En hummer kan ikke dø

På Københavns Professionshøjskole (KP) læser de pædagogstuderende skønlitteratur skrevet direkte til dem og pædagogisk praksis. Indtil videre har tre novellesamlinger set dagens lys. To til pædagoguddannelsen og en til socialrådgiveruddannelsen. Alle tre er støttet af KP.

”Nadia er socialpædagog, forklarer Hanne, mens min mor finder tebreve i køkkenskabet. Hun lægger vægt på ordet social, som om det er et meget svært ord, hun vil være sikker på, at jeg forstår: ’Hun er sådan en, der tager ud og besøger børn, der har det svært. Ligesom dig.’ Det må være noget min mor har sagt. At jeg har det svært. Altså, jeg har i hvert fald ikke sagt det. Ikke højt.”

Hvor svært den unge, kvindelige jegfortæller egentlig har det, kan man læse om i Louise Juhl Dalsgaards novelle ”Fucking dø”. Sammen med anorektiske Liv, opmærksomhedsforstyrrede Lasse og udviklingshæmmede Jan udgør hun en del af persongalleriet i novellesamlingen En hummer kan ikke dø. Samlingen består af ni nyskrevne noveller inden for det social- og specialpædagogiske område, som det opleves af pædagoger samt børn, unge og voksne i udsatte positioner.

Skønlitteratur – en genvej til forståelse  

Underviser på pædagoguddannelsen på KP Julie Top-Nørgaard har været redaktør på novellesamlingen En hummer kan ikke dø og fortæller, at det at læse noveller med de studerende åbner stoffet op på en måde, som er virkelig meningsfuld for de studerende:

“Det kan være en genvej til forståelse, både af den pædagogiske opgave og af de teoretiske perspektiver. På pædagoguddannelsen gør vi et stort nummer ud af, at det er vigtigt at kunne praktisere perspektivskifte i pædagogisk praksis. Men det er nemt at sige og rigtig svært at gøre. Når de studerende læser novellerne, får de mulighed for at leve sig helt ind i, hvordan det eksempelvis er at være en ung mor, der møder nærmest endeløse krav og forventninger fra daginstitutionen. Eller hvordan det er at være pædagog i et krydspres mellem borgerens behov og kollegernes forventninger. Det er jo det, som skønlitteraturen kan – den kan give os mulighed for at mærke, hvordan det er at være i et andet menneskes sko.”

Julie oplever, at det at læse noveller med de studerende er en rigtig god måde at være sammen på i undervisningen, fordi man er sammen om en oplevelse, som man har forskellige tilgange til, men som man også kan gå til umiddelbart. Hun uddyber: “Når vi diskuterer novellerne, er der ikke nogen rigtige eller forkerte svar, og det bliver samtalerne hundrede gange mere interessante af.” 

Novellesamlingerne udspringer af et behov for nyskrevet litteratur målrettet pædagogernes forskellige faglige områder og gerne af en overskuelig længde. I 2020 udkom Mælkebøttetårn, ti daginstitutionsnoveller. Modsat folkeskolen, som er scene for mange klassiske og moderne værker, har dagtilbudsområdet ikke på samme måde været beskrevet og udforsket af forfattere. Helt så ubeskrevet er det socialpædagogiske område ikke, men ifølge Julie har man som underviser savnet noget mere aktuelt materiale.

Brugen af noveller i undervisningen

Ud over børnelitteratur har der ikke været nogen tradition for at læse skønlitteratur på pædagoguddannelsen. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de studerende bliver forundrede over at skulle læse skønlitteratur for voksne i undervisningen. 

Julie uddyber: ”De bliver overraskede. Og kan godt være lidt forvirrede. Men de giver også tit udtryk for en slags lettelse over at kunne få lov til at reagere mere umiddelbart i rummet. Også af og til en lettelse over at møde en tekst, som de ikke straks skal afkode som enten for svær eller tilpas eller let – men bare opleve. Der er også nogle, som er forsigtigt begejstrede over at høre en interessant historie. Så vender de tilbage efterfølgende og siger, at det var fedt at møde noget, der var så anderledes men stadig fagligt relevant.”

Julies tilgang er at vælge en novelle, der lægger sig op ad det tema, som der arbejdes med på forløbet, og så holde samtalen meget åben, især i begyndelsen. Der skal være plads til at erfaringer og pædagogisk praksis kan finde vej ind. Hun har ikke nogen fast fremgangsmåde, da hun ønsker, at novellerne skal bruges til at åbne for undersøgende og ikke-målrettede samtaler. De studerende sporer ofte selv samtalerne ind på analytiske og teoretiske perspektiver

”Min erfaring er, at diskussionen af fx teoretiske begreber får en anden dybde og krop, når vi har en novelle at ’diskutere med’,” fortæller Julie. “Jeg har for nylig læst den samme novelle med to forskellige hold. Den handler om et barns sidste dag i vuggestuen, men er fortalt fra moderens perspektiv. Det ene hold pegede på kommunikation som et centralt tema, mens det andet hold pegede på forældresamarbejde og underretningspligt. De to ting hænger selvfølgelig sammen, men det er et eksempel på, at samtalen om den samme tekst også kan bevæge sig i forskellige retninger.”  

Skønlitteratur på pensum?

Muligheden for at læse målrettet skønlitteratur med de studerende gælder ikke kun på pædagoguddannelsen. Samtidig med En hummer kan ikke dø er novellesamlingen Levn efter personspecifikke aktiviteter udkommet. Den retter sig mod socialrådgivere og består af ni noveller, der alle tematiserer møder mellem mennesker i socialt arbejde, fx som i Jens Blendstrups novelle ”Tabita og Allan”, der beskriver mødet mellem en kvindelig socialrådgiver og en arbejdsløs mand.

På medicinstudiet på Syddansk Universitet i Odense har det siden 2016 været obligatorisk at læse skønlitteratur. Formålet er at styrke de studerendes indlevelsesevne i og kommunikation med patienter og pårørende. Bør det også være obligatorisk at læse skønlitteratur på pædagoguddannelsen? Julie Top-Nørgaard svarer: “Hvis jeg selv skulle opfinde en alternativ pædagoguddannelse, så skulle skønlitteraturen være den primære litteratur, og faglitteraturen den sekundære. Det tror jeg, at man kunne få nogle meget engagerede, indsigtsfulde og empatiske pædagoger ud af.” Der har længe være forlydende om en ny pædagoguddannelse. Det bliver spændende at se, om der bliver plads til skønlitteraturen i den.