Tidsskrift
Økokritik
Nr. 37
Når vi vender os mod biodiversitets- og klimakrise, handler det ikke kun om at sortere skrald og cykle i skole. Det handler også om at skifte perspektiv og opleve verden, det menneskeskabte og det ikke-menneskeskabte, på nye måder. Og så handler det om noget, der sker mellem mennesker, når vi vil skabe en bæredygtig verden med større tolerance og solidaritet. Netop her har litteraturen og danskfaget noget at tilbyde, fordi litteraturen formidler en mangfoldighed af stemmer og bringer klodens mere-end-menneskelige perspektiver i samspil med menneskets refleksioner og handlinger.
I dette temanummer af Viden om Literacy får du præsenteret måder at skabe økokritiske samtaler på og måder at samarbejde på om litteratur, og du bliver introduceret til en lang række værker, fra J.P. Jacobsen, Pontoppidan, Bønnelycke, Højholt, over børnenes Louis Jensen, Linda Jones ungdomsroman De tar allt ifrån mig og Cecilie Ekens Natblomst til den nyeste samtidspoesi i form af Nanna Storr-Hansens digtsamling Bøgetid – alt sammen med blik for forholdet mellem menneske og det ikke-menneskelige miljø. Vi skal også se, hvordan unge selv skriver økokritiske tekster, og hvilken rolle en stedbaseret og sanselig tilgang kan spille i et økokritisk møde med litteratur og sprog for børn, unge og lærerstuderende.
Viden om Literacy nr. 37 udkommer d. 8. maj 2025.