Bliver søgningen intelligent?

ChatGPT – statistik, der skriver poesi

Det svært fattelige omfang af muligheder med kunstig intelligens fik verden øjnene op for i vinteren 2022-23. Firmaet OpenAI introducerede her ChatGPT, der tilsyneladende kan svare på alt, hvad man spørger den om, og firmaet gav alle, der ville, adgang til den – hvilket ledte til den hurtigst voksende brugerbase i internettets historie. ChatGPT kan formulere formfuldendte tekster om alt mellem himmel og jord, give bud på fortolkninger af litteratur og sågar selv skrive litteratur og poesi. Den altoverskyggende diskussion derefter handlede verden over om, at man nu kunne snyde til eksamen – noget, der måske sagde mere om, hvad uddannelsesfeltet går op i, end noget andet.

Det er meget svært at acceptere, at en maskine kan skrive så meningsfulde og indholdsmættede tekster, men det kan den, og det er ren statistik (og der findes som bekendt tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik). ChatGPT er en såkaldt sprogmodel (Language Model), der med statistik udregner, hvad der ville være et sandsynligt næste ord i en kæde, der fx kan begynde med et spørgsmål.

Microsoft har købt sig ind i firmaet OpenAI og bruger en videreudvikling af ChatGPT i deres søgemaskine Bing. Med den udvikling kan måden, vi søger og finder frem til information på, vise sig at blive grundlæggende forandret. Bing er sidste skridt i en længere udviklingsproces.

En internetsøgehistorie

Den amerikanske forsker Tim Berners Lee fik ideen til World Wide Web i 1989, hvor han var ansat på forskningscentret CERN og udviklede teknologien, så den var i brug i 1990. Hans mål var at gøre det lettere at få adgang til den megen information, hans forskningskolleger skabte. På verdens første websted, http://info.cern.ch, som på grund af det fortsatte fokus på åbne standarder stadig kan tilgås med en moderne browser, findes også verdens første søgemaskine: http://info.cern.ch/hypertext/DataSources/bySubject/Overview.html. Denne side er et (meget kort) register over hjemmesider ordnet efter emne. Sådanne emneregistre kom der mange af i årene, der fulgte. Det amerikanske Yahoo blev det største. Herhjemme havde vi blandt andet Jubii, som er noget helt andet i dag, men som er arkiveret helt tilbage fra 1996 på archive.org: https://web.archive.org/web/19980630135127/http://www.jubii.dk/. Emneregistrene er mere eller mindre forsvundet i dag. De viste sig at være mindre brugbare end fuldtekstsøgemaskinerne som altavista og sidenhen Google. Disse søgemaskiner trawlede hele internettet igennem med såkaldte web crawlers, der går fra side til side og kopierer indholdet ned i søgemaskinens hukommelse. Når man søger på Google, gennemgår den sin hukommelse og kommer op med det bedste bud på sider, der svarer på søgespørgsmålet. For ikke så længe siden betød det, at alle de ord, man søgte på, skulle stå i siden, Google henviste til, og derfor kunne man med nøje planlagte søgestrenge finde frem til højt specialiserede sider, der svarede på lige netop det særlige spørgsmål, man havde. Det krævede, at man tænkte sig om og ikke nødvendigvis klikkede på det første søgeresultat. Jeg har skrevet en del om de kompetencer, det kræver, i artikler om ”søgning er læsning”(fodnote 1).

Men i dag har Google ”avancerede” algoritmer, som forsøger at udregne, hvad den bedste side er, også selv om søgeordene ikke står på siden. Det er sikkert smart for mange, men personligt finder jeg det voldsomt irriterende, at jeg ikke kan præcisere min søgning gennem forfinelse af søgeord.

