Læsevanskeligheder

Vi tester og tester som aldrig før i folkeskolen. Vi måler og registrerer, analyserer og skriver rapporter. Men hvor er eleven henne i alt dette? Oplever eleven at have vanskeligheder, eller er det bare noget vi voksne fortæller ham, at han har? Hvordan vurderer eleven sin egen skriftsprogsudvikling, og hvilken hjælp oplever eleven som den bedste? I artiklen drøftes dels hvordan en skriftsprogssamtale med eleven kan finde sted, dels nogle af de overvejelser læreren efterfølgende må gøre sig, når undervisningsforløbet skal tilrettelægges

Artiklen skitserer veje til en målrettet indsats for personer med læsevanskeligheder og personer med funktionsnedsættelse i læsning, eksemplificeret ved dysleksi (specifikke afkodningsvanskeligheder). Artiklen tager udgangspunkt i diagnostiske tilgange til funktionsnedsættelse i læsning samt en funktionel tilgang til læsevanskeligheder. Løbende ridses en række paradokser op, som dog ikke er uløselige eller uoverstigelige i forhold til den målrettede indsats for forskellige typer af problemer med læsning, men som stiller store krav til en underliggende teori om funktionsnedsættelser i læsning.

Hvordan iagttager og hvordan opdager man læsevanskeligheder? Hvilke tegn er sikre tegn og hvordan og hvor finder man disse tegn? Sådanne spørgsmål optager alle, der beskæftiger sig med læsning og læsevanskeligheder. Denne artikel præsenterer nogle centrale tegn på læsevanskeligheder, som er fremanalyseret på baggrund af en række fokusgruppeinterview med 58 unge efterskoleelever, som alle i deres kontakt med skolesystemet er blevet beskrevet som børn og unge med læsevanskeligheder.

Ekstra tid? Pauser? Oplæsning? Brug af ordbøger? Personlig støtte? Umiddelbart er det ikke ord, som forbindes med en test, men alligevel er det blot nogle af de hjælpemidler, som elever med særlige behov har ret til at bruge og skolen pligt til at stille til rådighed i forbindelse med deres besvarelse af de nationale test, da gennemførelse af testen skal afspejle hverdagens pædagogiske praksis Hensigten i denne artikel er at give et overblik over disse hjælpemuligheder, så elever med særlige behov ikke klemmes, samt at vise, hvordan testen kan fungere som et evalueringsredskab.

Mange elementer spiller ind hvis læsevejlederen skal få en positiv indflydelse på elevernes læsefærdigheder. En af de vigtigste pointer er at læsevejlederen skal med ud i klasseværelset når de gode råd eller mulige løsninger skal afprøves i praksis. Det viser evalueringen af læsevejledning i en kommune som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) for nylig har offentliggjort.

Bogen introduceres som en håndbog (og sikke en moppedreng!) ikke bare for læsevejledere, men også for både kommunal ledelse, skoleledelse og lærere. Det er dog ikke kun på grund af omfanget, at den ikke er til at komme udenom. Alt i alt kommer håndbogen rundt om mange centrale emner af betydning for læsevejlederen.

Ifølge en del undersøgelser har den almindelige grundskoleundervisning, som giver flertallet af elever med dansk baggrund gode læsekompetencer, ikke samme virkning på flertallet af elever med anden sproglig og kulturel baggrund. I denne artikel diskuteres mulige årsager til tosprogede elevers manglende læseudvikling og mulige pædagogiske tiltag skitseres. Men først vil der kort blive redegjort for nogle undersøgelser, som viser problemets størrelse.

Bogen er samlet set et overbevisende argument for et fælles fokus på elevers læseudvikling, og et argument for at lærere i alle folkeskolens fag skal være opmærksomme på og dygtige nok til at undervise i læsning af deres egne fags tekster og ikke kun undervise i deres fags stofområde. Elever har brug for at kunne tilegne sig fagligt stof på egen hånd – at udvikle læsekompetencer for at blive selvhjulpne på vejen til viden og kunnen, og derfor må dele af undervisningen også dreje sig om det.

Carina Fast har udgivet en ”light-udgave” af sin doktordisputats: Sju barn lär sig läsa och skriva fra 2007. Fokus er i høj grad, som titlen også indikerer, at beskrive de forskellige former for literacies, som børnene bevæger sig i udenfor skole og institutioner. Carina Fast sætter med sin disputats og bog fingeren på et ømt sted: børns realkompetencer. De er svære at måle i test og rangerer derfor lavt i dagens skole. Carina Fasts bog lukker øjnene op for, at det måske er en praksis, det er værd at ændre.