De skriver i Norge og i Ishøj

I 2012 begyndte elever, lærere og vejledere i 5. klasserne i Ishøj kommune at skrive løs. Alle deltog i Nationalt Videncenter for Læsnings forskningsprojekt Skrivedidaktik på mellemtrinnet

Nu et par år efter, er skrivning i langt højere grad end før noget man gør og taler om. For at fastholde det fokus – og udbrede det til alle elever og lærere – har kommunens læsekonsulent, Marianne Gjelstrup, sammen med de af skolernes ledere og lærere, der deltog i projektet, været på en tre dages studietur i Norge, hvor erfaringerne og traditionen med at skrive er langt større end i Danmark.

Centret har spurgt Marianne Gjelstrup, hvilke aspekter af skrivningen i de norske skoler, hun lagde særligt mærke til.

Skrivning fra første skoledag

Marianne Gjelstrup hæftede sig ved det høje niveau i elevernes skrivning, at skrivning var integreret i alle fag og noget, der blev introduceret fra første skoledag.

- Vi så de yngste elever skrive observationsrapporter. Eksempelvis beskrev de, i et forsøg med at blande farver, hele forløbet. Lige fra deres hypoteser, selve farveblandingsforsøget og til resultatet.

- Eleverne blev klædt godt på til denne skriveproces. Deres lærerne var tydelige omkring, hvad de skulle skrive og de fik ”ord” og ”sætninger”, som de kunne bruge ind i deres tekster. Noget der er del af den New Zealandske metode Guided Writing.

Skriveopgaver samles i bøger, der bruges

Elevernes skriftlige observationsrapporter blev samlet i en fælles bog. Dem var der flere af i klasseværelset. Bøgerne stod fremme, de var laminerede, fyldt med elevernes flotte illustrationer og noget Marianne Gjelstrup også lagde mærke til:

- Bøgerne fungerede selvfølgelig som dokumentation for de enkelte forløb, men de blev også brugt som faglige input til undervisningen.

- Eleverne blev bedt om at tage dem frem, så de kunne opleve hinandens fagtekster og så de kunne hente ideer og inspiration, eksempelvis til at se, hvordan en bestemt genre, som en observationsrapport, skrives.

Skriveforarbejde gør forskellen

I en klasse, på mellemtrinnet, var de i gang med et forløb om Astrid Lindgren. Børnene skulle skrive personkarakteristikker.

Her lagde Marianne Gjelstrup mærke til, at der blev brugt meget tid på forarbejdet, hvilket betød, at eleverne kunne skrive deres karakteristik på blot 10 minutter.

- I forarbejdet blev navne på karakterer som egenskaber ved disse skrevet på papirslapper og samlet på en tavle. Det betød, at eleverne havde et hav af karakterer og ord at vælge imellem, når de skulle skrive.

- Selve karakteristikken blev lavet i en skriveramme, som eleverne fik udleveret. Denne stilladserede forløbet yderligere ved at bestå af konkrete spørgsmål, som de skulle besvare.

Skrivning skal vises frem

På de to skoler i Norge blev elevernes skrevne produkter hængt op og vist frem. Noget Marianne Gjelstrup synes rigtig godt om:

- I Danmark er vi vant til, at det ofte er produktioner fra billedkunst, der vises frem. Men på de to skoler var der også plakater fyldt med skrift, der formidlede læringsforløb i de forskellige fag. Det betød, at en tur rundt på gangene gjorde os kloge på alverdens ting. Det samme måtte gælde børnene på skolen.

- De mange produktioner på væggene sendte os et tydeligt signal om, at skriftligheden var vigtig på denne skole og at læring ikke kun er noget, der sker inden for klasseværelsets fire vægge. Den kan fastholdes og formidles via skrift.

Ledelsen er vigtig for at fastholde fokus på skrivning

Inspireret og hjemvendt fra Norge fastslår Marianne Gjelstrup, at det, for at fastholde fokus på skrivning i Ishøj, er vigtigt, at området prioriteres af skoleledelsen.

Og det lover godt, for hun har et godt og tæt samarbejde med skolelederne, de har været med på sidelinjen hele vejen gennem skrivedidaktikprojektet og det var ikke svært, at få dem med på studieturen til Norge.

- De føler et stort ejerskab til Skrivedidaktikprojektet og ønsker, at skrivningen skal fortsætte på deres skoler. En har blandt andet sagt: skrivning skal være noget vi ”bare gør”, ikke noget vi tænker over.

- Det er fantastisk at opleve denne opbakning, fordi den er nødvendig for, at vi kan forsætte den udvikling, som projektet satte i gang, afslutter Marianne Gjelstrup.