Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Numeracy er hverdagens matematik

I Nationalt Videncenter for Læsning arbejder vi ikke kun med literacy men også med numeracy.

Et nyt projekt: Start med sprog, tal om tal, er på trapperne, og projektet Tidlig literacy - tidlig numeracy er i fuld gang.
Men hvad er numeracy egentlig for en størrelse? Læs med her og bliv klogere.

Numera… hvad for noget?

Michael Wahl Andersen, der er konsulent i centrets projekt Tidlig literacy – tidlig numeracy forklarer numeracy som den matematiske viden og kunnen, vi har og anvender for at orientere os i og klare hverdagen. Det handler om alt fra tal og antalsbestemmelse til geometri samt forklaringer og retfærdiggørelser, der bygger på statistik.

Vi trækker for eksempel på den viden, når vi planlægger, hvor lang tid vi skal bruge for at komme fra A til B, hvor mange kager vi skal bage til en fest, eller når vi skal forholde os til statistiske forklaringer og beregninger i forhold til fx indvandring, osv.

Numeracy handler med andre ord om kompetencer inden for matematik, der gør os i stand til at forstå og handle i hverdagen. Det handler også om problemløsning, om vores evne til at forestille os forskellige løsningsscenarier, planlægge dem og udføre dem – altså om at kunne tage beslutninger baseret på ræsonnementer.

Numeracy i børnehøjde
Michael Wahl Andersen understreger, at numeracy-kompetencer ikke er medfødte, de skal opøves og vedligeholdes.

I vuggestuer, børnehaver og børnehaveklasser handler numeracy om at støtte børnene i deres naturlige matematiske opmærksomhed i hverdagen. Mange af børnenes aktiviteter og lege indeholder nemlig en umiddelbar opmærksomhed på tal og former - fx når der laves mønstrer på perlepladen eller når der dækkes tebord til dukkerne.

Opmærksomhed på matematiske begreber

Pædagogerne kan støtte børnenes udvikling af numeracy-kompetencer ved at introducere dem for matematiske begreber. Det kan være tal med benævnelser som eksempelvis kroner/ører, vægt, tid, procent, temperatur, liter og ved at opmuntre dem til at udforske og være nysgerrige på deres egen matematiske opmærksomhed.

Det kan eksempelvis ske ved at overveje antal knyttet til pris: er 5 bananer for 20 kr. dyrt eller billigt? Ved at beregne tid brugt i SFO og skole og ved at diskutere, hvordan man måler og beskriver temperaturer. Hvis temperaturen eksempelvis falder fra -3 grader til -11 siger vi, at den falder med yderligere 8 grader, men vi sætter ikke et minus foran 8.

På den måde bidrager pædagogerne til, at børnene oplever glæde ved at lege med tal og matematiske begreber og opnår en matematisk opmærksomhed, der vil støtte dem i deres videre skoleforløb.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Numeracy er hverdagens matematik