I dag er Google den altdominerende søgemaskine, og Alphabet, firmaet bag Google, et af verdens absolut rigeste. Der er mange andre søgemaskiner, ofte med fokus på privatliv eller på særlige vidensfelter. Og så findes der Bing, Microsofts søgemaskine, som har levet et stille liv i Googles skygge. Det sluttede den 7. februar 2023 (fodnote 2), hvor Microsoft bekendtgjorde, at Bing nu ved hjælp af kunstig intelligens kunne svare grundigt og med kilder på alle de spørgsmål, brugerne stillede den. Og at den kunne indgå i en ”chat” om at få uddybet eller suppleret svaret.

Jeg har fået adgang til den version af Bing, der bruger kunstig intelligens, og i næste afsnit følger overvejelser over mine første samtaler med søgemaskinen Bing. Hele samtalen kan ses i figuren andetsteds på siden.

Hvad er opdagende skrivning?

Jeg er i forlængelse af projektet ATEL (https://projekter.au.dk/atel) optaget af indskolingselevers skriveudvikling. Vi arbejder med en virksomhed, der har udviklet en app, der bygger på en tilgang, der kaldes opdagende skrivning. Så jeg tænkte, at jeg ville høre Bing, hvad den ved om den metode. Jeg spurgte ”Hvad er opdagende skrivning” og fik som svar et uddrag af en UC Viden-projektside om et meget tidligt projekt om opdagende skrivning med deltagelse af Sara Hannibal, Monique Vitger og Klara Korsgaard. Det startede med andre ord fint, omend det måske ville have været bedre at citere fra selve rapporten fra projektet.

Jeg ved, at Hannibal, Vitger og Korsgaard har introduceret metoden i Danmark, men hvem er egentlig den/de internationale ophavspersoner? Jeg spurgte Bing: ”Hvem fandt på opdagende skrivning?” og fik efter en ny introduktion svaret (suppleret af to fodnoter med links): ”Metoden blev udviklet af den britiske pædagog Marie Clay, som også stod bag læsevejledningsprogrammet Reading Recovery”.

Det syntes jeg lød mærkeligt. For det første er Marie Clay vist ikke britisk, men newzealandsk (jeg spurgte om det samme senere, og der var Bings bud, at hun er canadisk). Hun er heller ikke ”pædagog” i den danske betydning af det ord. Wikipedia kalder hende klinisk psykolog og angiver, at hun har arbejdet som ”educationist” og ”researcher” (fodnote 3), men det er måske mindre, tilgivelige fejl.

Spørgsmålet er, om Marie Clay kan siges at have ”udviklet” metoden opdagende skrivning. Clay introducerede begrebet emergent reading og viste senere, at der er en tæt forbindelse mellem at lære at læse og at skrive. Men en egentlig metode i opdagende skrivning udviklede hun ikke. Skulle man finde ”opfinderne”, så er det nok snarere norske Bente Hagtvets begreb legeskrivning, ligeledes norske Arne Tragetons begreb at skrive sig til læsning, den amerikanske Carol Chomskys begreb invented spelling og måske i særlig grad de amerikanske Lea McGee og Donald Richgels med deres anvendelsesorienterede Literacy’s beginnings: Supporting young readers and writers, der udkom første gang i 1990 og i 6. udgave i 2012. Under alle disse begreber og tilgange ligger Marie Clay utvivlsomt, ligesom svenske Caroline Liberg givetvis har været en central inspirationskilde for Hannibal, Vitger og Korsgaard. Men i sidste ende vil det rette svar på mit spørgsmål måske være, at det netop er de tre, der fandt på opdagende skrivning, fordi de gav det en særlig form og kombinerede det med særlige pædagogiske anbefalinger, sådan som de kommer til udtryk i deres bog Opdagende skrivning.

Jeg fortsatte med at spørge Bing: ”Lærer børnene at læse af opdagende skrivning?” og modtog svaret:

Ja, opdagende skrivning har en positiv betydning for børnenes læseindlæring. Ifølge en rapport fra Viden om Læsning, viser forskning at børn, der arbejder med opdagende skrivning, udvikler en større bevidsthed om sprogets lyde og bogstaver, et større ordforråd og en bedre forståelse af teksters formål og struktur. Opdagende skrivning styrker også børnenes motivation og selvtillid som læsere og skrivere.

