Kan man interviewe vuggestuebørn? Ja, selvfølgelig!

Det instinktive svar på dette spørgsmål vil nok for mange være et hovedrystende nej – selvfølgelig giver det ikke mening at interviewe børn i vuggestuealderen. I denne forskerklumme vil jeg argumentere for, at svaret er det stik modsatte: Ja, selvfølgelig kan man interviewe vuggestuebørn!

I forsknings- og udviklingsprojektet Sproglig praksis og sprogligt læringsmiljø i vuggestuen udforskede jeg sammen med gode kolleger hverdagens sproglige praksisser i tre forskellige vuggestuer. Projektet udfoldede sig som lingvistisk etnografisk feltarbejde, hvor vi skrev feltnoter, tog fotos og lavede enkelte lyd- og videooptagelser.

Jeg blev hurtigt fascineret af vuggestuebørnenes mangefacetterede sproglige og kommunikative repertoire. 0-3-årige børn kommunikerer ikke alene og primært gennem talte ord, men i høj grad også gennem bevægelser, kropslige handlinger, blik, mimik og et bredt spektrum af lyde, der ikke nødvendigvis lader sig koble til kendte sprog. Denne bredspektrede kommunikation er fascinerende, men også besværlig og udfordrende at få greb om som forsker. Måske er det én af grundene til, at vi i Danmark har langt mere forskning fra skoler og børnehaver end fra vuggestuer? Denne mangel på viden er imidlertid problematisk, for som samfund har vi naturligvis også brug for forskningsviden om hverdagens pædagogiske praksis i vuggestuen, og vuggestuebørn har også krav på at få deres stemme hørt. Men hvordan gør man det?

Interviewet som forskningsmetode

Interviewet er et oplagt metodisk greb, når man ønsker at give deltagere i felten stemme. Forskningsinterviewet er blandt de mest udbredte kvalitative forskningsmetoder, og der er bred enighed om, at interviewforskning kan give vigtige indsigter i menneskers livsverden. I hvert fald så længe der er tale om voksne, der interviewer andre voksne. Når det gælder interviews med børn, synes både meninger og erfaringer mere delte, og der peges blandt andet på etiske og analytiske udfordringer: Er det etisk forsvarligt at placere børn i den asymmetriske magtrelation, som en voksen-barn-samtale udgør? Kan børn meningsfuldt give samtykke til at indgå i et interview? Kan vi stole på det, som børn siger i en interviewsituation? Hvilke analytiske konklusioner kan vi tillade os drage på baggrund af interviews med børn?

Interviews med vuggestuebørnene var ikke en del af det oprindelige forskningsdesign, men efter nogle måneders feltarbejde i vuggestuen begyndte jeg at spekulere over, om vores rygradsudelukkelse af børneinterviews var en forhastet beslutning? Jeg ønskede at komme tættere på vuggestuebørnenes sprog og kommunikation, end det umiddelbart var muligt gennem observationer på stuen, og jeg var nysgerrig på, om det gennem en interviewlignende samtale ville være muligt at få adgang til børnenes refleksioner over hverdagslivet i vuggestuen. Derfor besluttede jeg mig for at eksperimentere med at udvikle et format for interviews med vuggestuebørn. 

(Mini-)livsverdensinterviews med billedbog som afsæt

Metodisk kan interviewene betegnes som semistrukturerede (mini-)livsverdensinterviews, der dels sigtede mod at udforske vuggestuebørnenes sprog og kommunikation og dels at søge indsigt i deres refleksioner over hverdagen i vuggestuen. Med så små børn kræver det et konkret og genkendeligt afsæt, gerne visuelt. Jeg valgte at tage udgangspunkt i billedbogen En dag i vuggestuestuen Smørklatten (Gyldendal, 2007); en stor pegebog i A4-tværformat med farverige illustrationer af genkendelige hverdagssituationer i en vuggestue.

Interviewene tog afsæt i en vejledende og løst struktureret interviewguide. Først opfordrede jeg børnene til at bladre gennem bogen og fortælle om, hvad der sker. Herefter havde jeg lamineret nogle uddrag fra bogen, som børnene kunne vælge mellem, og som vi snakkede ud fra: Hvad laver de her? Hvad siger pædagogen mon til pigen her? Til sidst havde jeg forberedt nogle perspektiverende spørgsmål, der bevægede sig fra bogens konkrete situationer til børnenes egne oplevelser og vurderinger: Hvad kan I allerbedst lide at lave i vuggestuen? Hvad er det værste? Hvorfor skal man egentlig gå i vuggestue?

