Aktuelt
Centeret øger sit fokus på skriftsprogsvanskeligheder
Nationalt Videncenter for Læsning øger nu sit fokus på skriftsprogsvanskeligheder, ordblindhed og læse- og skriveteknologi. Derfor er en ny, stærk kapacitet inden for området blevet tilknyttet centeret – lektor, ph.d. Helle Bundgaard Svendsen.
Helle Bundgaard Svendsen arbejder til dagligt på læreruddannelsen i Nørre Nissum (VIA University College), hun underviser på læsevejlederuddannelsen og har bl.a. udviklet læremidler til elever med læsevanskeligheder.
Viden om ordblindes læse- og skrivestrategier
I december 2016 forsvarede Helle Bundgaard Svendsen sin ph.d.-afhandling om teknologibaseret læsning og skrivning i folkeskolen – et område hun fik interesse for gennem sin egen praksis.
Hun fortæller:
- Her i Nørre Nissum har vi en HF-afdeling, hvor jeg for 11 år siden var med til at starte et særligt HF-tilbud til ordblinde. Når jeg underviste dem i dansk og så dem læse og skrive, kunne jeg se, at de brugte nogle helt andre strategier end de øvrige elever, og derfor havde brug for en anden form for vejledning.
Selvom praktikerne inden for området er gode til at videndele med hinanden, manglede der forskning om emnet, og derfor besluttede Helle Bundgaard Svendsen sig for selv at lave en ph.d.
I sit ph.d.-projekt tog hun dels udgangspunkt i unge ordblinde, der er superbrugere inden for læse- og skriveteknologi. Dels i praksiseksperters – dvs. underviseres – didaktiske refleksioner over, hvordan man bedst underviser elever med skriftsprogsvanskeligheder.
Hun forklarer:
- Med afsæt i disse to gruppers erfaringer udviklede jeg et didaktisk design til danskfaget i 4. klasse med det formål at få elever med skriftsprogsvanskeligheder til at opnå bedre strategier i forhold til læse- og skriveteknologi.
Helle Bundgaard Svendsen har siden formidlet sit ph.d.-projekts indhold og konklusioner i både forskningsartikler, undervisningsmateriale og formidlende tekster. Desuden har hun medvirket til produktionen af 4 små film om unge ordblinde rollemodeller.