Besø​gende med blik for sprog

Der er store vinduer og billeder af mor, far og søskende på skabet i garderoben. Det lyder, som om man netop har åbnet døren til et ganske almindeligt dagtilbud. Men giver man sig tid og ser nærmere efter, så giver både vinduer og fotografier gode muligheder for, at pædagogen kan arbejde med sprog. Hvordan? Det vender vi tilbage til.

Pædagogstuderende Louise Klaaborg var for en eftermiddag den observerende ”flue på væggen” i en vuggestue. Formålet med besøget var at undersøge, hvordan sprogligt arbejde indgik i rum og relationer, og hvad hun kunne lære af det. Noget, der både gav hende nye idéer til og perspektiver på det pædagogiske sprogarbejde og en større forståelse af, hvordan hun selv udfører dette.

Besøget, nærmere betegnet sprogvisittet, blev gennemført som en del af Louises praktikperiode på pædagoguddannelsens 2. år. Godt klædt på med viden om børns sprog og sprogudvikling - samt opfordringer til at sætte fokus på samme fra underviser Lisbeth Nørregaard Hansen - samt med en observationsguide til sprogvisitter, udviklet af Nationalt Videncenter for Læsning, under armen.

Sprog er noget, der skal fokus på

Til daglig er Louise Klaaborg studerende på pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen UC Syd i Kolding. På uddannelsens 2. år ligger en halvt år lang praktikperiode, og Louise valgte her at komme ud i en vuggestue og derfor også atter i en vuggestue, da hun tog på sprogvisit.

Opfordringen til at sætte massivt fokus på sprog samt tage på sprogvisit var dog ikke en direkte del af praktikken, den kom fra anden side, nemlig fra hendes underviser, lektor Lisbeth Nørregaard Hansen. Hun fortæller:

- Børns sprog og sprogtilegnelse er et nedprioriteret område på pædagoguddannelsen. Der er kun afsat ganske kort tid til at undervise i det, og det står desværre i skarp kontrast til det stadigt voksende fokus, der er på sprog i dagtilbuddene.

- Derfor arbejder jeg for, at de studerende får så meget viden med sig om sprog, som det overhovedet er muligt, fortsætter hun. Inden deres praktik følger de en 7-ugers undervisningsperiode, hvor jeg blandt andet sætter fokus på dette samt introducerer dem til opgaven med at tage på sprogvisit hos hinanden. I løbet af praktikperioden er de studerende tilbage på studiet på praktikstudiedage, og på en af de sidste studiedage medbringer de deres observationer fra sprogvisittet, som vi sammen diskuterer, analyserer og reflekterer over.

Glade for at være på sprogvisit… efter lidt tid

Når man går på sprogvisit, er man en observerende ”flue på væggen” i nogle timer, enten på nabostuen eller i et andet dagtilbud. Observationerne nedfældes i en medbragt observationsguide, og de studerende brugte her Nationalt Videncenter for Læsnings materiale. Dette hjalp dem med at få øje på, hvordan dagtilbuddets rum og indretning inviterer til sprogarbejde, samt hvordan pædagogerne indtænker sprogarbejdet i børnenes lege, i pædagogiske aktiviteter og i hverdagens rutiner.

Det er det første hold studerende, som Lisbeth Nørregaard Hansen har sendt ud på sprogvisit, der konkret foregik ved, at de besøgte hinandens praktiksteder.

- Det var ikke alle, der havde armene i vejret, da jeg præsenterede idéen, indrømmer hun. Det at skulle organisere et besøg væk fra den kendte base blev oplevet som en udfordring. Og så er observatorrollen ukendt for de fleste, de er ikke vant til at se på, men til at gøre og handle. Den tilbagetrukne forskerposition var derfor noget, nogle fandt ganske svært.

- Men, tilføjer hun hurtigt, der er aldrig nogen, der har sagt, at alle synes, det skal være sjovt og let at bevæge sig ud i ukendt land. Og nu hvor de har været på besøg, tænkt og sundet sig lidt, så er det faktisk noget, de fleste har været rigtig glade for. Så mit næste hold studerende kan godt begynde at finde blyant, observationsguide og google-maps frem, for de skal helt sikkert også afsted.

