Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Lytte-læseplakat til forældre

Sammen med Thomas Roed Heiden, lektor ved UC Lillebælt, har Marianne Samuelsson Laursen, adjunkt ved UC Nord, udviklet en lytte-læseplakat henvendt til forældre til ordblinde børn. Marianne underviser i dansk på læreruddannelsen i Aalborg samt på ordblindelæreruddannelsen, men hun har tidligere både undervist ordblinde HF-elever og vejledt ordblinde universitetsstuderende, og hun kan se, hvor stor en forskel, det gør, når børn er blevet konstateret ordblinde tidligt. Tidlig konstatering betyder nemlig, at de fleste ordblinde børn får lært gode strategier i løbet af deres skolegang. Marianne forklarer: ”Jeg har mødt universitetsstuderende, der først bliver konstateret ordblinde på studiet, og så kan det være udfordrende at få implementeret gode strategier med læse- og skriveteknologi. Man skal have gjort det til en del af ens studier og hverdag at bruge det aktivt, fx når man læser lektier, skriver tekster, tager notater og løser opgaver i gruppearbejde. Derfor er det så vigtigt at støtte ordblinde børns læseudvikling i folkeskolen.”

Hvorfor sætte fokus på at lytte-læse?

Jeg spørger Marianne, hvorfor hun har valgt at lave en plakat om netop det at lytte-læse. Marianne forklarer: ”Ordblinde elever har vanskeligheder med at bearbejde og omkode fonologiske repræsentationer, hvilket har indvirkning på arbejdshukommelsens effektivitet. Det betyder, at de kan have sværere ved at bearbejde, forstå og huske det, de læser. Oplæsningsfunktionen er en måde at kompensere for de fonologiske vanskeligheder i afkodningen, og det kan frigive noget af den energi, de har brug for til at forholde sig til tekstens indhold. Med lyttelæsning kan ordblinde børn få adgang til den fag- og skønlitteratur, som børn uden læsevanskeligheder kan læse.”

Marianne uddyber: ”Selvfølgelig skal man stadig arbejde med de ordblindes afkodning, men det tager tid og kræfter, og det kræver støtte fra en lærer. Man kan altid lytte-læse, og man kan altså gøre det derhjemme. Og så kan man få adgang til alt det, de andre læser: Man kan læse i den fælles læsebog og andre lektier eller det, som kammeraterne læser og er optagede af, fx gamerlitteratur. Der ligger en enorm – og måske overset – resurse i at kunne (lytte)læse lige nu og her.”

Og det er ikke ligegyldigt, om børn lytter til podcasts eller oplæste tekster. Marianne understreger, at det er helt afgørende for alle børn at møde skriftsproget, hvad enten det er som oplæsning eller på papiret: ”Vi ved, at det at læse er med til at øge ordforråd og tekstkendskab og kendskab til skriftsprogets opbygning. Skriftsprog er meget mere ordrigt og komplekst end talesprog. Hvis ikke ordblinde børn og voksne får læst på grund af ordblindheden, hvorfra får de så erfaring med skriftsprogets opbygning, som er så meget anderledes end talesprogets?”

Tre måder at læse på

Plakaten er udviklet i projektet Læsesucces for ordblinde børn. I projektet arbejder man med tre kategorier af læsning:

  • At se-læse med øjnene (afkode)
  • At lytte-læse
  • At lytte-se-læse, som er en kombination af de to andre måder at læse på, hvor man følger med i teksten, samtidig med at man lytter til oplæsningen. Man kan så indstille oplæsningsprogrammet på forskellig vis, fx kan programmet highlighte det ord, den sætning eller det afsnit, der læses op.

Alle tre måder at læse på skal trænes af den ordblinde elev, men lyttelæsningen er som sagt den læsemåde, som kan foregå hjemme. Men Marianne tror ikke, at man skal nøjes med at give eleverne adgang til oplæste tekster og så regne med, at der bliver læst aktivt inde på børneværelset uden voksnes indblanding. Derfor sætter plakaten spot på lyttelæsningen derhjemme, hvor forældrene spiller en stor rolle for barnets engagement og strategier i læsningen.

Forældrenes rolle i lyttelæsningen

Netop forældrenes rolle er altså vigtig for succes med lyttelæsningen. Vi ved, at det har betydning for børns læseudvikling, at man har en fælles oplevelse af at læse sammen og at samtale om det, man læser. Forældrene udgør en meget stor resurse i forhold til at lave en struktur omkring det at læse, og de kan være med til at gøre det til en aktiv proces at læse med forståelse.

Marianne uddyber idéen med en enkelt instruerende plakat henvendt til forældre til ordblinde børn: ”Der findes mange materialer om læsning, plakater, pjecer og meget andet. Men vi ville gerne skabe et materiale, som ordblinde og ikke mindst deres forældre kan identificere sig med. Det var særligt vigtigt i projekt Læsesucces, som henvender sig til dobbelt udfordrede ordblinde, dvs. ordblinde, som kommer fra socialt udfordrede familier. Det kræver noget særligt af alle familier at lytte-læse sammen, men måske særligt for familierne i vores projekt. Derudover ved vi, at ordblindhed er arveligt, så nogle forældre til ordblinde børn er selv ordblinde. Derfor skulle materialet være let at gå til. Det skulle være overskueligt og ikke kræve for meget af alle parter.”

Overvågning af egen forståelse er særligt vigtigt, når eleven lyttelæser

Marianne forklarer, hvorfor det er særlig vigtigt at skabe struktur i læseprocessen, når man lyttelæser: ”Eleverne skal overvåge egen læsning og stoppe op undervejs. Og det er især vigtigt ved lyttelæsning, fordi når du støder på noget, du ikke forstår, så skal du opdage, at du mister forståelsen og finde tilbage til dér i oplæsningen, hvor det skete. Du har ikke teksten på skrift foran dig, så hvor mange minutter skal du tilbage? Det kan være svært at overskue. Du bestemmer ikke selv tempoet i din læsning. Derfor er det endnu vigtigere at overvåge egen læsning, når man lytter. Og det kan være sværere at finde tilbage til dér, hvor forståelsen glippede.”

Plakaten hjælper med at skabe den struktur. Den viser forældrene, hvordan de kan dele læseoplevelsen op i et før, under og efter sammen med barnet. Marianne uddyber: ”Plakaten er faktisk opbygget med den viden, vi har om læseforståelsesstrategier, når eleverne læser på skrift. Vi har gjort før-, under-, efter-opdeling meget tydelig. Først skal barn og forælder forholde sig til: Hvad tror vi, teksten handler om? Undervejs skal de læse et afsnit ad gangen og tale om det, se sammenhænge og drage konklusioner. Bagefter skal de efterbearbejde teksten.”

Marianne opfordrer lærere, pædagoger og vejledere omkring ordblinde børn til at bruge plakaten: ”Vores ønske er, at plakaten bliver printet ud og for eksempel hængt op eller lamineret, sådan at den kommer med hjem og bliver brugt i hjemmene.”

Del siden på email

Du deler et link til siden: Lytte-læseplakat til forældre