Klassen er også et skrivemiljø
Endeløse plakater fra forlag … elever, der ikke kan huske, hvad de var i gang med sidst, de havde faget … og elever, der spørger om det samme igen og igen …
Når væggene i klasselokalet bliver brugt til elevernes aktuelle produkter og lærerens udvalgte fagbegreber, bliver hele rummet en læringsressource, som både elever og lærere kan trække på. I denne artikel fortæller vi om erfaringer fra projektet Lolland skriver med at omforme klassen til et stort lærings- og skrivemiljø. Du vil blive præsenteret for spillet Klassens skrivemiljø, som gennem samtaler og billeder støtter lærere i at omforme klassens læringsmiljø. Spillet er oplagt at spille med dit team.
Spillet Klassens skrivemiljø
Klassens skrivemiljø er et samtaleredskab, der kan støtte teamets samtale om det skrivemiljø, I har skabt – og vil skabe – i jeres klasse.
I spillet gennemfører man en struktureret samtale af ca. en times varighed, der fordeler sig på tre runder. Alle fra teamet deltager i samtalen, der enten gennemføres i de lokaler, hvor I til dagligt er sammen med eleverne, eller baseres på fotos af klasselokalet og områderne omkring det. Det er vigtigt, at man enten er i klassen eller har taget rigtig mange billeder af det. I vil skabe flere ideer, hvis I ikke kun forsøger at huske, hvordan lokalet ser ud. Teamet vælger en game master, der styrer diskussionen og sørger for, at alle kommer til orde, og overholder tiden i de følgende tre runder:
1. runde: Observér og reflektér
Varighed: maks. 30 minutter
Anvend skema 1 i spillet
I denne fælles observations- og refleksionsrunde udfylder game masteren samtaleskema nr. 1. Skemaet udfyldes samtidig med, at hele teamet enten bevæger sig fysisk rundt i klassen eller sammen kigger på fotos af lokalet og sammen observerer og reflekterer over skrivemiljøet.
2. runde: Kortspil på tid
Varighed: ca. 10 minutter
I denne runde spilles et kortspil i hurtigt tempo. Spilrunden har til formål at igangsætte en diskussion, som uddybes og følges op i runde 3.
Samtalekortene understøtter lærernes diskussion.
Game masteren lægger spillepladen på bordet, fordeler spillekortene ligeligt mellem deltagerne og indleder spillet ved at sige sætningen på spillepladen: "Vi har et godt skrivemiljø i klassen".
Herefter lægger deltagerne på skift et kort på spillepladen og siger det, som står på kortet. Nogle kort skal man læse ordret op, andre skal man selv formulere sætninger ud fra. Hvis der eksempelvis står "Inddrag elevernes perspektiv", skal man selv formulere noget om det.
Det går ikke efter tur, og det gælder om at komme af med sine kort så hurtigt som muligt. Man kommer kun af med sine kort, når man tager ordet. Runde 2 er slut, når alle er kommet af med deres kort, eller der er gået ti minutter.
3. runde: Sæt ord på handling
Varighed: maks. 30 minutter
Anvend skema 3 i spillet
Skemaet fra runde 1 og spillet fra runde 2 satte en samtale i gang, som alle deltog i. Nu skal teamet diskutere videre ud fra spørgsmålet: "Hvordan kan vi forbedre skrivemiljøet i vores klasse?"
I skal her forholde jer til klassens skrivemiljø og gøre brug af egen faglig viden, egne erfaringer, jeres kendskab til eleverne, jeres fag samt pædagogiske og didaktiske mål. Mens I diskuterer, udfylder I skema nr. 3. Spilrunden har til formål, at teamet beslutter sig for nogle fælles ændringer af skrivemiljøet i klassen.
Seks gode grunde til at bruge klassen som skrivemiljø
- Læringsmotiverende omgivelser fremmer elever og læreres interaktion med fag og sprog.
- Klassens vægge bliver ’en ekstra underviser'.
- Eleven kan få hjælp i de fysiske omgivelser i stedet for at spørge læreren.
- Væggene minder eleverne om, hvad de er i gang med at lære.
- Rummet støtter arbejds- og læringsprocesser.
- Forlagenes plakater er ofte generelle og ikke tilpasset det aktuelle læringsrum og tema.
Læs mere:
Brok, L.S. (2017). "Vores literacymiljø": et samtalebaseret refleksionsredskab til indskolingsteamet. Viden om Literacy, 22, 90-96. /media/2216/22_lene-storgaard-brok.pdf
Krogh, E., & Hobel, P. (2020). Skrivning er tænkningens værktøj. Børne- og Undervisningsministeriet. https://emu.dk/stx/paedagogik-og-didaktik/skriftlighed/skrivning-er-taenkningens-vaerktoej
Skriv dig til læring i alle fag. Artikel på videnomlaesning.dk
_____________________________________________
Tekst: Lise Overgaard Nielsen
Redaktion og opsætning: Ida Wendelboe Hansen
Billeder: Pernille Hargbøl Madsen, Bonnie Vittrup, Peter Heller Lützen og Lise Overgaard Nielsen
December 2024