Fordybet læsning for fremtiden

Artiklen er udgivet i DANSK nr. 3 (2024), Dansklærerforeningen blad, og i Klods Hans, medlemsblad for Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark.

Kender du til det at være fordybet i en rigtig god bog? Det er der mange mennesker, der gør. Men hvor læsefordybelse for nogle indtræffer jævnligt, er det for andre en sjælden oplevelse, der ligger langt tilbage i deres liv.

I min forskning i fordybet læsning har jeg særligt været optaget af, hvordan rigtige læsere af kød og blod oplevede det at fordybe sig i at læse, og om der var nogen sammenhæng mellem deres oplevelser og forskellige forskeres teorier. Derfor foretog jeg empiriske undersøgelser i tre 8. klasser, hvor eleverne var 13-15 år, og dermed for de flestes vedkommende selv i stand til at læse længere tekster af en vis sværhedsgrad. Jeg var både interesseret i elevernes læseoplevelser, når de skulle læse i skolen, og når de selv valgte at læse i fritiden. Og så var jeg særligt optaget af, hvad der skete, når de læste romaner, fordi det er en genre, der i særlig grad lægger op til fordybet læsning.

Da jeg interviewede de unge læsere, satte de ord på læsefordybelsen på flere forskellige måder. Hvor nogle berettede om at være så opslugte af en roman, at tid og sted forsvandt, talte andre om, at de følte sig meget koncentrerede, og at de automatisk begyndte at læse langsommere og derfor også kunne huske mere af det, de læste. Andre igen fortalte om bøger, de havde været fordybet i år tilbage (fx dengang da de var mindre og fik læst højt), og som de stadig havde bevaret inden i sig som betydningsfulde læseoplevelser.

Mine undersøgelser viste mig altså, at læsefordybelse både havde at gøre med en særligt fokuseret og koncentreret opmærksomhed, en oplevelse af at være stærkt opslugt og indlevet, og en fornemmelse af, at den fordybede læsning er en meningsfuld aktivitet, der giver én nogle erfaringer, man tager med sig videre i sit liv. Fordybet læsning rummer det hele på en gang, men hvad der særligt blev fremhævet af den enkelte unge læser, havde at gøre med dennes perspektiv på læsning. Læsefordybelse har med andre ord forskellige facetter, og især tre af dem, mener jeg, er vigtige: opmærksomhed, indlevelse og refleksion.

Skriften som fordybelsesmedie

Mine undersøgelser af fordybelse gav mig også en forståelse for, hvorfor der er et ganske særligt forhold mellem fordybelse og det at læse. Det er, fordi tekster består af skrift, og netop skriftmediet er velegnet som fordybelsesmedie. Skriftsproget kan nemlig bruges til at fastholde og – på tværs af tid og rum – formidle længere, sammenhængende forløb, komplekse og detaljerige fortællinger og argumenter og tankerækker, som de tidligere mundtlige kulturer havde svært ved at holde sammen på i hovedet. På den måde er skriften en rigtig smart teknologi til at gå i dybden med.

Til gengæld kræver den også noget af os. Det kan være svært at læse de tekster, der lægger op til fordybelse. Det kræver opmærksomhed, fokus og vedholdenhed; altså at vi bliver ved med at læse, også selvom vi får lyst til at stoppe op, fordi det er svært. Her udfordrer det selvfølgelig ekstra meget, hvis man ikke er en særlig sikker eller trænet læser.

Dybdelæsning

Dybdelæsning er et fagbegreb for fordybet læsning, der både blev introduceret af læseforskeren Maryanne Wolf og litteraten Sven Birkerts uafhængigt af hinanden. Wolf er neurokognitiv læseforsker, og hun er optaget af, hvad der sker inde i vores hjerner, når vi læser. Læsning er en krævende aktivitet, der indbefatter, at mange områder i hjernen indgår i forbindelser med hinanden – især når vi fokuseret læser længere og mere komplekse tekster. Netop denne form for læsning kalder Wolf for at dybdelæse. Når vi skimmer og skanner, dybdelæser vi ikke, men ”læser bare ord”, som mine informanter kaldte det, når de ikke kom ind i en romans univers, men blot læste overfladisk. Wolf mener, at dybdelæsning specifikt skal trænes, så også de kommende generationer kommer til at kunne læse på den måde. Træningen er især vigtig for de unge læsere, der har knækket læsekoden. De skal kunne læse indlevet og meddigtende, men også kritisk og reflekteret.

