Aktuelt
Tre nominerede til ny litteraturformidlingspris
Hvem skaber nye rammer for litteraturen, samarbejder på tværs af det litterære miljø og rækker ud til nye læsere? Det gør Nanna Damsgaard-Larsen, Rachel Röst og Vibeke Johansen, der alle er nomineret til en ny Blixenpris.
Det er Dansk Forfatterforening, Danske skønlitterære Forfattere, Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og Litteratursiden som står bag prisen, som omkring 100 kandidater var indstillet til.
Stærkt felt af litteraturformidlere
Både boghandlere, bibliotekarer, kritikere, litteraturjournalister og undervisere fra folkeskoler til universiteter, som i deres daglige møde med læsere har et smittende engagement og inspirerer folk til at læse, var blandt de mange indstillede kandidater.
Feltet viser, at mange litteraturformidlere med stor succes har skabt - og fortsat arbejder med at udvikle - nye og originale rammer for litteraturformidlingen. Mange bringer litteraturen ud i nye omgivelser, uden for institutionernes velkendte rammer og formår at løfte litteraturen nye, overraskende steder hen og når på den måde ud til nye grupper af læsere. Desuden har en del af de indstillede kandidater samarbejdet på tværs af det litterære miljø og med involvering af mange forskellige aktører om formidling til en bred kreds.
Netop disse kendetegn har juryen lagt vægt på i bedømmelsen, og de tre nominerede udmærkede sig ved at være de stærkeste kandidater. Derudover er alle tre blevet indstillet af flere forskellige aktører, både af folk der arbejder professionelt med formidling og af almindelige læsere.
Tema om Blixenpriserne
Bag den nye pris 'Årets indsats for litteraturformidling' står Dansk Forfatterforening, Danske skønlitterære Forfattere, Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og Litteratursiden.
Prisen er på 30.000 kroner og overrækkes den 19. maj 2017 i Den Sorte Diamant i København sammen med 13 andre priser, der alle er sat i verden for at hylde litteraturen og litteraturbranchen.