Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798000560529
CVR 30787986

Aktuelt

Vandpytter og trolde som kilde til literacyudvikling

Man kan ikke høre, hvor meget der læses i Fredensborg Kommune, da jeg står dér en råkold morgen på Kokkedal station, men bag murene på kommunens 31 dagtilbud er man i fuld gang, og over de næste 3 år vil pædagoger læse, og læse igen, tale om, fortælle om, lege med og ikke mindst - med hele kroppen - opleve 13 forskellige billedbøger sammen med de i alt 1800 børn på mellem 0 og 6 år, der bor i kommunen.

Initiativet hedder Sproggaven, bag det står Fredensborg Kommune, og med det skal børnenes sprog og literacyfærdighed løftes og udvikles. De skal blive dygtige til at formulere ønsker og meninger, til at gå i dialog med andre, de skal få bredde og dybde i deres ordforråd, de skal smage på sproget og dets lyde, lege med skrift og selv formulere sig på skrift.

Metoden til dette, den udvidede dialogiske læsning, samt vejledning og inspiration til oplæsningerne er nøje beskrevet af kommunens læsekonsulent Marianne Aaen Thorsen i samarbejde med pædagoger og fagprofessionelle. Materialet er samlet i 13 hæfter, der følger hver sin billedbog, og dermed støtter kommunens pædagoger i at gå i gang med Sproggaven.

Det hele blev skudt i gang i september 2016 og når jeg nogle måneder efter står på Kokkedal station, så er det fordi kommunen har bedt centret om at undersøge, hvordan Sproggaven er kommet fra start. Er der vigtig viden og gode erfaringer, som skal deles eller som kan bidrage til en justering af projektet?

Derfor er jeg på vej ud i en række dagtilbud for at observere udvidet dialogisk oplæsning i aktion samt interviewe børn og pædagoger om, hvordan de oplever Sproggaven i deres dagligdag.

En tredimensionel læseoplevelse

Pas på du ikke får en kuffert i hovedet! advarer den institutionsleder, der har taget imod mig - med et smil heldigvis. Jeg dukker mig instinktivt og opdager 13 af slagsen på hylden over mig. Hver kuffert er fyldt med tøjdyr, billeder og andre ting, som passer med den billedbog, som pædagogen skal læse op for børnene.

De ting, der ikke kan være i kufferterne, er på personalestuen: en paraply, en pude, en udstoppet ræv, og rundt omkring på væggene ser jeg illustrationer, billeder, sætninger og ord fra bøgerne hænge. For, opdager jeg hurtigt, pædagogerne læser ikke alene de 13 billedbøger højt, de viser dem også og så har de fundet ting og sager, som børnene kan røre, høre og gøre med og som understøtter oplæsning, leg og lydlig opmærksomhed.

I det hele taget opleves og sanses de 13 billedbøger. Da jeg senere observerer den udvidede dialogiske læsning af Kaj har fine støvler for to børn på 2 år, ender vi på stuens badeværelse, hvor glæden ingen ende vil tage, da dukken skal hoppe i selvlavede vandpytter. Der er også et stort fokus på billederne, både i selve oplæsningen og som støtte, når historien skal genfortælles af pædagog eller barn. Da jeg spørger en pige på 5 år om, hvad De tre Bukke Bruse i Badeland handler om, slår hun straks op på det to sider store billede af den fæle, sorte trold: Det der! Lyder det med et sigende blik, og jeg er straks klar over, at trolden i hendes verden er den altoverskyggende hovedperson.

I oplæsningerne har pædagogerne fokus på en række særlige ord, i Sproggaven kaldet fokusord, som folderen til den enkelte billedbog anviser de skal arbejde med for at udvikle børnenes ordforråd. Til hver bog er der udvalgt godt 10 fokusord, som matcher den sproglige og kognitive udvikling, den givne børnegruppe forventes at have. Læser man Kaj har fine støvler for de helt små, er det ord som: hopper, kaster og fod, som vies særlig opmærksomhed, mens det ved Den grimme ælling er ord som bedrøvet, trækfugl og verden.

Pædagogerne tilføjer dog også nye og andre ord i oplæsningen, alt efter hvilke børn de læser for og hvad disse er optagede af og så er det tydeligt, at det at sige, høre og gøre ordene dominerer i introduktionen. Ordene skrives ikke sammen med børnene, også selvom de ofte ligger nedskrevet og lamineret i kufferten og kan læses på væggene i stuen. 

Sproggaven i dagligdagen?

På mine besøg møder jeg børn, der ikke er trætte af at høre den samme bog igen og igen, som gerne henter kufferterne med ting til oplæsningerne frem, og som kan genkende og fortælle den givne historie. Det er dog ikke alle der deltager lige sproglig ivrigt i oplæsningerne. Alle lytter, men nogle er afventende og stille. Det er naturligt for nogle børn lige at skulle se situationen an og pædagogerne fortæller mig, at de ved, at de skal være særligt opmærksomme på at invitere disse børn ind i samtalerne.

Materialet til Sproggaven giver da også anvisninger på, hvordan pædagogen kan spørge ind og dermed understøtte børnene i at føre længere samtaler. Selv har de gode erfaringer med at gennemføre oplæsningerne i små grupper med 3-4 børn, der giver alle mulighed for at komme til orde, at sammensætte grupper, hvor børnene matcher hinandens sproglige niveau, og endelig tale om de ord, som den givne børnegruppe selv viser interesse for.

Sproggaven åbnes i den enkelte institution og får derfor liv lokalt, og på mine besøg i kommunens dagtilbud møder jeg pædagoger, der er vant til at arbejde med sprog, som samarbejder med deres kolleger omkring Sproggaven, der er glade for materialet, fordi det betyder, at en stor del af deres forberedelse er gjort på forhånd, som bliver bekræftet i deres faglige viden og får mulighed for at udvikle samme.

Jeg møder også pædagoger, som ikke er vant til at arbejde med sprog, der ikke kender til dialogisk oplæsning og som ikke sparrer med deres kolleger. For dem udgør de 13 vejledninger til de 13 billedbøger samt de øvrige producerede foldere i Sproggaven en ny stor opgave i deres pædagogiske arbejde, og det tager næsten pusten fra dem.

Det er tydeligt at se, at Sproggaven, i de institutioner den fungerer bedst, ikke er en enkelt pædagogs opgave, men et fælles projekt i institutionen. For der skal være afsat tid og rum, så én pædagog kan gå fra med en lille børnegruppe, oplæsningerne må prioriteres for ikke at drukne i hverdagens andre (og vigtige) gøremål og der skal være mulighed for kollegial sparring, videndeling og, meget vigtigt, ledelsesmæssig bevågenhed og opbakning. Til sammen skaber det de rammer og det rum, der er nødvendigt for at få Sproggaven til at blomstre.  

Med den pointe i hovedet går jeg tilbage mod Kokkedal station. Mine ører summer af indtryk, af historier om vandpytter og trolde, af snak og lege, så selvom jeg ikke kan høre det, der foregår bag murene på de 31 dagtilbud, så ved jeg, at jo, der læses løs i Fredensborg Kommune – og jeg ved, hvordan man gør det. 

Artiklen "Vandpytter og trolde som kilde til literacyudvikling" er udgivet i magasinet Klodshans, som IBBY, Selskabet for Børnelitteratur, står bag.
Læs hele magasinet her

Del siden på email

Du deler et link til siden: Vandpytter og trolde som kilde til literacyudvikling