Aktuelt
Oplæg: I det digitale klasserum har læreren afgørende betydning
Digitaliseringen er kommet for at blive, og udviklingen inden for digitale teknologier og tekster i løbet af det seneste årti har medført store forandringer af undervisningen, både hvad angår læremidler og gennemførelsen af undervisningen. Andre ting har ikke forandret sig, og én af disse ting er lærerens centrale rolle og betydning.
Dette er en af Ellen Steins pointer. Hun er lærer på Stokke ungdomsskole i Norge og medlem af Nationalt Videncenter for Læsnings nordiske netværk om digital læsning. Hun mener, at lærerens rolle faktisk er blevet endnu større med de digitale tekster, end den var, da vi alene læste på papir.
Nationalt Videncenter for Læsning har netop afholdt webinaret Digital læsning og læsedidaktik: Praktiske og teoretiske perspektiver fra klasserum i Danmark, Norge og Sverige, hvor medlemmerne af det nordiske netværk deltog med oplæg.
Webinaret blev filmet, så du kan få udfoldet Ellen Steins pointer. Du finder hendes oplæg 15 minutter inde i filmen.
Desuden kan du høre Tove Stjern Frønes fra Universitet i Oslo tale om kendetegn for god læseundervisning, uanset medie, samt Jesper Bremholm, seniorforsker i Nationalt Videncenter for Læsning, der giver os et overblik over undervisningens og læsningens digitalisering i de skandinaviske lande.