Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Starten er gået til Start med sprog – tal om tal

På Helsingør Kommunes skoler i Snekkersten oplever lærerne, at en større gruppe børn har sproglige vanskeligheder ved skolestart – det har skolerne besluttet at gøre noget ved.

Fra december og fire år frem skal en særlig indsats målrettet 0.-3. klasse i Snekkersten udvikle elevernes sproglige kompetencer.

Start med sprog – tal om tal hedder projektet, der gennemføres i samarbejde med Nationalt Videncenter for Læsning. Det skal gennem metoden Lesson Studies – på dansk kaldet Lektionsstudier – understøtte teamsamarbejdet mellem børnehaveklasseledere, skolepædagoger og lærere.

Målet er at skabe sprogstimulerende indsatser, udvikle literacy-miljø og matematisk viden samt styrke de didaktiske kompetencer i indskolingen.

Lektionsstudier styrker teamsamarbejdet

Sara Hannibal, projektkoordinator og konsulent ved Nationalt Videncenter for Læsning, fortæller om metoden:

- Lesson Studies er et anerkendt koncept, der går ud på at lærere og pædagoger i fællesskab detaljeret forbereder og udvikler en lektion, som en børnehaveklasselærer eller lærer gennemfører med sin klasse, mens teammedlemmerne observerer.

- Bagefter evaluerer man lektionen og videreudvikler den, og en ny lærer gennemfører den nu i sin klasse – igen med observation og efterfølgende evaluering. Sådan fortsætter man systematisk med at finpudse lektionen, indtil den kan indgå i teamets faste fagligt-didaktiske repertoire.

Store forventninger til projektet

På Skolerne i Snekkersten har man store forventninger til, at projektet både vil styrke børnenes sproglige og matematiske kompetencer og teamsamarbejdet i indskolingen.

Souschef og daglig pædagogisk leder Tue Bach Andersen udtaler:

- Vi glæder os rigtig meget til at gennemføre projektet, der har stor opbakning fra både kommune, pædagoger og lærere på skolerne.  Og vi har stor tiltro til, at projektet vil betyde et fagligt løft for børnene i vores skoledistrikt – særligt når det gælder sprog og tal.

Om projekt: Start med sprog - tal om tal

Projekt ”Start med sprog - tal om tal” på Skolerne i Snekkersten igangsættes i december 2016 og afsluttes april 2020.

Skolerne i Snekkersten er en folkeskole med ca. 1400 elever, beliggende på tre matrikler i Helsingør Kommune.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Starten er gået til Start med sprog – tal om tal