Jeg gennemførte i alt tre interviews; et parinterview med Sif og Lulu på henholdsvis 30 og 31 måneder, et med Daniel på 26 måneder og et med Thor på 19 måneder. Børnene var udvalgt i samråd med pædagogerne – primært med tanke på, at det skulle være børn, som vi formodede ville have lyst til at indgå i denne form for samtale med mig som en voksen, som de på dette tidspunkt kendte relativt godt efter flere måneders feltarbejde. Det var derfor ikke nødvendigvis de verbalsprogligt stærkeste børn, der blev interviewet.

Fleksibilitet og improvisation

Ikke overraskende viste det sig nødvendigt i vid udstrækning at improvisere og følge børnenes initiativer snarere end interviewguiden. Interviewet med Daniel tog først for alvor fart, da jeg lagde bogen til side og i stedet tog et sæt laminerede billeder af forskellige transportmidler frem – en udvidelse, som en af pædagogerne havde foreslået og forberedt.

Med introduktionen af billeder af busser, biler, cykler og fly udviklede interviewet sig fra en lettere træg voksenstyret samtale til en energifyldt og legende flersproget snak om transport til lands og i luften. Daniel lod billederne af biler og cykler køre på bordet og flyene flyve rundt i luften og demonstrerede pludselig et hidtil uset differentieret ordforråd – ikke alene på dansk, men også på det sprog, han primært talte hjemme. Daniels eksempel peger på vigtigheden af stor fleksibilitet og improvisation, når vuggestuebørn interviewes. Samtidig viser det, hvordan fleksibel brug af visuelt materiale i interviewsituationen gav adgang til dele af Daniels sproglige repertoire, som ikke umiddelbart var synlige (og hørbare) i observationerne på stuen.

Fleksibilitet var også nødvendig i planlægningen af interviewene. Hvor man med større børn eller voksne typisk har en interviewplan, der nøje angiver, hvem der skal interviewes hvornår, havde jeg ikke en fast plan. Interviewene fandt sted på en dag og et tidspunkt, hvor rytmen på stuen – og ikke mindst de aktuelle børns dagsform – tillod det, og i stedet for at følge en på forhånd fastlagt plan, holdt jeg mig klar til at interviewe i flere dage og slog til på de dage og tidspunkter, hvor pædagogerne og jeg selv vurderede, at det gav mening for de enkelte børn.

Kropslighed og sensitivitet

For at skabe rolige rammer om samtalerne fandt interviewene sted i et mindre lokale tæt på stuen – et lokale, som blandt andet blev brugt til kreative gruppeaktiviteter og af vuggestuens sprogvejleder. Rummet var kendt af mange børn i forvejen og blev forbundet med spændende aktiviteter væk fra stuen. Børnenes forældre var informeret om interviewene på forhånd, og jeg søgte aktivt børnenes samtykke på dagen ved at pege ned mod rummet og spørge dem, om de ville med mig derhen og snakke lidt? For at afmystificere situationen viste jeg dem også bogen, som vi skulle tale om, og fortalte, at jeg havde det videokamera med, som de kendte i forvejen fra mine observationer på stuen.

Både i denne hvervesituation og gennem interviewene gjorde jeg mig umage for at være opmærksom på og reagere på kropslige signaler om tvivl, usikkerhed og utryghed blandt børnene. I interviewet med Thor på godt halvandet år gav det sig udslag i, at interviewet godt nok startede som de øvrige interviews med Thor og mig på hver vores stol og det visuelle interviewmateriale på bordet foran os. Men fordi Thor fremstod urolig og potentielt utryg ved det arrangement, udviklede det sig til en improviseret stående snak, hvor jeg i stedet tog Thor op, vendte mig mod vinduet med ham på armen og talte med ham om, hvad vi kunne se ud ad vinduet.

Interviewet med vuggestuebarnet Thor udviklede sig til en improviseret stående snak om, hvad de kunne se ud ad vinduet.

Eksemplet viser, hvordan interviews med vuggestuebørn har en vigtig kropslig dimension. Det handler ikke alene som i Thors tilfælde om omsorg og tryghedsskabelse gennem kropslig kontakt, men også om, hvordan børnenes egen kropslighed er med til at forme interviewet. Mens Sif og Lulu selv kunne kravle op på de taburetter, som de sad på under interviewet og dermed også selv kunne lade sig glide ned fra stolene og gøre det klart, hvornår deres tålmodighed med det siddende interview var opbrugt, var både Daniel og Thor afhængig af min hjælp til at komme op og ned ad stolene.

