Aktuelt
Kritisk literacy i danskfaget
Viden om Literacy nr. 34 er netop udkommet, og denne gang handler tidsskriftet om kritisk literacy i danskfaget.
Læsning og skrivning indgår i dag i menneskers liv på hidtil usete måder, og vi skylder vores børn at overveje, ikke bare hvordan de lærer at læse og skrive på nye måder, men også hvilken rolle skolen spiller i menneskers omgang med tekster og sprog som indlejrede i sociale kontekster og magtforhold. Som Kristine Kabel skriver i sit bidrag til dette temanummer, så kan tekster både medskabe og fastholde, men også ombryde magtforhold. I temanummeret sætter vi spot på, hvordan det kan foregå i danskundervisningen.
Verden i dag kræver holdning og handling, og måden vi indgår i verden på gennem sprog, tekst og andre semiotiske udtryksformer udvikler sig konstant. Derfor er det heller ikke enkelt at tage emnet op, men måske vigtigere end nogensinde før.
Viden om Literacy nr. 34 bringer os fra Pølsetyven i 2. klasse til kunstig intelligens og fake news i 9. klasse.