

5. klasses elever laver digtklip

I foråret 2022 fulgte jeg en 5. klasses arbejde med H.C. Andersens eventyr De vilde svaner i et forskningsprojekt om materialitet i danskfagets litteraturundervisning. Arbejdet med eventyret var tilrettelagt som en værklæsning, hvor eleverne lavede forskellige kunstbaserede produktioner gennem forløbet. Dansklæreren understregede, at den kunstbaserede tilgang skulle give eleverne mulighed for at arbejde med danskfagets tekster og begreber på andre måder, end traditionel litteraturundervisning lægger op til, og beskrev de kreative opgaver som en metode i danskundervisningen. Hendes svar på spørgsmålet om, hvorfor vi skal undervise kunstbaseret var: ”Jeg tror, man lærer bedst, når man har noget i hænderne”.

Afsættet for forløbet var en strukturel og generisk tilgang til eventyr, hvor tekstens narrative struktur og dens karakterer er i fokus. Indledningsvis arbejdede eleverne med begreberne ’handlingsbroen’ og ’personkarakteristik’. Opgaven bestod i enten at skrive et haikudigt over handlingsbroens struktur (hjemme – ude – hjem) eller arbejde med personkarakteristik med det benspænd, at digtet skulle indeholde tre ting: tal, dyr og en person. Haikudigtene skulle illustreres med et japansk notanklip, hvor former og figurer klippet i et papstykke bøjes hen over en spejlingsakse og placeres på et andet papstykke med en konstaterende farve.

 
Eksempler på elevernes notanklip til H.C. Andersens eventyr De vilde svaner.

Tekst, teknologi og materialitet

Materialitet er uløseligt forbundet med det at skabe tekster. Tydeligst kommer det til udtryk i digte, hvor tekstens placering på siden, kontrasten mellem papir og bogstav, mellem det hvide rum og den sorte skrift er betydningsbærende og udgør et samlet visuelt og verbalsprogligt udtryk.

Når jeg inspireret af posthumane tilgange argumenterer for, at vi skal holde øje med materialiteten i litteraturundervisningen, er det ikke materialiteten, der er ny. Det er det, at den tillægges ’agentialitet’, at den ses som medskaber af betydning, der forandrer synet på fortolkning. Hvad enten eleverne skriver med blyant på papir eller i et Word-dokument på computeren, er materialiteten en del af fortolkningssituationen, af tekstskabelsen og af teksten. Det er i ’intra-aktionen’ mellem elev, materialer, ting og teknologi, at teksten bliver til. Det betyder, at perspektivet på fortolkningsprocessen bliver bredere og kommer til at omfatte både elever, tekst, teknologi, materialer og ting – og de diskurser, som fortolkningen involverer.

Haikuens stavelsesrækker (5/7/5) blev talt, klappet eller slået i luften med armen som taktstok, mens eleverne langsomt og prøvende fremsagde deres vers, skrev ned, talte videre, stregede ud og prøvede igen. I forlængelse af posthumane tankegange kan vi undersøge intra-aktionen mellem haikuens form, hænder, der slår taktslag i luften, og elever, der prøvende mumler deres vers. Vi kan se elevkroppe, der er sammenfiltrede med stavelsesmønster, eventyr og blyant, og andre nonhumane kroppe i tekstskabelsen. Med denne optik træder tingenes didaktiske potentialer tydeligt frem. Haikuens treledede form understøtter elevernes arbejde med at fremstille eventyrets struktur ved hjælp af handlingsbroens tredelte forløb. Tilsvarende observerede jeg, at papstykkernes sort-hvide farvekontrast og notanklippenes spejlingsakser understøttede elevernes arbejde med binære strukturer i eventyrets tematik, dets kontrasterende karakterer, men også dets handling i tid og rum. Klippene fremstillede fordoblede sort/hvide figurer (fx prinsessen og heksen), spejlede slotte/byer (ude og hjem). Farvekontrasten blev også brugt som skyggevirkning til at fremstille de flyvende, forheksede svaner på vej hen over en sort flade.

Fra abstrakt til konkret – sanselig erfaring med fagbegreber

Danskfagets litteraturundervisning er ofte orienteret mod litteraturanalyse og fagbegreber – i hvert fald har denne tilgang været dominerende i danskfagets læremidler. Det lægger op til, at eleverne skal anvende fagbegreber klassificerende, fx til at bestemme tekstens genre og strukturer med. Men det behøver ikke være sådan, og det er heller ikke nødvendigvis den mest engagerende måde at arbejde med litteratur på.

Når jeg i denne klumme argumenterer for kunstbaseret litteraturundervisning og for en konkret og sanselig tilgang til arbejdet med litterære tekster og begreber, er det med inspiration hos en af didaktikkens grundlæggere, Amos Comenius, der udviklede sine tanker om didaktik i 1600-tallet. Et af Comenius’ hovedværker, læremidlet Orbis pictus, bygger på ideen om, at elever skal have en sanselig erfaring med verdens fænomener, helst konkret, næstbedst i form af (anskuelses)billeder for dernæst at udvikle en abstrakt, begrebslig forståelse af dem. Kunstbaseret undervisning er ikke identisk med Comenius’ didaktiske grundsyn, men den deler ideen om, at undervisning skal funderes i sanseerfaring frem for i begrebslig abstraktion. At få øje på, hvad ting, materialer og teknologier gør i elevers fortolkninger, kan understøtte en litteraturdidaktik, der bevæger sig i den retning.

Efter at have analyseret observationer og elevtekster fra forskningsprojektet i 5 klasse kan jeg ikke afgøre, om ”man lærer bedst, når man har noget i hænderne” på et forskningsmæssigt grundlag, for studiet gik ikke ud på at sammenligne en traditionel undervisningsform, fx klassesamtale med kunstbaseret litteraturundervisning. Mine fund viser, at elevernes kunstbaserede fortolkninger af H.C. Andersens eventyr forandrede den måde, de arbejdede med litteraturfaglige begreber på.

Med forløbets strukturalistiske tilgang til eventyret, hvor fokus rettede sig mod binære strukturer i forløb, persongalleri og tematik, ville det være nærliggende, at eleverne anvendte fagbegreberne klassificerende – dvs. brugte begreberne til at finde abstrakte strukturer i teksten med. Men med den kunstbaserede opgave, som læreren stillede, blev eleverne nødt til at engagere sig kropsligt og sanseligt i arbejdet med materialer og teknologier, fx blyant, pap og saks, og indgå i en intra-aktion med disse og andre nonhumane kroppe i deres fortolkninger.

Opgaven støttede arbejdet med eventyrets strukturer gennem haikuens form og klippets spejlingsakser og farvekontraster, men den gjorde det på en måde, hvor eleverne havde noget i hænderne og arbejdede konkret og undersøgende med, hvordan de kunne skabe en fiktiv verden, der var udspændt tidsligt og rumligt mellem hjemme, ude og hjem eller med konkret at beskrive eventyrets personer i den sammensatte digt-klip-tekst. Med den kunstbaserede undervisning fik eleverne et alternativ til at bruge fagbegreberne klassificerende. Gennem opgavens rammer og benspænd blev de guidet til en konkret og sanselig undersøgelse af de forståelser og tankegange, fagbegreberne bygger på, og fik mulighed for i intra-aktion med eventyret, pappet osv. at skabe betydning gennem binære forskelle, men også at forandre og udvikle dem i det konkrete digt-klip-verdens tid og rum.