Birkerts, som tager udgangspunkt i sine egne oplevelser med at undervise i litteratur på universitetet, er bekymret på de unge læseres vegne. Hvis man ikke kan dybdelæse, bliver man ikke bare afskåret fra en masse oplevelser, men også fra viden og indsigt, mener han. Det er både et problem i forhold til at få litterære oplevelser, men også et demokratisk problem, hvis vi ikke kan fordybe os i længere sammenhængende argumentationer som netop dem på skrift. Desuden taler Birkerts for, at dybdelæsning er en læsning, der skal foregå i vores eget tempo. Det forklarer blandt andet, hvorfor nogle af mine informanter oplevede, at de læste langsommere, når de fordybede sig, mens andre omvendt oplevede, at de fløj igennem bogen.

En af de bedste måder, vi kan træne dybdelæsningen på, mener jeg, er ved at læse skønlitteratur. Det skyldes, at meningen med at læse skønlitteratur jo er selve oplevelsen af at indleve sig i og blive opslugt af teksten. Dette kalder jeg for litterær dybdelæsning.
Jeg tror, at vi voksne ofte kommer til at tage for givet, at man selvfølgelig fordyber sig i en skønlitterær bog, når men læser den. Men det er langtfra sådan, alle børn og unge har det i dag. Og det er også noget af grunden til, at nogle af dem finder læsning kedeligt eller meningsløst.

Hvad de unge læsere lærte mig

Jeg håber, at denne korte introduktion til fordybet læsning har gjort det klart, at det er vigtigt, at børn og unge får fordybede læseoplevelser. Både fordi sådanne oplevelser er vigtige og meningsfulde i sig selv, og fordi den slags oplevelser er vejen til at få lyst til at række ud efter endnu en bog – også som ung og voksen. For jo mere der læses langt og fordybet, jo mere trænes dybdelæsningen samtidig.

Men hvordan sikrer man sig, at dette sker? Det, som min undersøgelse viste mig, var, at hvis vi skal styrke læsefordybelsen – både i skolen og generelt – så handler det ikke kun om, hvad der sker inde i de unge læseres hoveder, men også om en række ydre faktorer. Mine informanter nævnte selv bogvalget som noget, der havde betydning for, om læsefordybelsen indfandt sig, når de skulle læse selv. De mindre trænede læsere efterspurgte hjælp til at finde bøger, de kunne blive opslugt af. Også den konkrete rammesætning af læseakten viste sig betydningsfuld. I en klasse, hvor der stort set aldrig var ro, når der skulle læses, var det meget svært at fordybe sig – selv for elever, der ellers godt kunne lide at fordybe sig i læsning hjemme. Jeg erfarede dog, at læseopmærksomheden kan skærpes, hvis man læser roligt, uforstyrret og i sit eget tempo. Det lyder måske indlysende, men det kan faktisk være ganske udfordrende, fordi det også er en øvelse i vedholdenhed. Sidst men ikke mindst spillede litteraturdidaktikken en rolle, i hvert fald hvis der var tale om at skulle fordybe sig i tekster, man arbejdede med i dansk. Her viste min undersøgelse, at selve den fordybede læseakt og den indlevede læseoplevelse var ganske afgørende for, om det var meningsfuldt at beskæftige sig mere analytisk med skønlitteratur.

 Fordybede læseoplevelser er dejlige og meningsfulde for den enkelte læser nu og her, men også vigtige for vores kultur, så vi kan blive ved med at læse langt og i dybden – også i fremtiden.