Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Veje til Literacy 2022

Velkommen til Nationalt Videncenter for Læsnings årlige literacy-konference, hvor vi i år sætter spot på elevers udvikling af skrivning, læselyst, sprogforståelse, læsning og grammatik. Gennem fem oplæg inviteres du ind i den nyeste viden, som skabes i centeret.

Børns tidlige skriveudvikling

Som erfaren dansklærer kan du sikkert spotte dine elevers staveudvikling ret præcist ud fra deres tekster og børneskrivning. Men kan du lige så hurtigt og nuanceret se udviklingstrin i deres måde at tilkendegive holdninger på sprogligt? Eller deres sætningsdannelse og genrebrug? Hvordan de binder tekster sammen? Hvilken systematik skal du gribe til? Den viden udvikles i forskningsprojektet ATEL (Automated Tracking of Early Stage Literacy Skills). Forskere fra Nationalt Videncenter for Læsning og Aarhus Universitet har indsamlet et stort antal tekster skrevet af elever fra 0.-2. klasse i læringsplatformen Skriv og Læs. Gennem statistiske analyser har forskerne identificeret en række udviklingstrin på både tekst-, sætnings- og staveniveau. På Veje til Literacy 2022 viser seniorforsker Jesper Bremholm eksempler på børns tidlige skrivning og giver et indblik i de identificerede mønstre på baggrund af forskernes analyser. Han løfter også sløret for næste fase af projektet, som i samarbejde med forskere fra DTU peger ind i en fremtid, hvor software kan hjælpe med sproglige analyser af elevernes tekster og støtte lærerens arbejde med klassens skriftsproglige udvikling.

Læselyst i udskolingen

Hvad det vil sige at fordybe sig i læsning – særligt af længere sammenhængende skønlitterære tekster? Ekstern lektor på Aarhus Universitet Kristiane Hauer giver os et indblik i sit ph.d.-projekt, hvori hun har udviklet det teoretiske begrebsapparat litterær dybdelæsning for at kunne beskrive den fordybede læsnings elementer. Baseret på et etnografisk studie af 70 8.-klasseselevers læsepraksisser i og uden for skolen viser projektet, hvordan man gennem didaktiske tiltag i danskundervisningen kan fremme elevernes fordybede læsning.

Når sprog er svært, er resten svært. Og hvad gør man så?

Vi må forvente, at der i gennemsnit sidder en til to elever med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse i en skoleklasse. Derudover vil der være en gruppe elever, hvis sprogforståelsesvanskeligheder skyldes, at de har mindre erfaring med dansk end deres jævnaldrende. Alt i alt har en relativt stor gruppe elever behov for indsatser med fokus på sprogforståelse i indskolingen, men på skolerne er der typisk mere fokus på afkodningen i starten af elevernes skoleforløb. Det er uheldigt, for en del af eleverne vil være i risiko for langvarige læseforståelsesvanskeligheder, lavt uddannelsesniveau og reduceret livskvalitet. På konferencen kan du få indblik i hensigtsmæssige undervisningsindsatser og organisering af sprogmiljøer, når specialkonsulent og forsker Anne-Mette Veber Nielsen fra Nationalt Videncenter for Læsning udfolder et omfattende kortlægningsprojekt udført i samarbejde med Københavns Universitet, hvor man systematisk har undersøgt både forskning og skolers lovende praksisser på området.

Grammatik gennem elevernes øjne

Centerleder for Nationalt Videncenter for Læsning Lene Storgaard Brok fortæller om det tværinstitutionelle forskningsprojekt Gramma3, hvor forskere fra Nationalt Videncenter for Læsning, VIA University College og Københavns Professionshøjskole har undersøgt, hvordan grammatikundervisningen praktiseres i grundskolens største sprogfag; dansk, engelsk og tysk. Gennem klasserumsobservationer og interviews med lærere og elever på syv danske skoler går projektet helt tæt på, hvordan grammatikundervisningen udformer sig samt opleves og forstås af både lærere og elever. Projektet undersøger, hvad grammatikundervisning egentlig er, kunne være og gør godt for.

Unges faglige læsning og skrivning

Specialkonsulent Peter Heller Lützen og faglig formidler Katja Vilien fra Nationalt Videncenter for Læsning introducerer til et digitalt vidensunivers om stilladsering af unges læsning og skrivning. I vidensuniverset formidles viden og erfaringer fra udviklingsprojekter med fokus på læse- og skrivestrategier på gymnasiale uddannelser gennem film, podcasts, webdoks og idékataloger. Oplægget er relevant for lærere i udskolingen og på ungdomsuddannelser.

Vel mødt både i København og Vejle! 

Del siden på email

Du deler et link til siden: Veje til Literacy 2022