Bing henviser med en fodnote til rapporten fra Nationalt Videncenter for Læsning (som Bing kalder ”Viden om læsning”, som er navnet på hjemmesiden, men ikke på institutionen), der var resultatet af ovennævnte projekt.

Jeg skimmede rapporten for at finde stedet, hvor det fremgik, at forskningen er så sikker i sin sag. Det lykkedes ikke. Det kan være, at påstanden henviser til et citat af en af de deltagende lærere: ”De har helt klart en større lydbevidsthed, de er nået længere med bogstaverne”, eller det kan være, at det bygger på et udsagn om, at: ”Frosts forskning peger på, at børn med svag fornembevidsthed især kan profitere af spontanskrivning, der understøtter udviklingen af analytiske fonologiske strategier”. Men der er ikke noget i rapporten, som tyder på, at dens forfattere mener, der er belæg for at sige, at ”forskning [viser] at børn, der arbejder med opdagende skrivning, udvikler en større bevidsthed om sprogets lyde og bogstaver, et større ordforråd og en bedre forståelse af teksters formål og struktur”.

Jeg fortsatte med at spørge Bing: ”Findes der forskningsartikler der viser at opdagende skrivning leder til at børn lærer at læse hurtigere end med den fonetiske metode?” og efter en venlig anerkendelse af mit gode spørgsmål hævder Bing at have ”fundet nogle forskningsartikler, der sammenligner opdagende skrivning med den fonetiske metode”.

Bing opsummerer derefter de to artikler. Men ingen af dem kvalificerer til mærkatet ”forskningsartikler”. Den første er en opgave fra pædagoguddannelsen, hvor forfatteren introducerer til metoden, fortæller om sin praktik i en børnehaveklasse og arbejdet med opdagende skrivning efter et bondegårdsbesøg og slutteligt reflekterer over sin fremtidige praksis som pædagog. Bing hævder, at ”Artiklen konkluderer, at børnene udviklede en større forståelse for sprogets lyde og bogstaver, og at de blev mere motiverede for at læse og skrive.” Den konklusion kan jeg ikke finde.

Den anden ”forskningsartikel” er Dansklærerforeningens promoveringsside til bogen Opdagende skrivning samt en Issuu-side med en læseprøve på bogen. I læseprøven omtales et norsk forskningsprogram som ”dokumenterer at et bevidst fokus på opdagende skrivning” har en positiv effekt bl.a. på fonologisk opmærksomhed. Så her er måske noget at gå efter. Men det rigtige svar ville jo have fundet, resumeret og henvist til det norske projekt, ikke til en læseprøve på en formidlingsbog.

Bing tager i øvrigt et lille forbehold og siger: ”Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om opdagende skrivning leder til at børn lærer at læse hurtigere end med den fonetiske metode, men det ser ud til at have mange positive effekter på børnenes læseudvikling.”

Afslutningsvis tænkte jeg, at det ville være godt at få afklaret én gang for alle: ”Er den fonetiske metode evidensbaseret og dermed bedst?” Svaret var noget uklart, og valget af kilder i bedste fald særpræget: et forlag, der sælger læsetræningsmaterialer, et leksikonopslag og en forskers referenceliste.

Hvad kan man så lære af det?

Man kan lære, at Bing svarer meningsfuldt og ikke helt forkert. Jeg søgte på noget, jeg vidste noget om, og jeg eftergik svarene ganske grundigt og kunne derfor gennemskue, at den selvsikre Bing var på dybt vand. Men når man søger på nettet, ønsker man jo for det meste at få svar på spørgsmål, man ikke kender svaret på. Og så er man måske på herrens mark.

