Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Skriveskabeloner og andre værktøjer til gymnasielærere

Kan du gætte, hvilke tekstafsnit elever på en gymnasial uddannelse får hjælp til at formulere her?

Jeg vil i denne opgave undersøge…
• I denne opgave vil jeg primært fokusere på...[følgende temaer]
• Emnet er relevant, fordi…
• Derfor vil jeg i denne opgave redegøre for…, analysere… samt diskutere…
• Dette gør jeg for at kunne sige noget om…

• ... var karakteriseret ved…
• Som historisk periode var… afgrænset af...
• Årsagerne til disse forandringer var…
• Disse nye tanker fik stor betydning for…
• Resultatet blev…

Den erfarne underviser i dansk og historie vil hurtigt kunne aflæse, at der er tale om hhv. en indledning og en historisk redegørelse. Sætningsstarterne ovenfor er en del af den skriveskabelon, som elever fik i hånden som en støtte til skrivning af dansk-historieopgaven (DHO) i udviklingsprojektet Styrket skriftlighed på HF. Du kan finde hele skriveskabelonen her, og du kan læse mere om tilrettelæggelsen af undervisningsforløbet op til aflevering af opgaven i dette idékatalog.

Idékatalog med konkrete værktøjer

For mange elever kan disse sætningsstartere blive helt afgørende for, om de får succes med deres skriftlige opgave - faktisk ser det ud til, at den tydelige støtte kan få betydning for, om nogle elever overhovedet får afleveret deres opgave. På HF & VUC KBH SYD oplevede lærerne nemlig, at op mod halvdelen af deres elever slet ikke fik afleveret dansk-historieopgaven til tiden, og en del elever måtte helt opgive at få opgaven skrevet. Derfor blev netop denne skriftlige opgave et af mange stilladserende tiltag, som lærerne i en række fag udviklede i samarbejde med konsulenter fra Nationalt Videncenter for Læsning. Vi har samlet alle forløbene i et idékatalog om stilladseret skrivning for unge.

I kataloget finder du idéer til stilladsering af elevernes skrivning i alt fra matematik og idræt til dansk og historie, og der er særlige forløb med skrivestilladser til ordblinde og til klasser med flersprogede elever. Alle idéer er udviklet af lærere, og i kataloget linker vi til lærernes egne værktøjer, såsom skriveskabeloner, teksteksempler og forløb. Lærernes værktøjer og eksempler er tilgængelige som Word-filer, sådan at du kan redigere i dem og tilpasse dem til din egen undervisning.

Nyt vidensunivers til gymnasielærere

Idékataloget Stilladseret skrivning flankeres af et idékatalog med konkrete idéer til stilladsering af elevernes læsning på ungdomsuddannelserne. Her finder du vejledning i at lave læseguides til dine elever, ordforrådsarbejde og fælles læsning af tekster i klassen baseret på idéer fra metoden Reading to Learn.

Du finder begge idékataloger i Vidensuniverset: Læse- og skrivestilladser til unge. Vidensuniverset udbygges løbende med formidling af god praksis og metoder gennem film, podcasts og konkrete idéer, som gør det nemmere for alle gymnasielærere at støtte deres elevers læsning og skrivning.

  • Supplerende litteratur

    Bremholm J., Buch B., & Lützen P. H. (2020). Bedre tekstlæsning på ungdomsuddannelserne - strategier og læseguides. Dafolo.

    Polias J. (2020). Fagsprog i naturfag. At læse, skrive og 'gøre' videnskab. Akademisk Forlag.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Skriveskabeloner og andre værktøjer til gymnasielærere