Booktalks

”Børn skal kun læse noget, de synes, er spændende”

”Ofte kommer forældre ned til os på biblioteket og siger: "Jeg har en søn på 10, og han skal læse noget i skolen." Og så havde det bare virkelig været fedt, hvis sønnen på 10 havde været med. Så kigger jeg forældrene dybt i øjnene og håber, de forstår, at børn kun skal læse noget, de synes er spændende.” Julie Ottosen er børnebibliotekar på Vanløse Bibliotek, og hun brænder for at skabe møder mellem børn og god litteratur. Hun har over det sidste års tid været en del af projektet Lyst til læsebånd, et samarbejde mellem Nationalt Videncenter for Læsning, Tænketanken Fremtidens Biblioteker og skoler i ni kommuner.

Julie læser mange børne- og ungdomsbøger. Virkeligt mange, faktisk. Julie læser ca. 400 bøger om året. I dag skal vi tale sammen om de booktalks, som Julie tilbyder elever på skoler i Vanløse.

Hvad er booktalks?

Julie forklarer, hvordan en booktalk foregår: ”Hos os fungerer det sådan, at børnene kommer ned og bliver sat på en trappe. Foran dem står et bord fyldt med masser af bøger, som vi kender, har læst og føler for at snakke om. Det er bøger fra alle genrer - fantasy, sci-fi, krimi, gys, tegneserier, fagbøger - et bredt udvalg og alle de nyeste bøger sat lækkert op. Så præsenterer vi bøgerne. Vi spørger først, om nogen har læst den bog, vi snakker om. Det er det allerbedste, når børnene anbefaler bøger til hinanden. Hvis en elev anbefaler en bog, så er der garanti for, at den bliver lånt bagefter. Og vi relaterer til bøger, som børnene allerede kender. Jeg har fx altid Arlo Finch- og Nevermoor-bøger med, fordi de minder om Harry Potter, men de er bare bedre.”

Julie leder efter en krog hos børnene, noget, de allerede kender, så de får mod på at gå ombord i en ny bog. ”Jeg spørger: kærlighed eller fantasy? Så får børnene lov til at vælge, hvor vi skal henad. I booktalks prøver vi at relatere noget i bøgerne til børnenes eget liv eller en anden historie, de har hørt, eller en film, de har set. Børn gider godt læse noget, som de har set på film, eller også går de direkte i gang med 2’eren i bogform. Og der er altid nogle af karakterernes personlighedstræk, som man kender fra sig selv. Fx præsenterer jeg Drengene af Jonas Kleinschmidt, som handler om en gruppe drenge. Der er fodboldtypen, ham den sjove, ham, der er udenfor osv. Når man spørger, om de kender nogle af de typer, så kan man se alle nikke.”

En booktalk ender dybt inde i biblioteket: ”Vi snakker, indtil børnene bliver urolige, så går vi lige en runde, så de ved, hvor bøgerne er, og så er der frit spil til at finde en bog at låne med hjem.”

Hvorfor skal læreren tage elever med til booktalk?

En booktalk er et møde med en autentisk læselysten rollemodel. Det duer ikke, medmindre man rent faktisk har læst alle de mange bøger, der appellerer til forskellige børns læselyst. Julie fortæller: ”Jeg har prøvet at stå og fortælle om en bog, jeg ikke havde læst. Det virker slet ikke. Børnene vil vide: Hvad gav bogen dig? Hvad følte du? Jeg skal kunne fortælle dem om min læseoplevelse, om jeg fx var helt forelsket i hovedpersonen, eller at jeg bare slet ikke kunne lægge bogen fra mig.”

Julie fortæller mig, at undersøgelser viser, at mor typisk er den, der finder ud af, hvad børnene skal læse. Og hun kender ikke altid det bedste. ”I en booktalk kan vi vise litteratur tilpasset børnenes alder, både hvad angår sværhedsgrad og indhold. Det skal være en succesoplevelse at læse, det skal være hyggeligt, og det skal berige barnets erfaringsverden. En nuttet forside kan snyde barnelæseren. Så er det rigtig fint med en voksen, der kan fortælle, at den handler altså også om en dreng, der får kræft og dør. Eller at du skal bare lige vide, at den også handler om incest eller selvmord. Mange ungdomsbøger snyder på den måde,” forklarer Julie.

