Aktuelt
Tekstforståelse styrkes med tekstsamtaler
Elever med generelle indlæringsvanskeligheder eller autisme kan lære at blive bedre til at forstå de tekster, de læser med strukturerede tekstsamtaler.
Det viser resultaterne fra det afsluttede projekt Strukturerede tekstsamtaler, som Nationalt Videncenter for Læsning i perioden 2013-2015 har stået bag, med Lis Pøhler som projektleder.
Projektet var støttet af Trygfonden, NordPlus Horisontal samt Undervisningsministeriet.
To metoder til tekstforståelse
I det forskningsbaserede projekt har man afprøvet to metoder til at styrke tekstforståelsen for 13-16-årige elever med generelle indlæringsvanskeligheder eller autisme: Læserollemetoden og Stil-spørgsmål-metoden. Lis Pøhler uddyber:
- Vi kalder det for Læserollemetoden, da eleverne lærer at indtage forskellige roller, når de læser teksten i form af at forudsige, stille spørgsmål, afklare og opsummere.
- De skal forudsige, hvad næste afsnit i teksten vil handle om, stille spørgsmål til noget, der undrer dem i teksten, finde forklaring på nye ord i teksten og endelig skal de sammenfatte teksten til sidst.
- Stil-spørgsmål-metoden sætter fokus på at udvikle elevernes forudsætninger for både at kunne besvare og stille spørgsmål til teksten på flere niveauer: finde konkrete informationer på linjen, kombinere informationer fra flere steder i teksten, inferere og reflektere.
Teksterne
Begge metoder er blevet anvendt i gruppesamtaler på 20 minutter mellem en lærer og cirka fire elever om en kort tekst.
I projektet er valgt korte tekster, som hovedsagelig består af nyheder hentet fra aviser.
- Det er sådanne tekster eleverne vil møde i deres dagligdag, når de forlader skolen, forklarer Lis Pøhler.
- Nogle tekster har emner, som må forventes at appellere direkte til 13-16 årige, andre vil nok ikke. Men sådan vil det jo også være, når man læser nyheder i dagligdagen.
- I arbejdet med korte tekster i en meget struktureret form belastes elevernes arbejdshukommelse ikke unødigt. Samtidig gør de korte tekster det muligt for lærer og elever at komme tæt på detaljer i teksten. Detaljer som måske ville være blevet overset, hvis tekstmængden er for stor.
Signifikant fremgang i tekstforståelse
De to elevgrupper viste signifikante fremgange på visse mål. Lis Pøhler præciserer:
- For elever med autisme var der signifikant fremgang på læse- og lytteforståelse, mens der, for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, var signifikant fremgang på lytteforståelse og ordidentifikation.
Elevernes udvikling blev målt med almene læseprøver og ikke med prøver, som er designet direkte til måling af de kompetencer, som er udviklet i projektet.
Om projekt: Strukturerede tekstsamtaler
Strukturerede tekstsamtaler er et projekt, der blev gennemført fra 2013 til 2015.
70 elever fra Danmark, Finland og Sverige deltog i projektet. Eleverne var mellem 13 og 17 år og havde enten generelle indlæringsvanskeligheder eller autisme. Enkelte elever havde begge diagnoser.