Bevægelse i læseundervisningen er ikke en pause fra læring – det er læring

I mange år har vi tænkt læring som noget, der foregår fra halsen og op. Men børn oplever verden med hele kroppen. De leger med kroppen. De udforsker med kroppen. De er kreative med kroppens bevægelsesmuligheder. De lærer med kroppen.

Derfor bør det måske ikke overraske os, at kroppen også kan være en nøgle til den begyndende læsning.

Nye undersøgelser viser, at alt for mange børn stadig kæmper med de mest grundlæggende læsefærdigheder. Det gør opgaven i indskolingen vigtigere end nogensinde. Hvis vi ønsker at give børn en stærk start på deres læseliv, skal vi lære dem om koblingen mellem bogstaver og lyde.

For når børn får lov til at lære med både hoved og krop, som samtidig stimulerer deres naturlige evne for bevægelse, så åbner der sig muligheder, som vi måske først lige er begyndt at forstå.

De første studier

For mere end 10 år siden begyndte vi at undersøge, om bevægelse kunne hjælpe børn med at lære matematik. Det lyder måske umiddelbart som en lidt sær sammenkobling. Hvad skulle løb, hop og bevægelser have med tal og regnestykker at gøre? Men resultaterne var svære at ignorere.

I vores studier så vi, at elever, som arbejdede med matematik gennem bevægelse, udviklede en større faglig fremgang i matematik end elever, der modtog traditionel undervisning. Det interessante var ikke blot, at børnene bevægede sig. Det afgørende var, at bevægelsen var integreret i selve læringen. Kroppen blev ikke brugt som en pause fra undervisningen – den blev en del af undervisningen.

Det fik mig til at stille et nyt spørgsmål. Hvis bevægelse kan understøtte matematik, kan den så også understøtte læsning?

Fokus på læseundervisningen

Spørgsmålet var langt fra oplagt. Hjernen bearbejder matematik og sprog gennem forskellige netværk. Derfor kunne man ikke blot antage, at en effekt på matematik automatisk ville overføres til danskfaget. Men netop derfor var spørgsmålet interessant.

Det blev begyndelsen på PLAYMORE-projektet – Play-Based Motor-Cognitive Training for Improved Reading.

Vores ambition var at forstå, om bevægelse kunne understøtte nogle af de grundlæggende byggesten i læseudviklingen. Ikke mindst ønskede vi at undersøge, om vi kunne hjælpe børn til at knække læsekoden tidligere.

Fonemkendskab er vigtigt

Inden vi gik i gang, gennemgik vi den eksisterende forskning. Overraskende nok fandt vi kun relativt få studier, der havde undersøgt sammenhængen mellem bevægelse og læseindlæring. Til gengæld stod én ting klart: Fonemkendskab – altså forståelsen af bogstavernes lyde – spiller en afgørende rolle for børns læseudvikling.

Jo bedre børn forstår lydene i sproget, desto lettere bliver vejen ind i læsningen. Derfor begyndte vi dér. Vi udviklede et system, som vi kaldte bevægelsesfonemer. Ideen var enkel, men byggeklodserne bag var komplekse. Hvert bogstav og dets tilhørende lyde blev koblet til en unik bevægelse. Ikke bogstavet, men lyden. Det er en vigtig forskel. På denne måde får alle lyde en signatur bevægelse.

På dansk kan bogstavet "a" eksempelvis lyde forskelligt i ordene appelsin og ananas, og her er det samme bogstav forbundet med flere forskellige bevægelser. Et andet eksempel er bogstavet "e" som har tre forskellige lyde som i ordene: fe, forskel og skole. I dette tilfælde har bevægelserne en signatur, der referer til tonelejet. De tre ”e-”lyde har et højt toneleje (i fe), et mellem tone-leje (i forskel) og et dybt tone-leje (i skole). Den høje ”e”-lyd i fe har samtidig en relation til mundens bevægelser, så hænderne er i mundhøjde og følger kinderne udad idet, man siger ”e”-lyden (=[e]). Hænderne er placeret oppe i fe, og dernæst følger en relationel sammenhæng, for så er hænderne placeret på skuldrene i forskel og helt nede i skole, hvor tone-lejet er dybt nede. Hændernes placering følger altså tone-lejet. Se e-logikken i illustrationen nedenfor.

Andre bogstaver følger lignende og andre logikker, men det er lyden, der får en unik signatur bevægelse. Eksempelvis deler ”c” og ”s” samme bevægelse i citron og slange, fordi de har samme lyd. Målet var at skabe et system, hvor kroppens bevægelser kunne være med til at repræsentere sprogets lydsystem.

Men der var et andet princip, som viste sig mindst lige så vigtigt. Børnene skulle selv udføre bevægelserne, imens de sagde lydene. Det er ikke nok at se andre gøre det. Når børnene selv bevæger sig, aktiveres læringsprocesserne på en anden måde. Bemærk på illustrationen nedenfor at både lærer og elever laver bevægelserne. Det er vigtigt, at eleverne selv udfører bevægelsesfonemerne, og at læreren også gør det således, at eleverne kan spejle sig i det. Vi så gang på gang, hvordan børn, der havde svært ved at huske alle lydene, kunne genkalde sig bevægelserne. De kunne måske ikke umiddelbart forklare forskellen på de to lyde af bogstavet "a", men de kunne huske, at der var to forskellige bevægelser. Kroppen fungerede som en slags hukommelsesstøtte. Det var fascinerende at observere.

