Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882, att. sted 2210
CVR 30891732

Aktuelt

"Det er ikke løst med en it-rygsæk"

Helle Bonderup er lektor i dansk og underviser på ordblinde- og læsevejlederuddannelserne på VIA UC og har en lang og solid erfaring som læsevejleder og lærer bag sig. Som læsevejleder har hun ofte undret sig over, hvor hårdt psykiske følgevirkninger af ordblindhed kan ramme eleverne: ”Vi ved jo, at det i grunden kun handler om bogstav til lyd og lyd til bogstav. Det er jo kun en lille del af at gå i skole, og en meget lille del af det at være menneske. Det er faktisk også kun en del af at læse og skrive. Vi underviser og kompenserer ordblinde elever for deres vanskeligheder, men alligevel oplever vi gang på gang børn, der trives dårligt i skolen og rammes på deres motivation og self-efficacy.”

På baggrund af gentagne oplevelser med elever, der har slået sig urimeligt hårdt på vanskeligheder med skriftsproget, har Bonderup udforsket sagen i samarbejde med klinisk psykolog Marianne Køhler Skov, og på Nationalt Videncenter for Læsnings temadag om børn i skriftsprogsvanskeligheder delte Bonderup ud af sine erfaringer og diskuterede spørgsmål som: Hvorfor opstår psykiske følgevirkninger af skriftsprogsvanskeligheder? Og hvordan kan de voksne omkring barnet og den unge på forskellig vis tage hånd om den skriftsprogsudfordrede, sådan at omfanget af vanskelighederne ikke øges?

Hvorfor opstår psykiske følgevirkninger af skriftsprogsvanskeligheder?

Undersøgelser viser, at vanskeligheder med skriftsproget ofte påvirker elevens trivsel, motivation og self-efficacy. Bonderup fortæller: ”Det gælder både de helt små, som er i risiko, og også både dem, der lander i den ’røde’ og ’gule’ kategori i ordblindetesten fra 3. klasse og opefter.” Og deltagerne i salen genkender det billede.

Bonderup fortæller, at det ikke altid er dysleksien som sådan, eleverne peger på som årsag til, at de er kede af det. I stedet er det konsekvenserne af at overkomme eller undgå skriftlig kommunikation, der opleves som problematisk: ”Man får måske ikke svaret på sms’er eller orienteret sig i ting, og det kan eksempelvis resultere i store konflikter i familien eller gruppearbejdet. Man svarer måske helt kortfattet ’OK’ på en sms, og det opfattes som knapt og uhøfligt.”

Bonderup opsummerer: ”På den måde ligger ordblindevanskelighederne neden under alt muligt andet. Valg af uddannelse, hvor man ikke skal kæmpe alt for meget med skriftsproget, og opbygning af relationer eller mangel på samme er alt sammen præget af strategier, som man bruger for at kommunikere med og omkring skriftsproget.”  

Og det er belastende altid at være på overarbejde og skulle finde alternative strategier. Læse- og skriveteknologi er ubetinget godt for den ordblinde elev, men den garvede læsevejleder minder os om, at det altid kræver ekstra tid, overblik og vedholdenhed: ”Læse- og skriveteknologi kræver mere af vores kognitive færdigheder, end hvis man er så heldig at kunne læse med øjnene.”

Mestringsstrategier på den korte bane

En årsag til psykiske følgevirkninger i skolen er også, at eleverne ofte finder nogle mestringsstrategier, som kun er hensigtsmæssige på den meget korte bane. Man kan gå på toilettet, komme for sent, drikke lidt vand. Måske bliver alting væk for én, eller man spidser sin blyant, selvom man skriver på computer. En mestringsstrategi kan også være at tage sin usynlighedskappe på og på den måde håbe, at man ikke bliver spurgt. Eller lave en masse ballade, som kan flytte opmærksomheden fra vanskeligheden til balladen. Det er alt sammen noget, elever finder på at gøre for at undgå at føle sig utilstrækkelige. Bonderup giver os en psykologisk tolkning: ”Det er menneskeligt og psykologisk naturligt at undgå ubehag. Mennesker undgår instinktivt noget, der føles truende eller ubehageligt. Det foregår ubevidst, og man kan faktisk føle sig så truet af situationen, at man pludselig føler, at man skal tisse.”

Børnene bruger energi og anstrenger sig meget kognitivt, når de hele tiden må finde på disse strategier i deres underbevidsthed. Energi, som man kunne have brugt på at lære noget andet.

