Aktuelt
Sprogfokus giver faglig læring
For nogle elever kan ord som ”fortætning” og ”bearbejdelse” være uforståelige fagtermer, der gør, at de ikke forstår den tekst, de læser.
For at forhindre det helliger lærere på Strandgårdskolen i Ishøj kommune nu fagsproget en helt særlig opmærksomhed. Det sker via projektet ”Sprog giver faglig læring”, hvor de, ud fra den internationalt anerkendte metode: Lesson Studies, sammen vil udvikle og evaluere undervisning med fokus på fagsprog.
Bag projektet står Ishøj Kommune. Tilknyttet er fagkonsulenter fra Nationalt Videncenter for Læsning og den anerkendte læseforsker Elisabeth Arnbak fra Aarhus Universitet.
Sprogligt fokus har sat en god udvikling i gang, der skal fortsætte
- Strandgårdskolens elever har gennem de sidste 10 år oplevet en markant progression i deres resultater ved test og prøver, hvilket blandt andet skyldes skolens indsats i forhold til sprog, læsning og skrivning i alle fag, fortæller Marianne Gjelstrup, læse-skrivekonsulent i Ishøj Kommune og projektleder.
- På trods af disse tiltag og de relative fremskridt er der dog stadig et massivt behov for at løfte elevernes ordkendskab og sprog.
- Derfor glæder vi os til at være med i dette projekt, som vil gøre eleverne på Strandgårdskolen bedre til at forstå de tekster de læser, og så er jeg da stolt over at vi er med i et projekt, der også kan gavne alle elever i Danmark, når vi skal dele ud af vores erfaringer.
Lesson Studies som metode
Charlotte Reusch, faglig konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning, glæder sig også til at gå i gang med projektet. Om metoden Lesson Studies, fortæller hun:
- l Lesson Studies udvikler lærere sammen en række mini-lektioner, der sætter fokus på arbejdet med de fagord, der er vigtige for at lære det nye stof i et fag. Mini-lektionen afprøver læreren i sin klasse, mens en eller flere kolleger observerer. Efterfølgende evaluerer lærerne aktiviteten sammen, hvorefter en ny lærer prøver aktiviteten af.
- På den måde gentages og forfines aktiviteten hele tiden, alle deltager og alle får erfaringer i praksis. Det sikrer, at der skabes et fælles fokus på fagsprog og et fælles sprog om fagsprog, som medvirker til at kvalificere undervisningen i alle fag.
Om projekt: Sprog giver faglig læring
Projekt ”Sprog giver faglig læring” på Strandgårdsskolen i Ishøj kommune er støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gennem Pulje til lokal udvikling og kapacitetsopbygning af den nye folkeskole
Projektet igangsættes i juni 2016 og afsluttes august 2017 og løber således over et helt skoleår.