Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882
CVR 30891732

Aktuelt

Nyt tidsskrift: LÆSELYST

På trods af at læselyst står højt på den skolepolitiske dagsorden, er det et relativt underbelyst begreb. Den udfordring tager vi op i Viden om Literacy nr. 31 med 14 perspektiver på temaet formidlet af forskere, lærere, kulturformidlere og læreruddannere. Vi får indblik i arbejdet med at skabe læselyst i mange forskellige kontekster, fra børnehave over indskoling, mellemtrin, udskoling og universitetet til SFO og i børnenes fritid. I denne introduktion kan du læse en kort præsentation af udvalgte artikler i udgivelsen. 

Læselyst som videnskabeligt begreb er ofte genstand for målinger i form af spørgeskemaer og bygger typisk på psykologiske forståelser. I tidsskriftet nuancerer ph.d.-studerende Henriette Romme Lund den psykologiske forståelse af læselyst, som viser sig at være flygtig og foranderlig i det udforskende møde med elever i 6. klasse.   

Når læselyst måles kvantitativt (i undersøgelser som PISA og PIRLS), tegner der sig et bekymrende billede af dalende læselyst blandt danske børn og unge, men i projektet Læsere mellem medier viser sig andre tendenser. Lektor Ayoe Quist Henkel forstår ikke kun læselyst som lyst til at læse skønlitterære papirbøger, men som mødet med gode fortællinger på tværs af medier. I sit bidrag til udgivelsen viser hun, hvordan børn i stor stil opsøger fortællinger i mange formater og finder nydelse i dem som både spejle og som døre til verden.  

I skolen tager læselystinitiativer ofte form som stillelæsning i såkaldte læsebånd. Med afsæt i litteraturteorier om betydningsfulde og engagerende læseoplevelser undersøger lektor Kristiane Hauer, hvordan man kan arbejde med udskolingslevers strategier til bogvalg som en afgørende faktor. 

Andre gange skal læselysten vækkes helt uden for skolske rammer. Børnekulturformidler Anne Kathrine Eckardt inviterer os ind i et børnebibliotek i en fritidsordning, hvor børnene har taget magten over projektet, og fokus er på taktile, sociale og legende omgangsformer med bøger som en vej til (måske) også at læse i dem. Dosent i norskdidaktik Trine Solstad viser, hvordan læselyst kan stimuleres, før børn møder skolen. Hun præsenterer data fra en undersøgelse af, hvordan børnehavebørn indgår i fortolkningsfællesskaber og viser læseengagement i fælles læsning af billedbøger. 

Der er mange grunde til at sætte fokus på læselyst, ligesom der er mange definitioner (eller mangel på samme) af, hvad begrebet indeholder. I dette temanummer af Viden om Literacy tilbydes læseren således en række definitioner af begrebet og ikke mindst et bud på lovende praksisser og initiativer omkring forskellige facetter af læselyst. 

God læselyst! 

Katja Vilien & Nina Berg Gøttsche, redaktører af Viden om Literacy nr. 31 

Del siden på email

Du deler et link til siden: Nyt tidsskrift: LÆSELYST