Hov – familiebilleder inviterer også til sprog

Selvom Louise Klaaborg fra starten var positivt stemt over for sprogvisittet, må hun indrømme, at hun på selve besøget næsten måtte lægge bånd på sig selv for ikke at begynde at lege med børnene, løse konflikter eller skifte bleer. Dog, mener hun, var rollen som observator utrolig givende og lærende for hende.

Noget, der særligt sprang hende i øjnene på besøget var, at vuggestuen havde billeder af mor, far og søskende placeret på børnenes skabe i garderoben.

- Det havde jeg ikke set før, understreger hun. Typisk ser man et billede af barnet sammen med et mere generelt motiv af en myre, mariehøne eller noget andet, der ligesom kommer med skabet. Det er nogle visuelle markører, så barnet kan finde sine ting. Billederne af mor og far hænger typisk inde på stuen.

- Men, tilføjer hun, det er genialt at supplere med billeder af familien i garderoben, for det er jo dér, børnene siger farvel og senere goddag til dem. Og barnet kan vende tilbage til billederne, hvis de savner eller har lyst til at fortælle om dem, og det gør, at garderoben pludselig også både bliver et rum for samtale og et rum, der minder om, at mor eller far altså kommer igen.

Hov – vinduer inviterer også til sprog

En anden ting, Louise Klaaborg lagde mærke til, var vuggestuens vinduer. I første omgang, fordi de i størrelse var markant mindre end vinduerne i det dagtilbud, hvor hun var i praktik:

- I det dagtilbud, jeg kom fra, var vinduerne meget store, og det, fandt jeg nu ud af, gav anledning til en hel masse snakke voksne og børn imellem. Vi kunne se så meget igennem dem – og snakke om så meget. Det kunne være om, hvem der gik forbi udenfor, om himlen var blå eller grå, og hvad det betød, vi kunne forvente os af vejret og, et kæmpe hit, hvis der gik små, store, pelsede eller korthårede hunde forbi udenfor.

På den måde gav besøget Louise en masse stof til eftertanke. Både i form af idéer til at ændre noget og i form af at forstå det eksisterende på en ny måde.

- Jeg havde nok slet ikke lagt mærke til den betydning, som mit praktiksteds vinduer og den besøgte vuggestues billeder i garderoben havde, forklarer hun, hvis jeg ikke netop havde forladt mine kendte rammer for en stund, og hvis jeg ikke netop havde været den der observerende ”flue på væggen”.

Rart med refleksioner

Samtidig oplevede Louise, at hun fik en større forståelse af, hvordan hun selv tænker og gør sprogarbejde. Hun fortæller:

- Nu kunne jeg se, at mit sprogarbejde ved vinduet udsprang af en fælles opmærksomhed på konkrete ting. Noget, der igen refererer til teori, som vi har læst på pædagoguddannelsen. Når et barn pegede på hunden eller himlen, som vi begge kunne se, og jeg så også pegede, kiggede på barnet og sagde ”ja, se hunden” eller ”se himlen”, så satte jeg jo ord på det, vi havde en fælles opmærksomhed på.

Observationerne og de efterfølgende refleksioner gjorde det med andre ord lettere for hende at reflektere over sin egen praksis.  

- Når jeg lagde mærke til, at vinduer og fotografier inviterer til sprogarbejde, så må det også betyde, at jeg mener, at arbejdet med sprog ikke er noget, der foregår i et særligt rum eller noget, der afsættes særlig tid til. Det er noget, vi gør hele tiden. Man kan måske kalde det refleksion med refleksion på, men det er rart for mig at finde ud af, hvilket blik jeg arbejder med.

- De erfaringer, jeg har fået, og det, jeg har lært – i det hele taget det at tage på sprogvisit – det er helt klart noget, som jeg vil tage med mig fremover, tilføjer hun. Både som studerende og som kommende pædagog.