Baggrunden for forskningen

Gennem årene gennemførte vi en række undersøgelser i både 0., 1. og 2. klasse. Vi udviklede forskellige versioner af systemet. Nogle aktiviteter brugte kun arme og hænder ved bordet, mens andre involverede hele kroppen med større bevægelser. Vi var nysgerrige på, om læringseffekten afhænger af bevægelsens omfang, altså store bevægelser der fylder meget i rummet overfor mindre bevægelser, der ikke kræver stort rumfang.

På den ene side kan store kropslige bevægelser være lettere for mindre børn at opfatte og skelne imellem. På den anden side stiller de større krav til barnets motoriske ressourcer. Små håndbevægelser kan derimod være lettere at integrere i undervisningen og kan i visse situationer opleves som mindre kognitivt krævende. Dette skyldes blandt andet, at de primært aktiverer de motoriske områder i hjernen, der styrer hænder og fingre. Disse områder optager en relativt stor del af hjernebarken, og finmotoriske bevægelser involverer derfor omfattende neurale netværk. Da koordineringen af hænder og fingre er en central del af hverdagens aktiviteter og ofte er velindarbejdet, kan sådanne bevægelser opleves som mindre krævende end større, mere komplekse kropslige bevægelser.

Som ofte i forskning viste virkeligheden sig at være mere nuanceret end de enkle svar.

Men én ting gik igen i alle vores studier: Børnene lærte mere.

Bevægelse understøtter alle og ikke kun de fagligt svageste

I samtlige undersøgelser sammenlignede vi med kontrolgrupper, der modtog almindelig undervisning, hvor eleverne anvendte blyant og papir i undervisningen. Det betyder, at de effekter, vi fandt, ikke blot skyldes, at børn generelt bliver dygtigere med tiden, men at effekten var større med bevægelse i undervisningen sammenlignet med effekten ved almindelig undervisning.

I et af vores projekter med børn i 0. klasse så vi, at otte ugers arbejde med kropsfonemer gav en forbedring i fonemkendskab, som svarede til omtrent et halvt års skoleudvikling. Kontrolgruppen rykkede sig også – naturligvis gør børn det, når de går i skole – men ikke i nær samme omfang.

I 1. klasse fandt vi noget andet spændende. Her forbedrede børnene deres stavefærdigheder, men ikke deres læsefærdigheder. Det fortæller os, at sammenhængen mellem bevægelse og læring ikke nødvendigvis er enkel. Nogle danskfærdigheder lader til at profitere bedre af den motoriske understøttelse end andre.

Samtidig undersøgte vi, om effekten var størst hos de fagligt svageste elever. Det kunne man måske have forventet. Men sådan forholdt det sig ikke.

De dygtige børn forbedrede sig faktisk lige så meget som de mindre dygtige børn. Det var overraskende. Vi havde på forhånd frygtet en slags loftseffekt, hvor de stærkeste elever ikke længere havde meget at hente. Men resultaterne viste, at bevægelse ikke kun er et redskab til at hjælpe de elever, der kæmper. Det er et redskab, som potentielt gavner alle.

Her illustreres en skole, hvor der i klassen arbejdes med bevægelsesfonemer for de tre ”e”-lyde. (Tegnet af Benni Schouw Andreasen).

Sammenfatning af mange studier

Når jeg i dag ser tilbage på de mere end ti studier, vi har gennemført i PLAYMORE, er der især tre ting, jeg tager med mig.

1. Alle børn ser ud til at have glæde af en meningsfuld integration af bevægelse i undervisningen.
2. Kvalitet er vigtigere end kvantitet.

Kvaliteten af bevægelsen og dens tilknytning til fagligheden er vigtigere end en masse bevægelsesaktiviteter, som ikke har faglig forankring. Mange forbinder stadig bevægelse i undervisningen med små udstrækningspauser, brain breaks med kognitivt udfordrende bevægelsesaktiviteter eller simple aktivitetsformer, hvor eleverne bevæger sig på forskellig vis i lokalet. Det kan bestemt have værdi. Børn har brug for variation og pauser. Men hvis målet er faglig læring, er det noget andet, der gør forskellen.

Den største effekt opstår, når bevægelsen er tæt forbundet med det faglige indhold. Bevægelsen og det faglige skal hænge meningsfuldt sammen. Og børnene skal selv udføre bevægelserne!

3. Læring må nogle gange gå langsommere for at gå hurtigere på sigt.

Det kan tage lidt længere tid at introducere et emne med eller gennem bevægelse, da eleverne selv skal op af stolen og arbejde med bevægelsesfonemerne på andre måder end de klassiske læringstilgange. Men over uger og måneder ser vi ofte, at børnene opnår en dybere forståelse, ved at de bedre forstår nuancerne ved skriftsproget og husker det lærte bedre over tid. De bygger altså et stærkere fundament, og det giver bedre muligheder for bedre progression senere.

Måske er det netop her den vigtigste pointe ligger.