En del børn lærer at læse derhjemme eller i daginstitutioner, inden de starter i børnehaveklasse, eller meget hurtigt i løbet af den. Det sker som regel med hjælp fra en voksen, der læser sammen med barnet, lærer det bogstaver, taler om lyde, bogstaver og måder at sætte dem sammen på. For en del elever er den traditionelle progression i indskolingens læseundervisning derfor ikke hensigtsmæssig.
Læsning er et meget sammensat fænomen, og eleverne vil have forskellige interesser og færdigheder inden for en række forskellige parametre. Først og fremmest skal man knække bogstavkoden, som det populært kaldes. Men fx viden om, hvad læsning kan bidrage med af oplevelser og viden, er også et vigtigt indsatsområde for skolen. Ligesom det er skolens opgave at lære børn gode læsestrategier, så de får udbytte af deres læsning. Derfor udvikler vi et værktøj, som pædagoger og lærere i indskolingen kan bruge til at afdække elevernes forskelligheder med. Målet er ikke at evaluere eleverne, men at skabe det bedste udgangspunkt for en tilpasset og differentieret undervisning.
Derudover udvikler vi i nært samarbejde med pædagoger og dansklærere i indskolingen på Skolen på Islands Brygge en række aktiviteter og læringsforløb med fokus på deltagelse, problemløsning og indsamling og præsentation af viden.
Målet er, at flere elever skal opleve børnehaveklassen og danskundervisningen i 1. og 2. klasse som tilpasset deres læseudvikling, behov og interesser, så alle bliver udfordret og stimuleret på måder, der passer til dem hver især.
Alt arbejde i projektet foregår som et samarbejde mellem konsulenter fra Nationalt Videncenter for Læsning og grupper af pædagoger og lærere i indskolingen på Skolen på Islands Brygge. Der findes ikke en færdig model for differentiering, som kan omsættes til den tidlige læseundervisning, men vi lader os inspirere af kendte metoder, som tilpasses lokale vilkår og eleverne i de deltagende klasser.
Projektet gennemføres som en del af Undervisningsministeriets Pulje om talenter og højtbegavede elever.