Lærere forventes også at kunne styrke elevernes lystlæsning og tekstvalg. Men de kan ikke tilbyde det samme som Julie, og booktalks har vist sig at være et godt sted at samarbejde om elevernes lystlæsning. Julie fortæller om samarbejdet: ”Lærerne hører, hvad vi siger, og kan matche barn og bog med bibliotekets hjælp. Lærerne kender jo børnene og ved, hvad der optager dem.”

Men hos Julie kan børnene møde god litteratur i en anden ramme end skolens mere målrettede læseoplevelser. Booktalks er en knage, man nogle gange stiller frem, og booktalks kan være anledningen til at hoppe på igen, hvis man har mistet læselysten. Det er mødet med nogle bøger og med Julies forhold til bøger. Og børn og unge skal læse god litteratur. Julie forklarer hvorfor:

”Jeg er en hvid privilegeret heterokvinde, men gennem de bøger, jeg læser, er jeg sort, homo, trans, dragetæmmer, ridder, prinsesse… Og jeg forstår og kan sætte mig ind i, hvad det vil sige at være det. I bøger kan man sætte sig i en andens sted. Man kan få venner, miste venner, leve mange liv. Eller i et hverdagsperspektiv: Man kan sætte sig ind, hvad det betyder, når ens forældre er skilt, og man ikke ved, hvor man skal holde jul. Eller opleve at være enebarn. Man kan prøve det i en bog.”

"Jeg kommer aldrig til at lave en booktalk, hvor Ole Lund Kirkegaard er med"

Jeg spørger Julie, hvordan hun vælger bøger ud til en booktalk, og hvad hun vil anbefale lige nu.

Mette Vedsøs Hest Horse Pferd Cheval Love og Mette Eike Neerlins Hest, hest, tiger, tiger er nogle af Julies yndlingsbøger lige nu: ”Det er socialrealisme, men ikke på den måde, hvor alt er trist og gråt. Der er stadig håb. De er så gode, at de kan bruges i undervisningen, men samtidig håber man lidt, at de ikke bruges i undervisningen. For det ødelægger nogle gange læseoplevelsen lidt at analysere hver eneste side. De to bøger beskriver lige dér, hvor barnet går fra at være barn til teenager på en helt unik måde. Mette Vedsø skriver de korteste fineste sætninger, men der står så meget mellem linjerne. Det er til gengæld to bøger, eleverne ikke bare selv finder på hylden og tager, men noget, de skal præsenteres for.”

Julie lægger vægt på at præsentere både ny og ældre litteratur, mange genrer og stor mangfoldighed. ”Men der er bøger, jeg aldrig kommer til at have med i en booktalk. Jeg kommer aldrig til at lave en booktalk, hvor Ole Lund Kirkegaard er med. Jeg vil ikke præsentere noget, hvor alle pigerne er klamme og har lus. Hans bøger afspejler et forældet syn på, at piger og drenge ikke kan lege sammen. Vi skylder børnene, at litteraturen er bedre, end den har været. Ole Lund Kirkegaard havde sin tid. Nu skal det være mere inkluderende, fx har jeg jo aldrig klasser hernede, hvor der ikke er farvede børn. Det er træls kun at kunne præsentere bøger med hvide børn på forsiden,” fortæller Julie.

Julie vil hellere præsentere børnene for en bog som Angie Thomas’ The hate U give. Julie uddyber: ”Den handler om racisme, og hvordan det er at vokse op i det som teenager. Jeg siger til eleverne: I har sikkert hørt om Black Lives Matter. Hvis I vil vide mere om det, så læs her. Eller en bog som Simon vs. Verdens forventninger af Becky Albertalli, som handler om en homoseksuel dreng. Han er ikke sprunget ud endnu, for hvorfor skal han springe ud? Det kan alle de heteroseksuelle gøre. Efter en booktalk var flere drenge henne og kigge på den bog, og én af drengene lånte den med hjem, uden at nogen så skævt til ham. Børn og unge er interesserede i emner som racisme og andres seksualitet.”

Børn skal kun læse noget, de synes er spændende. Og det er der rig mulighed for, især hvis man får fat i en booktalker som Julie. Hvis du er lærer og vil høre mere om bøger til børn og unge, så anbefaler Julie, at du følger bogbloggere, biblioteker og børnebogspodcasts. Hvis du er bibliotekar, så råder Julie dig til at læse børnebøger: ”Det er noget af det fedeste litteratur, der findes, og det åbner verdener på ganske få sider.”

Du kan også hente en håndbog om lystlæsning i læsebånd og høre podcast med bl.a. Julie på vores projektsite om Lyst til læsebånd.

Rigtig god læselyst!