Interviews med vuggestuebørn fordrer således en udvidet kropslig opmærksomhed og sensitivitet hos intervieweren og indbyder til et bredere repertoire af kropslig interaktion mellem interviewer og interviewperson, end det typisk er tilfældet, når større børn, unge og voksne interviewes. Mens nær kropslig kontakt mellem interviewer og interviewperson i andre sammenhænge ville kunne tolkes som uetisk, upassende eller uprofessionelt, vil det i et interview med vuggestuebørn ofte være udtryk for præcis det modsatte.

Babyer og store børn

Afslutningsvis vil jeg give et eksempel på, hvordan et interview med vuggestuebørn konkret kan udfolde sig, og hvordan det kan give indsigt i vuggestuebørns perspektiver på hverdagsliv i vuggestuen. Uddraget herunder stammer fra interviewet med Sif og Lulu, der i sidste del af interviewet er vendt tilbage til en toiletscene i bogen, hvor man ser en pædagog og tre vuggestuebørn i forskellige aldre: et lille barn siddende på gulvet med sut, et mellemstort barn på puslebordet med pædagogen og et stort barn på toilettet.

Sif: Babyer! (peger på det mindste barn)
Line: Babyer, ja. Har vi babyer inde på stuen?
Sif: Det har vi. (bekræftende tonefald)
Line: Ja, hvem er babyerne inde på stuen?
Sif: Det er Buster og Ida.
Line: Buster og Ida, de er babyer. Hvad med Emily?
Sif: Hun er også baby.
Line: Hvad med Sif og Lulu?
Sif: Nej!
Line: Ej, I er da slet ikke babyer overhovedet. Nejnejnej, skørt. Hvad med Otto?
Sif: Han er også en baby.
Line: Er han også en baby?
Lulu: Neeeeeej!
Sif: Jo!
Line: Du synes ikke helt, han er baby? Synes du, han er stor? (kigger på Lulu)
Lulu: Ja. (nikker bekræftende)

Indtil vi når til Otto, er der rørende enighed mellem pigerne om, hvem der er henholdsvis ’babyer’ og ’store børn’. Men da Otto kategoriseres som ’baby’ af Sif, protesterer Lulu kraftigt og kategoriserer ham i stedet (med min hjælp) som ’stor’. Denne pludselige uenighed mellem pigerne er interessant, ligesom det er interessant, at det netop er Otto, veninderne bliver uenige om.

Aldersmæssigt er Otto næppe en baby – han er kun nogle måneder yngre end Sif og Lulu. Fysisk er han væsentligt højere end især Lulu og utvivlsomt stærkere end dem begge. Men motorisk er Otto udfordret, og han siger ganske lidt, er svær at forstå og har tilsyneladende også selv ofte svært ved at forstå. Som vuggestuebarn er Otto således udfordrende at kategorisere, og det er ikke mærkeligt, at det lige præcis er ham, pigerne bliver uenige om. Otto udfordrer tilsyneladende pigernes begyndende forståelser af, hvad der gælder som markører af baby- og storbarnsstatus blandt vuggestuebørn, og hvordan disse markører vægtes. Forhandlingen i interviewet giver således et interessant og sjældent indblik i dynamikker og hierarkier blandt vuggestuebørn. Samtidig står det klart, at viden fra interviews med vuggestuebørn ikke kan stå alene, men må ses i samspil med viden fra fx observationer.  

Tilbage til det indledende spørgsmål: Kan man interviewe vuggestuebørn? Med afsæt i mine egne erfaringer med at interviewe vuggestuebørn, en elastisk forståelse af vuggestuebørns sprog og kommunikation og metodiske pointer om børneinterviews har jeg i denne forskerklumme argumenteret for, at svaret er JA. Interviews med vuggestuebørn fungerer på andre præmisser end interviews med voksne, og de kræver stor sensitivitet og fleksibilitet i planlægning og gennemførelse af interviewene og varsomhed i analysen af interviewmaterialet. Men det er først og fremmest dybt meningsfuldt, fuldt etisk forsvarligt og fantastisk inspirerende at interviewe vuggestuebørn!