En anden vigtig psykologisk pointe er ifølge Bonderup, at alle børn er motiverede for at lære at læse. Og for at lære at læse prøver børn i risiko for ordblindhed at imitere det, de andre børn gør. Men det virker ikke for de her børn. Og så begynder de at tænke ’Der er noget i vejen med mig’ allerede i børnehaveklassen på et tidspunkt, hvor de voksne omkring barnet faktisk endnu ikke ved, at barnet er i vanskeligheder. Barnet kan på den måde hurtigt komme til at føle sig dummere end de andre børn, og den følelse generaliseres til andre ting.

Men Bonderup husker os på, at vi godt kan finde elever, der er i risiko for ordblindhed ret tidligt med diverse tests og opgaver, og vi kan se på, om der er ordblindhed i familien.

Og det er vigtigt at afdække vanskelighederne tidligt, for fra 3. klasse bliver alle fag tiltagende teksttunge. Bonderup forklarer: ”Fra 3. klasse eksploderer skolen med tekst. Det udgør truende krav, og børnene i vanskeligheder kan opleve sådanne trusler lige så voldsomt, som hvis man stod over for en løve. Det er de samme neurologiske mekanismer, der går i gang.”

Hvad kan de voksne omkring barnet gøre?

Når man spørger eksperten, så lægger hun vægt på, at der ikke findes noget quickfix: ”Ingen hurtige løsninger, hverken farvede briller eller fiskeolie.”

Men skolen kan gøre meget for at mindske negative psykiske følger af læsevanskeligheder. Bonderup forklarer: ”Vi skal gøre læringsmiljøet så trygt for dem som muligt. For eksempel skal børnene være sikre på, at de ikke kan risikere at skulle læse eller skrive foran hele klassen eller en gruppe. Nogle børn vil måske gerne, og så skal de selvfølgelig gøre det. Vi skal tale med dem om det, og vi skal lave aftaler, såsom at du altid må bruge din læse- og skriveteknologi, og at ingen må sige til dig, at det er snyd.” Det lyder måske indlysende, men en aktuel undersøgelse fra NOTA (2021) viser, at 50 % af de ordblinde elever i undersøgelsen har oplevet, at nogen synes, det er snyd at bruge læse- og skriveteknologi.

Bonderup taler for at stille krav til ordblinde elever i tekstarbejdet: ”Vi skal sørge for, at eleverne klarer de opgaver, vi stiller dem. Men vi skal heller ikke stille for nemme opgaver. Det skal ikke være sådan, at den ordblinde elev kan male et eventyr, mens de andre elever skriver ét. Så får det ordblinde barn jo aldrig det fagsprog, som de andre børn får i sådan et tekstarbejde.”

Men hvad gør man så? En deltager i salen spørger, hvordan teamet fx kan inkludere ordblinde elever i arbejdet med at læse en fagtekst på syv sider og skrive et referat. Det bliver et dilemma mellem at stille krav og sørge for mestringsoplevelser. Bonderup understreger læse- og skriveteknologiens rolle i undervisningen: ”Ordblinde skal aldrig skrive noter, mens de lytter eller læser. De skal lave referat på en anden måde. De skal markere ord i afsnit og flytte dem over i et andet dokument via delt skærm. De gør altså det samme som de andre elever, men på en anden måde, og det er ikke snyd.”

Også hjemme skal ordblinde elever hjælpes med gode strategier. Bonderup fortæller: ”Der er forældre, der bruger en masse tid på at træne staveord og læse tekster igennem igen og igen med barnet, så barnet kan komme i skole og læse teksten fejlfrit op. Ja, de kan faktisk læse teksten uden at tage den op af tasken. Alle de gode kræfter skal bruges på en anden måde. Alle elever kan træne deres afkodning og blive stadigt bedre, men det foregår ikke ved at lære teksterne udenad.”

”Forældre skal hellere lytte til noget sammen med barnet og snakke om, hvad det handler om, hvilke nye ord mødte vi her? Hvad lærte vi om det?”, forklarer Bonderup. Og både forældre og lærere skal stille sig nysgerrige over for barnets brug af læse- og skriveteknologi og spørge ind til, hvornår og hvordan barnet bruger teknologierne.

Bonderup understreger, at det også er vigtigt, at ordblinde børn og unge får et sprog om deres strategier og eventuelle psykiske vanskeligheder: ”Tal med dem om, hvad der sker i konkrete situationer med tekstarbejde, og hvordan de reagerer på det.”

Alt dette skal sættes i system på skolen, så der altid er nogen, der har ansvaret for at koordinere udviklingen af elevernes strategier omkring skriftsprogsvanskeligheder. Det skal være tydeligt, hvem der gør hvad, og hvem der taler med forældrene løbende. Det kræver mere end en test og et it-kursus. Bonderup afslutter med en vigtig pointe:

”Ingen skal tro, at det er løst med en it-rygsæk.”

Del siden på email

Du deler et link til siden: "Det er ikke løst med en it-rygsæk"