En ikke usandsynlig måde at bruge Bing på ville være at indgå i den samtale, jeg gengiver, og derefter skrive i sin journalistiske artikel, i sin opgave eller i sin undervisningspræsentation, at britiske Marie Clay har opfundet opdagende skrivning, at børn gennem opdagende skrivning udvikler større forståelse for sprogets lyde og bogstaver og bliver mere motiverede. Måske endda med de referencer, som Bing foreslår. Kun den opmærksomme læser ville opdage, at der var ugler i mosen.

Hvis Bing er et realistisk bud på fremtidens søgemaskine og altså på de muligheder, kunstig intelligens tilbyder, så har vi nogle alvorlige udfordringer. Som jeg omtalte i den korte søgehistorie, har Google (og de andre søgemaskiner med den) bevæget sig i en retning, hvor de i stadig højere grad forsøger at regne ud, hvad vi virkelig vil vide, ikke kun på baggrund af vores konkrete søgeord, men også ved at bruge synonymer, ved at bruge semantiske netværk og ved at lave statistik på, hvad andre har klikket på, når de har søgt på tilsvarende søgeord. Det gør det lettere og hurtigere, hvis du søger efter noget, som alle andre også søger efter. Men hvis du skal finde mere sjældent brugte tekster eller alternative vinkler på mainstream-spørgsmål (eller søger efter emner, som deler homonymer med populære emner), så kan det være tæt på umuligt at lykkes med at narre søgemaskinen til ikke at forsøge at hjælpe med det forkerte.

Bing med den kunstige intelligens er en ekstrem videreudvikling af denne bevægelse. Hvis Bing er første skridt i retning af, at kunstig intelligens bliver standard i søgemaskiner, så vil vi helt sikkert få meget let ved at finde svar på spørgsmål, alle andre også stiller.

Men hvis man skal bruge internettet til at finde viden og forskellige vinkler på mere nicheprægede emner, så bliver det en evig kamp med mainstream. Kunstig intelligens finder i sin ”træning” de mønstre, der er i data, og bliver derved helt ufatteligt god til at udregne, hvad der er det mest sandsynlige næste ord, det mest sandsynlige objekt på et billede, det mest sandsynlige maleri malet af van Gogh, der forestiller en vandcykel, den mest sandsynlige forbryder og så videre. Men hvis man netop ikke er ude efter det mest sandsynlige, det mest almindelige, så bliver den kunstige intelligens let en modstander.

Kunstig intelligens og undervisning

Research på internettet er en helt central del af, hvad der sker i uddannelse i dag, og derfor vil det få betydelige følger, når selve grundlaget for måden, vi søger på, ændres. Men med Bing er ikke første gang, kunstig intelligens tages i brug i undervisningen, vi kender allerede Google Translate, og der er udviklet systemer, der adaptivt tilpasser indhold og spørgsmål til den enkelte elev, der findes systemer, der på baggrund af en uploadet tekst kan udvikle undervisningsforløb med korte forklaringer, multiple choice osv. Meget er en hjælp, men som altid så sætter teknologien også grænser for, hvordan vi kan gøre ting. Hvad sker der fx, hvis computeren overtager opgaven med at stille spørgsmål?

Og så har jeg slet ikke nævnt alle de virkelig alvorlige problemer, der er ved, at kunstig intelligens primært er ejet af gigantiske internationale (amerikanske) virksomheder, som får en meget stor magt over, hvad vi kan vide, hvordan vi kan handle, hvem der får jobbet, hvem der udpeges som potentiel forbryder, hvem der får den billigste forsikring, hvem der kommer til orde i den demokratiske (?) debat, hvem der…

Der er med andre ord endnu mere brug for, at vi fokuserer undervisningen på at understøtte elevernes evner til at forholde sig undersøgende og kritisk til de teknologier og den information, de møder og udsættes for. Det er vi alt for dårlige til i forvejen.