Projekter
(Selv)sikker læsestart
Projekt (Selv)sikker læsestart skal udvikle balanceret læsedidaktik på skoler i Horsens og Norddjurs kommuner. Projektet sigter mod at etablere nye praksisser på skolerne – både i klasserne og i forældresamarbejde.
Børnehaveklasseledere, pædagoger og lærere i indskolingen deltager i aktionslæringsforløb om 7 velkendte principper for god læseundervisning. Principperne introduceres på workshops med konsulenter fra Nationalt Videncenter for Læsning, og omsættes derefter et ad gangen til praksis i klasserne. Efterfølgende drøfter de fagprofessionelle på skolerne erfaringerne med læsevejledere og ledelse, og skolen tager stilling til og beslutter, hvordan der skal følges op.
Målet er at give eleverne flere deltagelsesmuligheder, så alle oplever, at læsning giver mening.
(Selv)sikker læsestart ledes af Nationalt Videncenter for Læsning og gennemføres i samarbejde med Norddjurs og Horsens kommuner. Projektet er støttet af Nordea-fonden.