Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Julehilsen fra Nationalt Videncenter for Læsning 2025

Det’ sørme, det’ sandt, december! 
Den dejligste måned i nissernes land, 
Der er men’sker som kulden er slem for, 
men for nisser er isen det rene vand, 
og dagene flyver af sted som en fugl. 
Det sørme, det’ snart, det jul! 

I julekalenderen Jul på slottet (1986) er tempoet højt. Tiden flyver, men samtidig er luften fuld af magi og hygge. Selvom nisserne flintrer rundt, nyder de tilværelsen og travlheden. Det er ikke alle, som deler nissernes begejstring for december, hverken i julekalenderen eller i virkeligheden. Vi kender alle til stress over årslukning og en påtrængende ny planlægning af næste år. Alligevel er der noget helt særligt ved den febrile stemning, som er decembers: blandingen af status og nyorientering. Årets julehilsen fra Nationalt Videncenter for Læsning handler lidt om de arbejdsopgaver og projekter, vi er i gang med, og lidt om planerne for 2026, hvor vi sørme fylder 20 år!  

Forskning og udvikling 

Centeret udfører en række forsknings- og udviklingsprojekter i samarbejde med medarbejdere fra landets seks professionshøjskoler. Projekterne er i hovedreglen finansieret af fonde, både statslige og private. De fleste projekter finder sted i kommunalt regi på skoler og i daginstitutioner, hvor tanken er, at erfaringer og resultater kan generaliseres og komme hele sektoren til gavn. I det forgangne år har vi også intensiveret samarbejdet med bibliotekerne gennem kurser og foredrag, og vi har deltaget i National indsats for børn og unges læseglæde 

Vi har i år arbejdet sammen med alle professionshøjskoler og udvalgte skoler om seks store projekter, som man kan læse mere om på vores hjemmeside: Laboratorium for digital læsedidaktik, Naturfaglig læsning, Lolland skriver, Skrivesucces for elever med stavevanskeligheder og (Selv)sikker læsestart. Hertil kommer en forholdsvis ny kampagne, Læselyst nu, som vi huser i et samarbejde med alle CFU’er (Center for Undervisningsmidler) og vores søsterinstitution Læremiddel.dk. Sidst, men ikke mindst har centeret ansvar for Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder, der formidler viden til fagprofessionelle fra sin egen platform.  

Her i slutningen af 2025 har vi fået midler til to nye projekter, som I vil komme til at høre mere om. Det ene handler om at sikre overdragelse af viden om læsevanskeligheder og didaktik i overgangen mellem HF og den nye ungdomsuddannelse EPX (som skal implementeres i 2030). Det andet projekt handler om revitaliseringen af skolebiblioteket og dets rolle som læseløfter for børn i svære livsvilkår. Vi glæder os meget til at komme i gang med projekterne i 2026. 

Tidsskrift 

Nationalt Videncenter for Læsning udgiver sit eget tidsskrift, Viden om Literacy. I tidsskiftet formidler vi fagrelevant viden om sprog, læsning og skrivning til studerende, undervisere og andre med interesse for feltet. Tidsskriftet udkommer to gange om året, og alle numre har et bestemt tema. De to seneste numre har handlet om så forskellige emner som økokritik, se Tidsskrift nr. 37: Økokritik, og afdækning af skriftsprogsvanskeligheder, se Tidsskrift nr. 38: Udfordringer med sprog og læsning – hvordan ser vi det? Nummeret er illustreret af kunstneren Julie Nymann, som er kendt og anerkendt for at tematisere ordblindhed i sin kunst. Alle artiklerne i Viden om Literacy kan tilgås her, og der er også mulighed for at lytte til faglige podcasts. Tidsskriftet indeholder en blanding af forskning og formidling. Som noget nyt optager vi fra 2026 forslag til peer-reviewede artikler uden for det aktuelle tema.  

Konferencer og seminarer 

I løbet af 2025 har vi afholdt en række seminarer med så forskellige temaer som lytning, læselyst, ordblinde og it, kunstig intelligens og fremmedsprogsundervisning, digital læsning og skrivedidaktik. Senest har vi afholdt en høring på Christiansborg om støtte til de 10 % mest udfordrede elever i dansk og matematik. Høringen var arrangeret i samarbejde med Nationalt Videncenter for Udvikling af Matematikundervisning (NCUM).  

Mange flere arrangementer følger i det nye år; her er blot et lille udpluk. Den 27. februar afholder vi en Temadag: Afdækning af vanskeligheder med sprog og læsning. Den 27. marts holder vi Åbent Videncenter 2026 i NVOL, hvor man blandt andet kan høre om anbefalinger til kommunerne vedrørende hjælpen til de 10 % mest udfordrede elever i dansk og matematik. Den 30. april fejrer vi, at Nationalt Videncenter for Læsning nu har eksisteret i 20 år. Det gør vi med et stort seminar, hvor vi sætter fokus på læseforskning i ind- og udland. Samtidig med seminaret udgiver vi en antologi med aktuelle perspektiver på læsning, og Viden om Literacy udkommer med et særligt jubilæumsnummer. Se mere her Læsning til tiden. Vores kalender formidler i øvrigt både egne og andres konferencer, se her 

Debatter om læsning  

Debatter om læseundervisning, børns læsekompetencer og læselyst fylder meget i faglige fora og almene medier. Det mærker vi også på vores egne konferencer og de sociale medieplatforme, hvor vi deltager. Det er glædeligt, at læsning og skrivning er en sag med stor offentlig og politisk bevågenhed. Det er også godt at se, at interessen for især børns læsning kommer mange steder fra, og at skoler, uddannelsesinstitutioner, biblioteker, interesseorganisationer, forlag og medier arbejder sammen.   

I 2025 har vi bidraget til debatten flere gange, blandt andet via en debatsektion på vores hjemmeside. Her samler og kommenterer vi udvalgte debatter inden for læsning, skrivning og sprog, og vi videreformidler indlæg, som centerets medarbejdere har publiceret i andre medier. Samtidig har vi deltaget i debatter på Folkemødet på Bornholm, Kulturmødet på Mors og Bogmessen i København, og vi håber at se jer til nye arrangementer og debatter i 2026.  

Som nationalt center er vores forpligtelse at samle, skabe og sprede viden om læsning, skrivning og sprog til gavn for børn, unge og voksne i hele landet. Vi løser opgaverne i samarbejde med lærere og undervisere af alle slags, læsevejledere, konsulenter, skolebibliotekarer, bibliotekarer, pædagoger, studerende, forfattere, redaktører, forskere og hvem, der ellers måtte have interesse for området. Herfra skal lyde en tak til alle samarbejdspartnere for et spændende 2025 og et ønske om et lige så intensivt og interessant 2026. I er altid velkomne til at tage kontakt! 

Bedste hilsener  
Anna Karlskov Skyggebjerg 
Leder af Nationalt Videncenter for Læsning og  
Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder 
 

Del siden på email

Du deler et link til siden: Julehilsen fra Nationalt Videncenter for Læsning 2025